Norge vil nu indføre, hvad de kalder digital grænseovervågning med snifferbokse på backbonenettet eller fiberkablerne, som går ind og ud af landet.
Det skriver norske digi.no.
Den norske efterretningstjeneste mener, at den skal have adgang til at overvåge al tele- og datatrafik for at styrke indsatsen mod terror - en overvågning, som tjenesten dog samtidig anfører skal være 'målrettet og afgrænset'.
Nu har det norske forsvarsministerium nedsat et udvalg, som skal se på, hvilken teknologi man skal tillade.
»Hver gang der kommer forslag af denne type indgribende metoder, bør det udredes og gøres til en offentlig diskussion,« siger informatiker og professor Olav Lysne, Oslo Universitet, som er formand for udvalget.
Real-time-overvågning skal vurderes
Udvalget skal ifølge ham undersøge, hvilket udstyr man vil tillade sættes op på forbindelserne, herunder om real-time-søgninger skal godkendes. Desuden skal man se på, om data skal gemmes, eller om man alene vil opsnappe data, som har en vis profil.
»Vi vil vurdere, om man skal etablere lagring. Når man blandt andet ser på terrorhændelsene i Paris, hviler der et tungt ansvar i forhold til at give efterretningstjenesten et værktøj til at kunne afværge lignende angreb . Samtidig er der vægtige forhold omkring privatlivets fred at balancere det op imod.«
Han kan ikke afvise, at et system af den art også kan bruges til at overvåge almindelige borgere.