Snart kan Mobilepay-kunder købe varer ved at scanne en kode - også i udlandet

Danske Bank har indgået et nyt samarbejde, der skal udbrede systemet til hele verden. Og gøre det meget lettere for brugerne at købe varer.

Snart kan Mobilepay-brugere købe en vare på få sekunder ved blot at scanne en kode med deres smartphones.

Danske Bank har nemlig indgået partnerskab med den britiske mobilbetalingsvirksomhed Powa Technologies, og det skal give brugerne mulighed for at handle med de omkring 1.200 brands, som Powa Technologies har samarbejdsaftaler med verden over.

Samarbejdet er centreret omkring en teknologi, der kaldes Powatag.

Powatag fungerer på den måde, at brugeren indtaster kreditkortoplysninger og en leveringsadresse i applikationen – i dette tilfælde Mobilepay – og så kan brugeren købe varer hos de mange virksomheder ved at scanne eksempelvis en QR-kode, der er knyttet til en reklame for det produkt, brugeren ønsker.

Men også et lydspor i en reklame kan scannes, og når scanningen er gennemført, kan brugeren godkende købet med et enkelt tryk på telefonen.

Børsen har talt med Mark Wraa-Hansen, der er chef for Mobilepay, og han fortæller, at Powatag forhåbentlig bliver tilgængelig for Mobilepay-brugere allerede i år.

»Vi håber, at det bliver inden for 2015. Alt afhængigt af de valg, vi tager, kan det gå rigtig hurtigt, men vi vil heller ikke skynde os mere, end at vi får lavet et setup, der er nemt og intuitivt,« siger han.

De nye funktioner bliver gratis for brugerne hos Mobilepay, men virksomheder skal betale et transaktionsgebyr til Powa Technologies. Danske Bank modtager en ikke angivet del af det beløb.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere