Snart er vi meget klogere på Sonys PlayStation VR

Sony har udsendt en meddelelse, som nok vil få de fleste gaminginteresserede til at spidse ører. Om knap tre uger vil de løfte sløret for deres PlayStation VR-brille.

Kort tid inden de første bestillinger af Oculus Rift og HTC Vive lander i forbrugernes hjem, har Sony udsendt en bemærkelses pressemeddelelse om deres VR-projekt, som sidste år gik under navnet ‘Project Morpheus’.

Læs også: Sony løfter sløret for VR-briller til PS4

Den 15. marts vil virksomheden nemlig løfte sløret for deres PlayStation VR-brille på Game Developers Conference i San Francisco, skriver flere amerikanske elektronikmedier, heriblandt TechCrunch.

Sony har spillet med lukkede kort omkring deres VR-brille, og det er meget lidt, offentligheden ved om PSVR indtil videre. Både pris, udgivelsesdato og specifikationer er ukendt, men flere medier indikerer, at prisen kan blive lavere end for både Oculus Rift og HTC Vive, som koster hhv. 599 dollars og 799 dollars.

Læs også: Her er virtual reality-brillen, der kan revolutionere spilbranchen - nej, det er ikke Oculus Rift

Det skyldes, at Sony-direktør Andrew House i Bloomberg er blevet citeret for at sige, at prisen vil afspejle prisen for ‘en ny gamingplatform’. Taget i betragtning at PS4 ved udgivelsen i 2014 blev sat til salg for 399 dollars, er der stadig en forholdsvis stor margin op til priserne på de konkurrerende VR-briller.

Kobling til PS4 en stor fordel - og en mulig sovepude

PSVR-brillen skal fungere i samspil med PS4-konsollerne, og det kan give Sony en stor fordel, skriver TechCrunch.

Sony er allerede den absolut største spiller på gamingkonsol-området, og derfor har forbrugerne allerede tillid til Sony, ligesom de har investeret i deres produkter i årevis. 36 millioner mennesker ejer allerede en PS4-konsol, og har dermed allerede investeret i platformen til VR-brillen.

Læs også: Spilinvestor: Danske spiludviklere er for dårlige til at tænke i forretning

I og med, at Sony både ejer produkterne og hjernerne bag dem, vil forbrugerne ikke behøve at bekymre sig om, hvorvidt de fungerer sammen og om specifikationerne stemmer overens og den slags.

Men det kan også blive en sovepude, skriver TechCrunch. Det kan blive en begrænsende faktor, hvis Sonys udviklere, der ikke er afhængige af andre parter, ikke skubber til grænserne for mulighederne i VR-teknologien, fordi PS4-konsollen ikke som sådan efterlader meget rum til opgraderinger.

Vi bliver klogere den 15. marts.

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen