Snapschats direktør er egentlig ikke sur over, at Facebook efter hans mening plagierer Snapchats ideer og features, som eksempelvis de vidt udbredte 'stories' og muligheden for at trække augmented reality-filtre ned over de billeder, man tager.
Han undrer sig til gengæld over, at Facebook ikke skeler mere til Snapchat, hvad angår privacy.
»Vi ville da værdsætte, hvis de kopierede vores tilgang til privacy også,« siger Snaphcats direktør, Evan Spiegel, til en storgrinende forsamling ved Code-konferencen, der løber af stabelen i Californien.
Det skriver The Verge.
Og Snapchat suger da også færre data ud af sine brugere end Facebook. Mens Snapchat tillader annoncører at reklamere ud fra en række data, applikationen indsamler om brugeren, tilbyder den ikke en omfattende API, der tillader brugere at give deres venners informationer væk også.
Perfekt design
Snapchats features er ikke kun blevet kopieret af Facebook, men også af Whatsapp og Instagram. Begge har eksempelvis en 'stories'-funktion, der kan ses af alle på ens kontaktliste i et døgn, før den forsvinder.
Og der er flere, der nu bruger funktionen på Whatsapp end på Snapchat, der oprindeligt udviklede den.
Men det er der ikke noget galt i, siger Snapchat-direktøren;
»Når man som softwaredesigner designer noget, der er så simpelt og elegant, at det eneste, andre kan gøre, er at kopiere det ... det er den mest fantastiske ting i hele verden.«