
Med en kampvægt på 185 gram er Nokia Lumia 920 noget af en sværvægter selv blandt de nye smartphones med store skærme.
Version2's testeksemplar er den knaldgule variant af Lumia 920, men alligevel var den første reaktion hos dem, vi viste den til, at det godt nok var en stor telefon. Den gule farve var først det næste, de bemærkede.
Samsung Galaxy S III vejer 133 gram, Apple iPhone 5 vejer 112 gram, og den nærmeste direkte konkurrent i Windows Phone 8-kategorien, HTC 8X, vejer 130 gram.
Nokia forklarer, at de 50 ekstra gram hovedsageligt kommer fra den spole, som er bygget ind i Lumia 920.
Spolen er nøglen til ét af Lumia 920's særlige talenter, nemlig muligheden for trådløs opladning. Det fungerer ved hjælp af induktion ligesom i eksempelvis elektriske tandbørster, men det koster altså på vægtskålen.
Nokia bruger Qi-standarden, og selskabet forventer, at den vil blive udbredt på eksempelvis caféer, der vil tilbyde nem opladning ved at bygge opladerne ind i borde og bardiske.
For at minde kunderne om Lumia 920's trådløse trick har Nokia også lavet en særlig oplader, som kan pakkes ind i sin helt egen Fatboy-sækkestol i miniaturestørrelse.

Fatboy'en er ikke specielt elegant på skrivebordet, men den trådløse opladning fungerer upåklageligt. Det gør det meget let at sørge for at 'klatoplade' telefonen i løbet af dagen, fordi man ikke skal tænke på at tilslutte et kabel.
Nokia har ellers forsøgt at hjælpe på batteriet ved netop at bruge et større batteri, hvilket også skulle være en del af forklaringen på den høje vægt. I praksis kunne Lumia 920 da også holde et døgn med wifi tilsluttet, så det er ingen revolution, men trods alt heller ikke nogen katastrofe.
De sidste ekstra bidrag til vægten skulle være tilføjelsen af alle de europæiske højhastighedsstandarder for mobilt bredbånd, også kendt som 4G, og den mekaniske billedstabilisering i kameraet.
En hurtig test på Telias 4G netværk på Vesterbro i København viste dog ingen større gevinst i indlæsning af hjemmesider på telefonen, selvom en hastighedsmåling viste, at vi havde en downloadhastighed på godt 17 megabit/s.
Billedstabiliseringen har været omgærdet af en del kontroverser, efter det kom frem, at Nokia havde brugt professionelt udstyr til at optage sekvenser af en reklamefilm, som angiveligt skulle demonstrere, hvad det nye kamera var i stand til.
Kameraet i Lumia 920 er uden tvivl glimrende, men man skal ikke forvente mirakler. Det klarer sig udmærket under dårlige lysforhold, men det er stadig et mobilkamera. Et hurtigt prøveskud i et mørkt hjørne af kaffestuen herunder viser, hvordan Lumia 920 klarede sig i forhold til et Canon G9-kamera og en Lumia 800.



Vi vil senere udsætte Lumia 920's kamera for en grundigere afprøvning for at se, om Nokia kan indfri løfterne.
Det bedste ved Lumia 920 i forhold til de nærmeste konkurrenter er ikke designet. På redaktionen var vi meget glade for det design, Nokia førte videre fra N9-telefonen i Lumia 800 og Lumia 900. Lumia 920-versionen ser rigtig flot ud, men kombineret med vægten, så bliver det næsten farligt.
I lommen føler man de skarpe kanter, og højttalersprækken samler lommeuld. Telefonens blanke finish havde dog ingen problemer med at modstå en uge i lommen i selskab med et nøglebundt, og generelt virker telefonen solid nok til, at Nokia ikke vil få problemer med at demonstrere, at den kan bruges til at slå søm i med.
Det bløde indhold er det bedste ved Nokias Lumia-telefoner. Den ensidige satsning fra den finske producent på Windows Phone betyder, at selskabet selv sørger for at udvikle applikationer til platformen, som skal bruges til at skille sig ud fra konkurrenterne.
Det stærkeste kort på hånden er naturligvis Nokia Kørsel, som er Nokias egen navigationsapp med gratis offline-kort, som nu med Windows Phone 8 også kan bruges i den almindelige Nokia Kort-app.
Nokia vil tilbyde Nokia Kørsel til de andre Windows Phone 8-producenter mod en licensbetaling, men foreløbig er applikationen unik for Lumia.

Nokia har også én af de bedste applikationer på tværs af smartphone-platforme til offentlig transport, Nokia Transport. I den kan man både se afgange ved nærmeste stoppesteder og planlægge en rejse via Rejseplanen eller tilsvarende lokale tjenester.
Det fungerer upåklageligt, og tjenesten har integration med kortapplikationen og mulighed for at søge efter både adresser og points of interest fra Nokias navigationsdatabase.
Nokia har også inkluderet et par kameraapplikationer som muligheden for at tage et gruppebillede som en sekvens af fotos, hvor man derefter kan stykke et resultat sammen, så man kan undgå, at der altid er én, der har lukkede øjne.
Den slags hører mere til i gimmick-afdelingen, men Transport og Kørsel er to rigtigt stærke udvidelser af den i forvejen ganske veludrustede Windows Phone 8-platform, hvor de medfølgende applikationer i høj grad opvejer det noget spegede udbud af gode tredjepartsapplikationer.
Meget telefon for de 4.900 kr.
Man savner dog stadig integrationen med Twitter, så man eksempelvis kan dele fotos direkte fra kamera-appen via Twitter, men det er et Windows Phone-problem og ikke et Nokia-problem.
Vi har endnu ikke haft mulighed for at udsætte Lumia 920 for en ægte stresstest som eksempelvis en koncert, hvor svære lys- og lydforhold kan gøre videooptagelse vanskelig. Nokia har ellers bygget et nyt mikrofonsystem ind i Lumia 920, men indtil videre kan vi ikke fælde dom over, om det gør nogen forskel.
Lyden ved telefonsamtaler er acceptabel, men bestemt hverken varm eller på nogen måde fremragende. Det er dog slet ikke ualmindeligt ved mobilsamtaler i dag, men højttaleren og lydchippen i Lumia 920 gør ikke noget for at forbedre kvaliteten, som vi har kunnet høre.
Prisen for en Nokia Lumia 920 er annonceret til 4.900 kroner, og der er ingen tvivl om, at man får meget telefon for pengene - rent bogstaveligt set på både vægt og størrelse.
Man vænner sig dog til størrelsen, men hvis man synes, at en Samsung Galaxy S III er for stor, så skal man gå udenom Lumia 920, for den virker meget stor. Omvendt kan der også ligge en vis tilfredsstillelse i, at telefonen føles tung og solid.
