Den danske Smittestop-app skal gøre det muligt at advare borgere om, at de har været tæt på en corona-smittet. Men da Pia Allerslev blev testet positiv for corona, fik hendes familie ingen beskeder om, at de havde en smittet i deres omgangskreds.
Det skriver Politiken.
Pia Allerslev er tidligere skoleborgmester i København, og ifølge hende er det bekymrende, hvis smitte-appen ikke virker, som den skal.
»Det er bekymrende, hvis den app ikke virker, når vi alle prøver at være ansvarlige og begrænse smittespredningen. Jeg har fået mange henvendelser fra mennesker i den nære omgangskreds, der ikke har fået den notifikation,« siger hun til Politiken.
Sundhedsministeriet erkender overfor Politiken, at nogle brugere har problemer med appen, og at der er modtaget »en række henvendelser i supporten«, som minder om det, Pia Allerslev har oplevet.
Ministeriet påpeger, at der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før der bliver givet besked - telefonerne skal eksempelvis have været inden for 1,5 meter af hinanden i 15 minutter. Derudover oplyser ministeriet overfor Politiken, at det er svært at finde fejl i appen, fordi den er udviklet med en teknologi, der beskytter privatlivet.