Det er let og smart at kunne styre lyset i huset på sin smartphone. Men sikkerhedseksperter har for nyligt demonstreret, hvor let det er at hacke de netværksforbundede LED-pærer, de såkaldte LIFX-pærer, skriver BBC News
Firmaet Context Security har udsendt detaljer omkring, hvordan det var muligt for firmaet at hacke ind i wifi-netværket til en udgave af netværks-aktiverede pærer, hvor det også lykkedes dem at kontrollere lyset, ved at hacke det.
LIFX-pærerne, som også kan købes i Danmark, har mesh-netværksforbindelser, som gør det muligt at tænde og slukke dem via smartphones. Firmaet bag pærerne har siden fixet svagheden.
Snød systemet
Michael Jordan, researchdirektør hos Context, forklarer, hvordan han kunne opfange wifi-netværkets brugernavn og adgangskode i den husholdning, som lyset var forbundet til.
»Vi købte nogle pærer og undersøgte, hvordan de talte sammen og så, at en af meddelelserne handlede om brugernavn og adgangskode,« fortalte han BBC.
»Ved at lade som om en ny pære tilsluttede sig netværket, var det muligt for os at få informationen,« tilføjer han.
Hold din software opdateret
»Det gav os mulighed for at stjæle brugeroplysningerne til wifi-netværket, hvilket betød, at vi kunne kontrollere lyset,« lyder det fra Michael Jordan.
Systemet fungerer ved, at en master-pære får kommandoer fra en smartphone-app, og efterfølgende sender kommandoerne til netværkets øvrige pærer over et trådløst mesh-netværk.
I en blog har virksomheden bag pærerne skrevet, at der har været en potentiel sikkerhedsrisiko, men at ingen brugere, hvad firmaet ved af, har været ramt af problemet. Samtidig opfordrer de til, at man holder sin software opdateret.
LIFX er del af samarbejdet med Googles Nest og Whirlpool, der forsøger at skabe standard for, hvordan fremtidens husholdnings-elektronik kommunierer online.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.