Smartphone til at se verden med virtual reality-syn på vej fra Lenovo og Google

Lenovo skal producere den første smartphone, som bruger Googles Project Tango, der bruger 3D-kamera og andre sensorer til at opnå rumlig orientering.

Googles Project Tango rykker nu fra en tablet, der kun gives til udvalgte udviklere, til en lidt mere håndtérbar smartphone, som Lenovo skal producere. Dermed bliver det den første smartphone, som bruger Googles specielle teknologi til at opnå en rumlig orientering, der blandt andet kan bruges til augmented og virtual reality.

Google har hidtil givet nogle få udviklere mulighed for at afprøve teknologien ved hjælp af en tablet, men nu skal Lenovo altså fremstille den første smartphone, som skal give almindelige forbrugere teknologien i hånden. Telefonen ventes at være klar til sommer, men bortset fra Project Tango er det småt med oplysninger om telefonen.

Ifølge ZDNet vil prisen dog ligge på cirka 500 dollars (cirka 3.500 kroner eksklusive moms), og der vil formentligt være tale om en stor enhed med en skærm på op til 6,5 tommer.

Project Tango er en hardware- og softwareplatform fra Google, som bruger et 3D-kamera og en række andre sensorer til at opnå bedre afstandsbedømmelse og registrering af telefonens bevægelser, end det er muligt med de sensorer, der sidder i almindelige smartphones.

Afstandsbedømmelse ved hjælp af infrarøde kameraer kan ligesom eksempelvis Microsofts Kinect give softwaren en forståelse for objekter i et rum ved at opbygge punktskyer, så man for eksempel kan måle stuen op med telefonen og efterfølgende placere virtuelle objekter som augmented reality i rette størrelsesforhold.

Teknologien omfatter også software til computer vision, som blandt andet kan bruges til at genkende et lokale. Det kan bruges til at hjælpe applikationer med at korrigere for fejlbehæftede input fra andre sensorer i forhold telefonens orientering i lokalet.

Project Tango kan dermed både bruges i augmented reality-situationer som eksempelvis at hjælpe kunder med at finde varer på hylderne i en butik, og til indsamling af data til virtual reality.

Teknologien understøttes af blandt andet spilmotoren Unity og bygger på C og Java. Der findes fire demo-applikationer til Project Tango, men de forudsætter, at man har en enhed med den tilhørende hardware. Udviklere kan sende deres idéer til Google, hvis de ønsker at prøve kræfter med udvikler-udgaven af Project Tango.

Samarbejdet mellem Google og Lenovo er ingen tilfældighed, i det Google solgte det, der tidligere var Motorolas mobilforretning til Lenovo, men beholdt en særlig udviklingsafdeling, som er dén, der står bag Project Tango.

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen