Virksomheden Unacast har udviklet et ’Social Distancing Scoreboard’, der viser, hvor gode amerikanerne i de enkelte stater og områder er til at holde afstand til hinanden.
Unacast samler GPS-lokalitetsdata fra mobiltelefoner og giver karakterer fra A til F til de amerikanske stater alt efter, hvor gode de er til at 'stå sammen ved at holde afstand', som vi kalder det herhjemme.
Virksomheden har brugt faldet i bevægelse til at afgøre, hvor gode stater og kommuner er til at opfylde opfordringerne om at blive hjemme.
Jo mere stillestående befolkningens telefoner er, jo mere falder aktiviteten, og jo højere scorer staten.
Viser, hvor meget vores telefoner afslører om os
Unacast får data fra apps, og det er alt fra spil, indkøb og ’nytteapps’. Virksomheden bruger normalt data til at lave analyser, der kan sælges til interesserede forretningsdrivende.
Ifølge Washington Post viser det, ud over hvor gode staterne er til at holde sig inde døre, hvor meget data vores telefoner hver dag giver til virksomheder, der sælger dem videre.
Både Google og det Facebook-ejede Instagram har kort, der kan vise, hvor stor aktivitet der er rundt omkring i verden. De bruger ligeledes brugernes data til at visualisere aktiviteten.
På Unacasts kort skal en stat eller kommune have nedsat deres masseaktivitet med 40 procents, hvis de skal have A. Det er der en del stater, der har. Observeres der et fald på under 10 procent gives karakteren F. Det er kun Wyoming, der har fået bundkarakter.