Slut med sikkerhedsopdateringer til Windows 8 og styresystemet i cola-automaten

Opgrader til Windows 8.1 eller nyere for at få sikkerhedsopdateringer til Microsofts styresystem. Også Windows XP Embedded har modtaget sin sidste opdatering.

Holdbarhedsdatoen for endnu et par udgaver af Windows-styresystemet er igen passeret.

Brugere af henholdsvis Windows 8 og Windows XP Embedded vil modtage deres sidste sikkerhedsopdatering fra Microsoft i dag. Herefter er det slut med opdateringerne fra producenten, skriver det norske it-medie Digi.no.

Tidsfristen har været kendt i længere tid, og ønsker man som Windows 8-bruger fortsat at modtage sikkerhedsopdateringer, skal man opgradere til Windows 8.1 - eller Windows 10 for den sags skyld.

Læs også: Windows 8.1 Update giver problemer: ’Værre end Vista’

Helt slut med opdatering af XP

Med Windows 8.1 får man sikkerhedsopdateringer frem til 10. januar 2023, mens Windows 10 strækker sig til 10. oktober 2025.

Styresystemet Windows 8 ligger stadig på 2,76 pct. af computerne på verdensplan ifølge Net Applications. Det er dog langt overgået af en endnu ældre udgave af styresystemet, nemlig Windows XP, som har en markedsandel på 10,93 pct.

Supporten for Windows XP blev allerede udfaset i april 2014, men fortsatte for den særlige Embedded-udgave, der bruges i integrerede systemer. Det bruges blandt andet i salgsautomater, benzinpumper, informationstavler og minibanker.

Og nu har alle disse automater, som stadig måtte køre med Windows XP Embedded, således også modtaget deres sidste sikkerhedsopdatering. Hvis de vel at mærke er sat op til at modtage opdateringer.

Følg forløbet

Kommentarer (4)

Lars Jensen

I skriver at supporten udløber til XP Embedded, og derefter at XP ligger på 10.9% af computere. XP Embedded ligger nok ikke på enheder der kan registreres af Net Applications. Forveksler I XP og XP Embedded?

Tom Paamand

Mine ældste maskiner kan glade snurre videre frem til april 2019 på fuldt opdaterede XP-versioner gennem POSReady-muligheden, som de fortsat modtager opdateringer til - også til MS Security Essentials og IE8! Maskinerne blir dog nok kasseret inden 2019, men jeg ser ingen grund til at opdatere dem til nyere Win-versioner, som de slet ikke kan køre. Og jo, de har en anden og sikker browser mm.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen