Slut med papkortet - og ingen digitale 10-turskort til ældre iPhones
Det er ikke længere muligt at købe titurskort på sin telefon-app, hvis man har en telefon med et ældre styresystem. Det fortæller Metroxpress om i dag i en historie med særligt fokus på iPhone-indehaveren Tine Pedersen.
Hun rejser et par gange om måneden fra Vejle til Randers, og her plejer Tine Pedersen at anvende et titurs-papklippekort. Men siden den 15. januar har det ikke været muligt at bruge papklippekortet. Derimod skal kunder bruge en digital version gennem DSB's app.
Men Tine Pedersen har en iPhone 4, hvor den seneste version af Apples iOS ifølge Wikipedia er 7.1.2. Og DSB's app fungerer kun til iOS 9 og opefter og til Android-versioner fra version 4.4, fremgår det af transport-virksomhedens hjemmeside.
Derfor er hun ifølge Metroxpress tvunget til at købe enkeltbilletter, bruge rejsekort eller investere i en ny telefon. Og uanset hvad hun vælger, bliver det dyrt, oplyser mediet.
»Jeg er simpelthen så vred. Jeg synes ikke, at DSB skal bestemme, om jeg skal købe en ny telefon,« siger Tine Pedersen til Metroxpress.
Seniorrådgiver hos Passagerpulsen, Asta Ostrowski, kritiserer overfor Metroxpress DSB for at begrænse kundernes mulighed for at købe billigere billetter og mener samtidig, at togselskabets manglende understøttelse af ældre telefoner kan være på kant med EU-lovgivning.
»For mange kunder vil det her betyde, at de skal købe en ny telefon. Og EU’s passagerforordning siger, at kunderne skal kunne få billetter gennem ‘almindeligt tilgængelige informationsteknologier’. Og jeg vil sige, at en iPhone 4 må betegnes som en almindelig telefon, som mange danskere har. Det her er ikke godt nok,« siger Asta Ostrowski til mediet.
Aske Wieth-Knudsen fra DSB er ifølge Metroxpress ked af, at kunder med ældre telefoner er blevet ramt, og han tager gerne en dialog med Passagerpulsen.
»Det er vores vurdering, at vi allerede leverer billetløsninger på de gængse kanaler. Vi følger it-udviklingen og sørger for, at vores apps er opdateret,« siger Aske Wieth-Knudsen til Metroxpress.
Af en opgørelse på Wikipedia fremgår det, at Apple stoppede med at supportere iPhone 4 30. juni 2014. På samme side står det desuden at læse, at den første iPhone 4 udkom i oktober 2011.
Står man i en situation, hvor app'en med klippekort ikke længere er understøttet på en given mobiltelefon, så er det muligt at få refunderet eventuelle tilbageværende klip ved at kontakte DSB's kundecenter, oplyser virksomhedens pressevagt til Version2.
Hvad mener du? Er det rimeligt, at DSB's app ikke udkommer til iPhones med iOS under version 9?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.