Slut med digital førertrøje: Danmark kun 7. bedst i it-parathed

Efter tre år på førstepladsen og sidste års tredjeplads rutsjer Danmark ned på syvendepladsen i international rangliste over it-parathed.

Det er slut med at være digitalt foregangsland. I en ny opgørelse fra World Economic Forum sakker Danmark ned på en syvendeplads i en rangliste over it-parate lande.

Den skuffende syvendeplads kommer efter tre år på førstepladsen og et enkelt år på tredjepladsen sidste år. Der er dog tale om relativt små forskydninger landene imellem, og Danmarks score er således kun faldet fra 5,8 til 5,3.

»Det er marginale ændringer, der gør, at man rykker rundt i toppen. Og der er ikke nogen enkelt forklaring eller hurtig løsning til, hvordan vi kan rykke frem igen,« siger Per Gade, kontorchef i IT- og Telestyrelsen til Ritzau.

På et enkelt område ligger Danmark dog stadig i front, nemlig udbredelsen af bredbåndsforbindeler. Og Per Gade påpeger, at det faktisk er gået lidt frem på virksomheders brug af it, mens borgere og myndigheder ligger næsten uændret.

»Så ser man kun på brugen af it, så ser det meget fint ud,« siger han.
I brancheorganisationen Dansk IT har man dog en lidt mere bekymret mine. Formanden Klaus Kvorning Hansen, udleder således af opgørelsen, at man ikke kan holde sig i toppen, hvis man ikke træner.

»Jeg kunne formode, at vi falder tilbage, fordi de andre lande bliver bedre og bedre til digitalisering,« siger Klaus Kvorning Hansen til Ritzau.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere