Slut med cowboy-hosting? Nyt e-mærke på vej til hostingfirmaer

8. marts 2012 kl. 09:113
Nystartet brancheforening er på vej med kvalitetsstempel til den danske hostingbranche, der ofte har været kritiseret for vilde vesten-tilstande.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Alt for længe har den danske hostingbranche haft et tvivlsomt ry, og derfor er en ny mærkningsordning nu på vej, skriver den nystartede brancheforening BFIH i en pressemeddelelse.

Dermed skal hostingfirmaerne leve op til en række krav for at opnå certificeringen - et princip, som blandt andet også kendes fra netbutikkernes e-mærke.

»Naturligvis er det også interessant for os som it-hostere at få denne mulighed for at lægge afstand til det, som i medierne ind imellem er blevet kaldt cowboy-hosting. Og det bliver ingen fribillet - langt de fleste af vores medlemmer forventer at skulle forbedre deres processer for at opnå certificeringen,« udtaler formand i Brancheforeningen for IT-hostingvirksomheder (BFIH), Niels Reinau, i pressemeddelelsen.

Får ret til at bære kvalitetsmærke

BFIH’s certificeringsordning bygger på standarden ISAE 3402. Det betyder, at BFIH’s medlemmer skal leve op til en række krav til sikkerhed, som løbende kontrolleres af en uvildig tredjepart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis et hostingfirma bliver certificeret, får firmaet ret til at benytte foreningens kvalitetsmærke i sin markedsføring.

Certificeringsordningen ventes klar til brug i løbet af 2012, og herefter har medlemmerne et år til at blive certificeret, fremgår det af pressemeddelelsen.

**Ny brancheforening indfører certificeringsordning for IT-hostingvirksomheder**

Fremover bliver det lettere for danske virksomheder at vælge kvalitetshosting. Brancheforeningen for IThostingvirksomheder i Danmark, BFIH, sætter kvalitet og sikkerhed i medlemmernes ydelser i højsædet ved at indføre obligatorisk certificeringsordning.

Markedet for IT-hosting er i hastig udvikling og svært at gennemskue for mange kunder. Senest har de mange nye muligheder i cloud computing skabt en mindre revolution af IT-hosternes ydelser. Samtidig trækker dette voksende marked en række nye leverandører til. Et marked, som desuden er kendetegnet ved manglende fælles definitioner af ydelser og standarder. Det betyder, at det kræver en høj grad af indsigt i IT at lave en sammenligning af leverandørernes ydelser, hvilket kun få af de mindre og mellemstore virksomheder har. Det er jo netop derfor, kunderne ofte vælger at outsource!

Hostingbranchen træder ind i de voksnes rækker
Mange IT-hostingvirksomheder arbejder i dag systematisk med sikkerhed og kvalitet og leverer ydelser, som deres kunder er fuldt ud tilfredse med. Blandt dem er de virksomheder, som nu går sammen i BFIH, og som ser certificeringsordningen som det naturlige næste skridt hen imod at blive en moden og respekteret branche:

”Vi er klart inspireret af andre nye brancher, som har formået at vende skepsis til tillid. F.eks. har e-mærket haft en stor betydning for internethandlens markante udbredelse de senere år,” forklarer Niels Reinau, formand for BFIH’s bestyrelse.

Certificeringsordning hæver det generelle niveau
BFIH’s cetificeringsordning bygger på ISAE 3402 og indebærer, at alle BFIH’s medlemmer forpligter sig til at leve op til et vist niveau af sikkerhed, hvilket jævnligt kontrolleres af en uvildig 3. part. Der skal bl.a. arbejdes med den overordnede styring af informationssikkerhed, medarbejdersikkerhed, fysisk sikkerhed, drift og beredskab. Og da der er tale om en certificering, skal virksomhederne dokumentere over for en ekstern auditør, at de overholder kravene.

Overliggeren er sat højt: BFIH lægger sig med certificeringsordningen på et niveau, som er højere end branchens generelle standard i Danmark. Når medlemmer bliver certificeret, får de ret til at benytte foreningens kvalitetsmærke i deres markedsføring. Certificeringsordningen vil være klar til brug i løbet af 2012, hvorefter medlemmerne har et år til at blive certificeret.

Slut med cowboy-hosting
BFIH ønsker med certificeringsordningen at gøre det lettere for de danske virksomheder at vælge kvalitetshosting.

”Men naturligvis er det også interessant for os som IT-hostere at få denne mulighed for at lægge afstand til det, som i medierne ind imellem er blevet kaldt cowboy-hosting. Og det bliver ingen fribillet - langt de fleste af vores medlemmer forventer at skulle forbedre deres processer for at opnå certificeringen” slutter Niels Reinau.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
8. marts 2012 kl. 16:07

Dermed skal hostingfirmaerne leve op til en række krav for at opnå certificeringen - et princip, som blandt andet også kendes fra netbutikkernes e-mærke.

Og ligesom netbutikkernes e-mærke vil kunderne fuldstændigt overse denne certificering, og være totalt ligeglade når de vælger :)

3
15. maj 2012 kl. 20:36

Og ligesom netbutikkernes e-mærke vil kunderne fuldstændigt overse denne certificering, og være totalt ligeglade når de vælger :)

Det virker i det mindste som om, der er nogle konkrete processer, der skal gennemføres, hvilket er lidt bedre, end da e-mærket blev indført:

E-mærket er fra starten tænkt som psykologisk mærke, der skal skabe tillid hos forbrugerne. E-handelsfonden kontrollerer ikke kundernes tekniske løsning eller fysiske sikkerhed, og det ser vi heller ikke som vores opgave.

Yep.

2
15. maj 2012 kl. 20:20

Måske har du ret.

En afgørende forskel kunne være, at hosting - hvis vi altså taler om de lidt dyrere services - primært er en service for virksomheder. Dette står i kontrast til e-mærkets primære målgruppe som er private forbrugere. Jeg kunne bedre forestille mig, at professionelle indkøbere kunne finde på at bruge tid på at sætte sig ind, hvilke standarder en potentiel leverandør lever op til end gennemsnitsdanskeren, der skal købe et par bukser i en online biks. Hvorom alting er, vil jeg sige, at det altid er positivt, når man i en branche er kritisk overfor sit eget arbejde og forsøger at hæve niveauet. Det er jo netop professionalisme. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af det.