Sløsede brugere tvinger Trend Micro til krypto-køb

Sikkerhedsfirmaet Trend Micro har netop overtaget engelske Identum, der er specialister i let kryptering af e-mails.

I dag er sikkerhedstruslen i virksomheder ikke kun hackere og virus, men i høj grad sløsede brugere, der i tide og utide smider diske og bærbare fra sig.

Skiftet i trusselsbilledet over mod medarbejderne har nu fået sikkerhedsfirmaet Trend Micro til at gå ind i krypteringsbranchen gennem købet af det engelske krypteringsfirma Identum.

»Et opkøb som dette ville man ikke have set i Trend Micro for bare få år siden, men vi må erkende, at virksomhederne i dag ser truslen fra sløsede medarbejdere som meget alvorlig. Der går jo knap en dag mellem, at man hører om eksempler på, hvordan data forsvinder for virksomhederne,« siger direktør i Trend Micros krypteringsafdeling Fernando Rynne til Version2.dk.

Forskningsbaseret virksomhed

Identum er en såkaldt spin-out virksomhed fra universitetet i Bristol, hvor en gruppe forskere har arbejdet med forenkling af den såkaldte nøgleinfrastruktur (PKI), der er nødvendig for at kunne sende krypterede mails til hinanden.

»Tidligere har PKI været meget besværligt, for det har betydet, at man hele tiden har skullet sørge for, at modtagerne havde et sæt nøgler, som de kunne bruge til at åbne de krypterede mails med, men det unikke med Identums løsning er, at de anvender en såkaldt identitetsbaseret nøgle, der knytter sig til modtagerens e-mailadresse, hvilket gør, at man ikke behøver sende nøglen i forvejen,« siger Fernando Rynne.

Teknologi ikke markedsandele

Løsningen sker dog uden at gå på kompromis med sikkerheden, oplyser krypteringsdirektøren. Identums løsning anvender en krypteringsalgoritme, der baserer sig på 256 AES-kryptering.

»Vi har været på udkig efter et produkt, der ville gøre det let for brugerne at kryptere deres emails. Vi har set på flere kandidater, men efter vores opfattelse er Identums løsning klart den bedste,« siger Fernando Rynne.

De finansielle forhold omkring aftalen har selskaberne valgt at holde for dem selv, men Fernando Rynne oplyser, at købet ikke har været et spørgsmål om at sikre sig markedsandele, men udelukkende at sikre Trend den nødvendige teknologi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere