It-studerende var træt af rejsekort-dummebøder og skrev en huske-app

Nyudviklet iPhone-app minder dig om at tjekke ud på dit rejsekort. It-studerende Anders Friis var træt af dummebøder og besluttede sig for at omsætte kursus til praksis.

Det koster 50 kr., hver gang man glemmer at checke ud, når man har rejst med rejsekort i Danmark.

Det er dumme penge at betale, især hvis man forholdsvis nemt kan blive fri.

Det var netop det, Anders Friis tænkte, da han udviklede iPhone-app'en 'Check Ud', der i dag, onsdag, ligger nummer et over mest downloadede apps i Danmark.

Anders Friis går på IT-Universitetet, hvor han studerer til softwareudvikler. Og det var netop med softwareudviklerens hat på, at han gik i krig med app-udvikling.

»Jeg var på togtur og skulle mødes med en ven og glemte selvfølgelig at checke ud. Min ven fortalte mig så, at han satte et ur til at ringe, når han cirka ville være fremme. Jeg tænkte som softwareudvikler, at det måtte kunne gøres smartere,« siger Anders Friis til Version2.

Og gøres smartere, det kunne det tilsyneladende. Anders Friis gik gennem sin uddannelse på et kursus, hvor han lærte at udvikle apps. Og det var den viden, han brugte i udviklingen af app'en.

»På kurset lærte jeg programmeringssproget, og hvordan man gør. Jeg måtte dog også søge på nettet efter guides og sådan,« siger Anders Friis.

App'en er udviklet i Xcode, som man bruger til at lave apps til Mac-produkter.

Fungerer uden internet

App'en fungerer rent praktisk på den måde, at den sender dig en push-meddelelse, når du er for eksempel 200 meter fra det stop, du på forhånd har fortalt app'en, du skal af ved. Du bestemmer selv, hvor mange meter fra app'en skal sige til.

Meddelelsen kommer med fuld fanfare og vibration, så du kan sagtens lægge telefonen i lommen eller give dig til at spille et spil, efter du har indstillet app'en.

App'en bruger dataforbindelsen til at afgøre, hvor du er, men beliggenheden af stoppestederne er allerede læst ind i telefonen.

»Den har koordinater for alle stoppesteder i Danmark, så den bruger ikke internettet til at hente stoppestederne. Rejseplanen har noget der hedder ‘labs’, som man kan bruge gratis. Det skrev jeg om til Xcode og nørklede til, så det passede,« siger Anders Friis til Version2.

Befinder du dig under jorden, er det heller ikke noget problem.

»Hvis du for eksempel er under Nørreport og ikke kan finde en dataforbindelse, sender app'en dig en besked om, at der måske ikke bliver sendt en besked, fordi den ikke kan se, hvor du er,« siger Anders Friis til Version2.

Ingen planer om Android-app

App'en finder selv ud af, om den vil bruge wifi eller 3G-netværk. Og kører man for eksempel rundt i de københavnske busser, kan dette være ret smart. De københavnske a-busser tilbyder nemlig gratis wifi til sine passagerer.

Selv har Anders Friis bil, men det betyder ikke, at han ikke indimellem bruger sin app.

»Når jeg rejser, bruger jeg den helt sikkert. Jeg gider ikke betale den bøde. Man kan jo også risikere at få spærret kortet,« siger Anders Friis til Version2.

App-kurset handlede om at udvikle til iPhone, og Anders Friis har en iPhone. Derfor var det helt naturligt iPhone, han udviklede app'en til. Og umiddelbart er der ingen planer om at udvikle app'en til andre platforme.

»Jeg har ikke lært at udvikle til Android og Windows Phone endnu. Det kan være, at det kommer i fremtiden,« siger Anders Friis.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (33)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Allan D. Pedersen

iphone er et tilbageskrit..
den har jo ikke NFC ligesom alle nye Android og Windows Phone telefoner kommer med som standard.
Rejsekortet er jo bygget på NFC så det er da kun oplagt at at Rejsekortet får nosset sig sammen og lavet et NFC app.

  • 7
  • 7
ab ab

Det burde være ret åbenlyst, at den bedste use case for teknologisk understøttelse af rejsehjemmels-validering ikke er ensbetydende med at skulle at "holde sin smartphone op mod en scanner" mindst to gange på hver rejse for at tjekke ind og ud. Al respekt for indsatsen i forhold til den udviklede app og for Rejseplanens databørs, men jeg har svært ved at se, at den bedste måde at anvende smartphone-teknologien på er som et avanceret æggeur, der kan minde brugeren om, at han skal foretage en handling. Den udviklede løsning svarer til at sætte strøm til en blyant. Teknologien er trods alt tænkt som menneskets tjenende ånd og ikke omvendt. De tre eksisterende smartphone-apps til klippekort, periodekort og billetter til længere togrejser klarer fint mine behov og så kan man for min skyld godt tilbyde rejsekortet til det fåtal af brugere, der ikke ønsker at have en smartphone - så længe vi andre ikke skal tvinges til at stemple ind op til flere gange og stemple ud mindst én gang, hver gang vi foretager en rejse.

  • 1
  • 1
ab ab

Det koster 50 kr. hver gang man glemmer at tjekke ud, når man har rejst med Rejsekort i Danmark.

Det er dumme penge at betale, især hvis man forholdsvist nemt kan blive fri.

Ja men løsningen er at afskaffe behovet for at tjekke ud - ikke at opfinde en app, der gør det lettere for brugeren at underkaste sig rejsekortets diktat.

  • 9
  • 1
ab ab

Det "fåtal" af brugere indbefatter dem, der gerne vil have billigere rejser gennem rabatter.

Du får formuleret dig lidt kringlet, men jeg forstår, hvad du mener. Det er mig imidlertid magtpåliggende at understrege, at der ikke er nogen nødvendig kobling mellem at få rabatter og at have et rejsekort. Det er bare et regime, som er blevet opfundet for at fremme rejsekortet, men regimer kan som bekendt godt laves om, uden at det kræver en teknisk løsning.

  • 4
  • 0
Palle Simonsen

De tre eksisterende smartphone-apps til klippekort, periodekort og billetter til længere togrejser klarer fint mine behov

Tjekkede dem lige ud i Play. De får mildt sagt elendige anmeldelser - f.eks:

App doesn't work, after update requires password which was never set up. Thanks for ruining the 2013 way of traveling DSB! When it still worked, it buys tickets that you haven't confirmed yet (e.g. when checking out pricing and going back without confirming). Good idea, but terrible execution- get it fixed DSB!!!!! :(

Er det for at fremme rejsekortet at disse DSB apps stinker af h. til? Eller er det evnerne det kniber med?

Brugte selv DSBbillet en overgang. Det tog typisk ca. 20min og 4-5 forsøg at bestille en pladsbillet.

  • 3
  • 0
Martin Dahlem

iphone er et tilbageskrit..
den har jo ikke NFC ligesom alle nye Android og Windows Phone telefoner kommer med som standard.
Rejsekortet er jo bygget på NFC så det er da kun oplagt at at Rejsekortet får nosset sig sammen og lavet et NFC app.


Rejsekort har ikke meget at gøre med NFC . Godt nok er NFC en videreudvikling fra RFID, men ved rejsekortet har de slet ikke været fremme nok til at få det med, på det tidspunkt det blev udviklet.

  • 6
  • 0
Peter Sørensen

Er det muligt at tilføje en 'pris-udregner-funktion' i app'en?
Rejsekortet har jo en fuldstændig uigennemskuelig prisstruktur, med skiftende rabatter, alt efter hvilket tidspunkt på døgnet og ugedag, man rejser på.
På rejsekortets hjemmeside er der en prisberegner, - kan man evt indlejre den i app'en, så man inden man påbegynder sin rejse får et estimat af, hvor dyr rejsen ca. bliver. Som det er nu, får man jo først af vide hvad rejsen har kostet når man tjekker ud.

  • 2
  • 0
Finn Aarup Nielsen

Ovre på DR kan man læse "Rejsekortet i udu igen" i dag: http://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/RegionHovedstaden/2013/04/17/172026.htm

Software-problemer kan gøre at folk ikke kan chekke ud: "Flere brugere oplever, at et gebyr på 50 kr. er blevet trukket, fordi udchekningsscannerne er ude af drift." I stedet for automatisk at refundere folk så skal den uheldige bruger selv kontakte Rejsekort Kundecenter og derefter kan der gå op til 3 uger inden man bliver refunderet...

Der er for besværlig og tidsrøvende. Med papkort og andre billetter er det ikke nødvendigt at lave revision af ens konto hver kan man rejser.

  • 5
  • 0
Morten Peder Larsen

Jeg er selv bruger af Rejsekortet (jeg har en smartphone og har prøvet DSB's app)
Jeg har undret mig over følgende forhold:
1: hvorfor bruge NFC?
- Kunne man ikke bruge RF-Id og derved detektere om man var stået på/af bussen blot ved at man entrere/forlader bussen gennem dørene?
2: hvorfor skal man checke ud når man skifter mellem bus og tog?
- Kan systemet virkeligt ikke selv finde ud af og man er kommet fra a til b via en kombination af bus og tog?

Det lugter langt væk af der skal fordeles korrekt mellem DSB og de Andre leverandører og dermed gøres systemet besværligt for kunden men nemt for forretningen.
I begge ovenstående tilfælde ville en RF-Id løsning ved dørene være bedre således at brugeren blot skulle bære kortet og ikke have det op af lommen. Dette setup foreskriver dog at man har konstant penge på sit kort. Men et lille billigt lcd display kunne løse problemet med oplysninger om beløb på kortet og om man havde betalt.

  • 1
  • 0
Erik Wirring

Sådan en App er da en fin ide.
Rejsekortet A/S burde lave den til alle tre platforme. Og gerne med en mulighed for at tjekke ud. Det kunne jo være man var steget af en bus et eller andet sted og havde glemt at tjekke ud.

  • 2
  • 1
Michael Thomsen

Lav en app, som kan:

  • Vise status for seneste rejser (mindst 10): Start (tid+sted), slut (tid+sted), pris
  • Checke ud, når man har glemt det/når standeren ikke virkede
  • Beregne prisen på en ny rejse

Så vil jeg overveje at begynde at bruge rejsekortet.

  • 1
  • 1
Lars Tørnes Hansen

Der er en check ud app til Android der hedder "Tjek-ud Appen" af "DANISH-APPS" - og den virker upåklageligt.

Den har sparet mig for en del 50,- kr i dummebøder samt ekstra dummebøden: Et års forbud mod at bruge Rejekort Personligt, fordi man har fået for mange 50,- kr dummebøder.

Jeg bruger kun Rejsekortet sammen med tog, og jeg ved derfor ikke om appen virker med busser der tager imod et Rejsekort også.

  • 2
  • 1
Peter Kyllesbeck

1: hvorfor bruge NFC?
- Kunne man ikke bruge RF-Id og derved detektere om man var stået på/af bussen blot ved at man entrere/forlader bussen gennem dørene?
2: hvorfor skal man checke ud når man skifter mellem bus og tog?


Til 1: Hvordan vil du sikre, at kun dem der entrere/forlader bussen bliver registreret? Det skal være et meget skarpt afgrænset felt for at det kan fungere. Så er det vist bedre med de få centimeters afstand til kortlæseren.
Til 2: Du skal ikke checke ud ved skift af transportmiddel men checke ind, når du stiger på det næste transportmiddel.

  • 0
  • 1
Peter Kyllesbeck

Er vi nået dertil, at mange er blevet så afhængige/ukoncentrerede, at 'kun' en 'livline' i form af en smartphone kan styre dem gennem det at foretage en simpel rejse (med rejsekort) med et offentligt transportmiddel?
Er det 'nemmere' både at checke ind og aktivere en alarm end at huske at checke ud ved rejsens afslutning.
Og hvad med de nødvendige check ind ved skift til nyt transportmiddel? Skal app'en også klare dem?

  • 1
  • 5
Morten Kierbye

Jeg bryder mig generelt ikke om at bruge mit rejsekort, et er at jeg ikke kender rejsens pris på forhånd, men for et par dage siden skulle vi køre to personer på mit rejsekort med en bus, på vejen ud tog det chaufføren 5 min før han gav op, og jeg tjekkede bare normalt ind. På vejen hjem tog det kun 3 min og det lykkedes rent faktisk chaufføren at tjekke os begge ind.

Jeg fatter ikke at de har lavet systemet så kompliceret at chaufførerne ikke kan finde ud af det, ham det første chauffør fortalte at de havde fået undervisning i det, samt ekstra materialer da de blev ved med at have problemer.
Mon de har testet rejsekort terminalerne med deres brugere inden lancering?

  • 3
  • 0
Peter Kyllesbeck

Rejsereglerne siger:

4.2 Check ind, når du skifter
Hver gang du stiger ind i et tog, et Metrotog eller en bus, skal du checke ind. Hvis du ikke checker ind, betyder det, at
du rejser uden gyldig billet, og du risikerer at få en kontrolafgift.

Men rejsens pris beregnes kun efter start- og slutsted og/eller medgået tid.

  • 1
  • 1
Tim Christoffersen

Hvis rejsekortet helt blev erstattet med en app :-)

Ja, men det er desværre helt utænkeligt. Det vil aldrig ske.
Konsekvenserne af at lave den app, vil jo i sidste ende betyde at det offentlige Danmark har brugt penge på noget fornuftigt... Nej-nej, det vil aldrig ske! ;)

  • 3
  • 1
Tom Arleth

Den ene gang det både er sket at jeg har glemt at at tjekke ind igen ved skift OG der var kontrol på toget, der fik jeg at vide af konduktøren at det var noget de tog 100,- eller 150,- for at hjælpe folk med at få bragt i orden.

Så det er billigere end at køre helt uden billet men dyrere end at huske at tjekke ind igen.

Det koster ikke ekstra at tjekke ind igen - det koster heller ikke mindre, det opfylder bare et kontrol behov hos rejsekortet :-(

  • 0
  • 1
Tom Arleth

1) Polle rejsekortet.dk for oplysninger om at man har tjekket ind.
2) Når en påbegyndt rejse registreres skal brugeren evt spørges hvor han har tænkt sig at rejse hen. (brug af defaults vil være en god ide da de fleste rejser samme vej hver morgen/aften)
3) Når man når sin destination (GPS) skal rejsekortet.dk igen polles efter en status ændring om at man er tjekket ud. Hvis denne ikke kommer senest X meter efter man har forladt stoppestedet gøres brugeren opmærksom på dette.
4) Hvis sidste del af rejsen er med bus skal man i stedet adviseres kort FØR ankomsten, da man ikke altid kan tjekke ud efter man har forladt bussen.

Polling kunne så erstattes af noget med push af beskeder fra rejsekortet.dk når de blev trætte af at servicerer så mange requests :-)

  • 0
  • 1
ab ab

1) Polle rejsekortet.dk for oplysninger om at man har tjekket ind.
2) Når en påbegyndt rejse registreres skal brugeren evt spørges hvor han har tænkt sig at rejse hen. (brug af defaults vil være en god ide da de fleste rejser samme vej hver morgen/aften)
3) Når man når sin destination (GPS) skal rejsekortet.dk igen polles efter en status ændring om at man er tjekket ud. Hvis denne ikke kommer senest X meter efter man har forladt stoppestedet gøres brugeren opmærksom på dette.
4) Hvis sidste del af rejsen er med bus skal man i stedet adviseres kort FØR ankomsten, da man ikke altid kan tjekke ud efter man har forladt bussen.


Det ovenstående er i mine øjne et grotesk overkompliceret design og tydeligvis ikke noget, der er udformet på brugerens præmisser. En almindelig bruger af offentlige samfærdselsmidler må vel antages at foretrække simpliciteten i den nuværende model, hvor man én gang for alle køber et periodekort (eller en billet) og så ikke tænker mere over alt det bøvl med at tjekke ind og ud. Faktisk finder jeg det ret skræmmende, at du som i punkt #2 vedrørende "defaults" overhovedet kan få den tanke, at det skulle være rimeligt at forvente af pendlere, at de tjekker ind og ud hver evig eneste dag.

  • 0
  • 0
Peter Kyllesbeck

En almindelig bruger af offentlige samfærdselsmidler må vel antages at foretrække simpliciteten i den nuværende model, hvor man én gang for alle køber et periodekort (eller en billet) og så ikke tænker mere over alt det bøvl med at tjekke ind og ud. Faktisk finder jeg det ret skræmmende, at du som i punkt #2 vedrørende "defaults" overhovedet kan få den tanke, at det skulle være rimeligt at forvente af pendlere, at de tjekker ind og ud hver evig eneste dag.


Nu kender vi ikke funktionen af det kommende periodekort (rejsekort-type), men det er meldt ud, at det bliver et selvstændigt kort, der ikke kan lægges sammen med det nuværende rejsekort. Det medfører, at man ikke som nu kan 'købe' tillægszoner med klippekort/rejsekort, men enten skal tage hele rejsen på rejsekort (model nu) eller hurtigt checke ud på 'pendlerkort og ind på normalt rejsekort for den ekstra rejse. (Kan måske foretages i en bus men ikke med tog.)

  • 1
  • 0
Tom Arleth

Det ovenstående er i mine øjne et grotesk overkompliceret design og tydeligvis ikke noget, der er udformet på brugerens præmisser. En almindelig bruger af offentlige samfærdselsmidler må vel antages at foretrække simpliciteten i den nuværende model, hvor man én gang for alle køber et periodekort (eller en billet) og så ikke tænker mere over alt det bøvl med at tjekke ind og ud. Faktisk finder jeg det ret skræmmende, at du som i punkt #2 vedrørende "defaults" overhovedet kan få den tanke, at det skulle være rimeligt at forvente af pendlere, at de tjekker ind og ud hver evig eneste dag.

Det har du fuldstændigt ret i. Designet er ikke udformet for at give brugeren de bedste forhold - det udformet for i videst muligt omfang at dæmme op for de uhensigtsmæssigheder der er i rejsekortsystemet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Det koster 50 kr., hver gang man glemmer at checke ud, når man har rejst med rejsekort i Danmark. Det er dumme penge at betale, især hvis man forholdsvis nemt kan blive fri. Det var netop det, Anders Friis tænkte, da han udviklede iPhone-app'en 'Check Ud', der i dag, onsdag, ligger nummer et over mest
downloadede apps i Danmark. Anders Friis går på IT-Universitetet, hvor han studerer til softwareudvikler. Og det var netop med softwareudviklerens hat på, at han gik i krig med app-udvikling. »Jeg var på togtur og skulle mødes med en ven og glemte selvfølgelig at checke ud. Min ven fortalte mig så, at han satte et ur til at ringe, når han cirka ville være fremme. Jeg tænkte som softwareu...