Sletter flere hundrede SOL-brugeres e-mailkonti ved en fejl

Rasende brugere står tilbage med en tom mailbakke efter et lidt for effektivt oprydningsjob på mailserveren bag den gratis SOL-tjeneste.

Alle brugere af den gratis e-mailtjeneste SOL, hvis brugernavn består af tre tegn, har ved en fejl fået slettet alle deres e-mails.

»SKANDALEN med SOL Mailen overstiger netop NU både IC4 togene og diverse andre IT systemer som ALDRIG kom til at virke...Tænker på Arbejdsformidlingens AMANDA system samt POLITIETS som ER trukket tilbage....«

Sådan lyder en af kommentarerne på SOL's debatforum, især efter at virksomheden bag SOL, Eniro Danmark, på SOL's supportside meldte ud, at der ikke var noget at gøre.

»Vi må nu desværre konstatere, at der ikke er mulighed for at redde de mistede mails. Alle mulige løsninger er blevet drøftet og mange afprøvet, men ingen har givet positivt resultat, desværre. Vi er meget kede af, at dette skulle ske, da vi synes, der har været nok problemer med den nye mail, og vores brugere ellers har været meget tålmodige,« skrev SOL support fredag klokken 11.13.

»Jeg synes, at det er hurtigt at melde ud, at man har gjort alt, hvad der kan gøres, efter kun et døgn. Der må stilles krav om, at I forsøger mere end det,« skriver en anden vred SOL-bruger

Eniro: Undskyld...

Kommunikationschef i Eniro Danmark Kristoffer Apollo beklager forløbet over for de ramte brugere:

»Vi er meget kede af det, og vi er meget lidt stolte over det. Sådan noget burde jo simpelthen ikke kunne ske,« siger Kristoffer Apollo til Version2.

Han forklarer, at man natten til torsdag har kørt et oprydningsjob på mailserveren for at slette inaktive mailkonti. I den forbindelse er der sket en menneskelig fejl, der effektivt har slettet alle konti, der består af tre tegn foran snabel-a'et.

»På nuværende tidspunkt har knap 150 brugere henvendt sig om problemet, men vi er stadig i gang med at få overblikket over situationen. Det er som bekendt ikke helt let at analysere data, der er slettet,« siger Kristoffer Apollo til Version2.

Alle løsninger er ikke afprøvet

Han oplyser videre, at den første udmelding om, at alle mulige løsninger var blevet drøftet og afprøvet, ikke holder vand.

»Vi ville gerne informere brugerne hurtigt, men har nok været for hurtige på aftrækkeren til at dømme alt håb ude. Der findes en backup. Vi er i dialog med vores mail-samarbejdspartner og en tredjepart, der er specialister i data recovery, så vi arbejder stadig på højtryk for at løse problemet,« siger han til Version2.

Men hvad er problemet, hvis der findes en backup?

»Udfordringen er, at vi umiddelbart ikke kan genskabe enkeltstående konti ud fra backuppen. Vi ville kunne genskabe hele mailplatformen, men så ville alle andre brugere miste de mails, der er indløbet i mellemtiden. Så det er lidt 'pest eller kolera',« forklarer Kristoffer Apollo til Version2.

Kommunikationschefen oplyser videre, at det er muligt at genskabe alle mails fra august 2012 og bagud, idet Eniro på daværende tidspunkt skiftede mailplatform - og alt indhold ligger stadig på den gamle server.

»Så vi håber, at vi på den eller anden måde kan lykkes med at få stykket brugernes mailbokse sammen. Og nu går vi selvfølgelig både vores procedure og vores backup-procedure igennem en gang til, så vi ikke havner i denne situation en gang til,« siger Kristoffer Apollo til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael N. Jensen

"»Udfordringen er, at vi umiddelbart ikke kan genskabe enkeltstående konti ud fra backuppen. Vi ville kunne genskabe hele mailplatformen, men så ville alle andre brugere miste de mails, der er indløbet i mellemtiden. Så det er lidt pest eller kolera,« forklarer Kristoffer Apollo til Version2."

Det burde vel ikke være et problem bare at genskabe det til et test miljø?, hvis det ikke er muligt, lyder det da som en rimelig elendig backup løsning de har kørt med.

  • 14
  • 0
Palle Due Larsen

»SKANDALEN med SOL Mailen overstiger netop NU både IC4 togene og diverse andre IT systemer som ALDRIG kom til at virke...Tænker på Arbejdsformidlingens AMANDA system samt POLITIETS som ER trukket tilbage....«

Tag dig sammen, få dig et liv eller evt. en backup.

  • 12
  • 0
Leif Neland

SOL kan være en forkortelse for mange ting, der er passende i denne situation:

SOL S***t Outta Luck
SOL Sadly Outta Luck (polite form)
SOL Screaming out Loud
SOL Shoot-Out Loss
SOL System Off Line
SOL Stuff Outta Luck (polite form)
SOL Sorta Outta Luck
SOL Sobbing Out Loud
SOL Somewhat Out of Luck
SOL Swear Out Loud
SOL Shazzam - Outta Luck (Gomer Pyle polite form)
SOL Simply Out of Luck (polite form)
SOL Space-Occupying Lesion (medical)
SOL Standards Of Learning
SOL Sooner Or Later
SOL Statement of Liability
SOL Short on Luck
SOL Shout Out Loud (internet chat)
SOL Shipowner's Liability

:-)

  • 2
  • 8
Anders Christensen

Det må rimeligt at kompensere kunderne økonomisk så de får pengene de har betalt for mailservicen tilbage, det vil jo være ret overkommeligt for SOL :)

Folk må lige tørre øjnene og tage en kiks, det er en gratis service, selvfølgelig kan man tillade sig at forvente at det virker, men derfra og så til at stille krav om at en backup skal fungere osv, for noget man ikke betaler for, det er altså en smule flabet synes jeg :-)

  • 13
  • 1
Martin Kollerup

Tja, hvis man vil have en mail, hvor tingene ikke skal forsvinde, så bør man nok betale for det.

Dem der brokker sig skal nok lige falde ned, og være glade for at have en gratis service stillet til rådighed! De får intet ud af den brok! :)

God karma og god weekend!

  • 2
  • 1
Steen Christensen

Brugeren skal da tage et ansvar for sin egen vigtige information.

Hvis mails er så vigtige at de skal gemmes mere end et par dage, så skal brugeren da gemme en kopi af dokumentet hos sig selv.

SMTP og POP er protokoller beregnet til at transportere og midlertidigt gemme meddelelser indtil modtageren kan logge på mailboxen og tømme indholdet. Ligesom med postkassen ved vejen, skal indbakken også tømmes. At lade sine beskeder ligge i postkassen er da indlysende dumt. Specielt hvis man forlader sig på en gratis og ikke-garanteret service. Det er ikke første gang det er gået galt, og vil med garanti heller ikke være den sidste.

Og med hensyn til backup - e-mail er jo dybest set ikke andet end en elektronisk version af et gammeldags brev. Der er da ingen der kunne drømme om at forlange at postvæsenet skulle kopiere og gemme alle de papirbreve de ekspederer.

  • 6
  • 0
Christian Schmidt

Selvfølgelig har man i sidste ende ansvaret for sine data, uanset om man har dem opbevaret hos en gratis eller betalt tjeneste. Om du så havde købt en hundedyr tjeneste hos professionel backupleverandør, så er det stadig dit ansvar, hvis backuppen en dag er gået op i røg. Men det betyder ikke, at man ikke samtidig med rimelighed kan bebrejde andre, der har bidraget til miseren (selvom sammenligningen med IC4 måske er lige at sætte tingene en anelse på spidsen :-).

Ingen forventer, at en gratis udbyder som SOL har 10 backups spredt over 4 kontinenter. Men at de ikke engang har en enkelt brugbar backup er vel lige skødesløst nok af et firma, der trods alt udbyder e-mailkonti til offentligheden ­– ganske vist uden beregning men dog finansieret af reklamer. Der er trods alt en tjeneste, der drives kommercielt med det formål at tjene penge.

Mon opfattelsen af problemets omfang her i debatten har at gøre med, at der næppe er mange SOL-brugere blandt Version2-læserne. Hvis det var en anden gratistjeneste såsom Gmail eller E-boks, der havde smidt alle brugerdata væk, mon så ikke reaktionen havde været en anden?

Men okay, mht. at uddrage en lære, så kan jeg da ikke være uenig i, at det aldrig skader at tage en backup ekstra :-)

  • 4
  • 0
s_ mejlhede

Hvis det var en anden gratistjeneste såsom Gmail eller E-boks, der havde smidt alle brugerdata væk, mon så ikke reaktionen havde været en anden?

Gmail - Har hvis forsøgt med det lykkes dem at genskabe data, de beklaget hvis at det tog lidt tid.

E-Boks - Det vil gælde mig, hvis det sker.
E-Boks har ansvar sammen med Nemid, at levere beskeder også for det offentlige, så hvis mail forsvinder, så man ikke kan se skat, regninger for renovation og andet, og man der for med rimelighed heller ikke kan forvente at skulle betale dem.
Så vil man måske igen se på rimeligheden i kun at have en ugennemsigtig offentlig løsning og portal. Hvis E-Boks går konkurs hvem står så for at gemme de breve der er sendt, mindst 5 år tilbage i tiden.

  • 1
  • 1
Thomas Hansen

Email er et must idag. Så jeg mener godt man kunne stille et krav om en god backup, eller som minimum et krav om oplysning om hvilken backup løsning en email service har.

Alt bliver sendt på email idag, så email er nok den vigtigste kommunikationsform vi har idag.

  • 1
  • 2
Peter Eriksen

Email er et must idag. Så jeg mener godt man kunne stille et krav om en god backup, eller som minimum et krav om oplysning om hvilken backup løsning en email service har.

"Kræve" og "gratis" er to ord som ikke kan bruges sammen. Man kan ikke kræve noget for en service man ikke betaler for. Men jeg er enig i, at hvis der ikke er backup, så ville det da være god service og oplyse om det.

  • 3
  • 2
Hans Schou

Man kan ikke kræve noget for en service man ikke betaler for.


Jeg benytter mig af services fra Google, og de over-spammer mig med reklamer, snager i mit privatliv og hvad-ved-jeg¹. De giver mig på en måde en følelse af at jeg betaler for denne service, og så er det vel også rimeligt at jeg har nogle krav?

Jeg ved ikke hvordan det er med SOL, men at kalde Google gratis er i mine øjne forkert.

¹ Jeg burde nok være mere bekymret for det jeg ikke ved.

  • 4
  • 1
Mikkel Krøigård

"Kræve" og "gratis" er to ord som ikke kan bruges sammen. Man kan ikke kræve noget for en service man ikke betaler for. Men jeg er enig i, at hvis der ikke er backup, så ville det da være god service og oplyse om det.

Tja. Jeg er enig i, at vi ikke kan kræve alle mulige fancy features. Men der ligger et vist ansvar i at udbyde en tjeneste, gratis eller ej. Ellers har vi i øvrigt også et problem, da utrolig mange tjenester i dag er annoncefinancierede og dermed "gratis".

  • 1
  • 1
Jørgen Richter

Hvad er det, du forventer dig af noget, som intet koster dig, udover en lille smule privatliv ?
Hvis email er så kritisk en del af din hverdag, er der så ikke noget, der siger dig, at du burde "forsikre dig", for at være sikker på at have adgang ?
Hverken Google eller SOL kan drive en serverpark i flere datacentre uden at have en eller anden form for indtægt.

Hvis en service er kritisk for dig, så betal.

Din email er ikke på offentlig støtte.

  • 2
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere