Slet harddisken fuldstændigt med kun én overskrivning

Det er en myte, at der skal mange overskrivninger til, før en harddisk er helt slettet, viser et forskningsprojekt. Én overskrivning er nok.

Når gamle computere skal skrottes, er det ofte et krav i firmaets sikkerhedspolitik, at data ikke bare slettes fra harddiskene, men også overskrives adskillige gange.

Men det er spild af tid at overskrive harddisken gang på gang, med forskellige datamønstre, viser tre forskere, efter at have studeret hvordan data kunne genskabes fra overskrevne harddiske. Det skriver it-mediet Heise Online.

En enkelt overskrivning med rene nuller er nok til at få firmaets fortrolige oplysninger sendt til de evige datamarker, viser forskernes resultater, der blev fremvist på sikkerhedskonferencen ICISS 2008.

Myten om, at disken skal overskrives gang på gang, har floreret i årtier, men stammer fra svundne diskette-tider, forklarer de tre forskere, med henvisning til et ofte hørt råd om at overskrive mindst 35 gange, hvis man vil være sikker på, at ingen bagefter kan gendanne dataene på disken.

Forskerne, med sikkerhedseksperten Craig Smith i spidsen, undersøgte pladerne i overskrevne harddiske under et magnetisk mikroskop af rasterelektron-typen, og nåede frem til, at der efter en enkelt overskrivning faktisk var en mulighed for at gendanne data ? men at det var ekstremt svært og i praksis uden betydning.

Hvis man kendte placering af én bestemt byte, var der 56 procent sandsynlighed for, at den kunne gendannes. Men samtidigt skulle man også kunne placere skrivehovedet i den helt rigtige position otte gange i træk, hvilket der er under én procent chance for. At gendanne mere end én byte efter hinanden var endnu mere umuligt, konkluderede forskerne.

Datagendannelsesfirmaet Ibas har også tidligere forklaret Version2, at det er umuligt for dem at genskabe data, så længe en harddisk bare er overskrevet én gang. Men overskrivningen skal helt ud i krogene, pointerede firmaet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Finn Christensen

hvorvidt data er følsomme eller ej.

Hverdagens almindelige data på personlige og adm. maskiner - overskriv hele disk en enkelt gang. Disken kan genanvendes.

Følsomme data uanset hvad - et 7" søm gennem disken med en hammer, samt efterfølgende klask på spindlen. Disken kan ikke genanvendes, og skal afleveres som elektronikskrammel.

Log ind eller Opret konto for at kommentere