Skype-stifter dømmer Nokia og Europa ude: USA har førertrøjen

Med den laveste markedsandel i 14 år er Nokia gået voldsomt tilbage i løbet af det seneste år. Fra at udgøre en tredjedel af det samlede mobilmarked er virksomheden nu nede på bare en fjerdedel.

Medstifteren af Skype, Niklas Zeenström, er ikke overrasket over Nokias markante tilbagegang. Han mener, at Europa generelt har mistet føringen, når det gælder mobiltelefoner og de systemer, som vi bruger på dem, skriver Børsen.

»Det er ingen europæisk spiller tilbage i Europa på det område,« udtaler han til Børsen.

Han sammenligner Nokia med producenter som Lenovo, Acer og Dell, der blot producerer bærbare computere uden at innovere. Fremtidens udvikling på smartphones og software bliver tværtimod drevet frem af amerikanske Apple og Google.

»Det har skiftet totalt. Europa har et stort marked, vi bruger mobile tjenester, men innovationen har i den grad skiftet til USA i form af platforme på smartphones og operativsystemerne, vi bruger på smartphones,« udtaler han.

Han peger blandt andet på, at Apple ændrede på mobiltelefonfabrikanternes og teleselskabernes tætte samarbejde, der gjorde dem i stand til at lave en række særaftaler på lukkede standarder.

»Det ændrede Apple. De ændrede spillet og gjorde telefonen til en internetplatform, selvom de også har en lukket platform,« udtaler Niklas Zeenström.

Også Håkon Eriksson, der er chef for teknologiudvikling i Ericssons kontorer i Silicon Valley, er enig med Niklas Zeenström.

»Indhold på mobiltelefoner, såkaldte apps, samt udvikling af fremtidens telefoner, finder sted i USA i dag. Nokia var stærk på telefoner til taletelefoni, nu er alt skiftet. Nu diskuterer vi med Google og Apple om fremtiden, hvor vi tidligere talte med Nokia. Derfor er Ericsson i dag tungt placeret i Silicon Valley,« udtaler Håkon Eriksson til Børsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Schulz

...hvis man kigger på smartphone markedet alene. Det er dog sådan at der fortsat sælges lang langt langt flere feature phones og low-end telefoner end smartphones i verden. På disse markeder eksisterer hverken Apple eller google endnu hvorimod nokia har godt fat.
At det går mod flere smartphones, apps osv kan vi godt blive enige om, men at dømme Nokia ude er vist lidt ved siden af.

  • 0
  • 0
Michael Peters

Det er ikke et spørgsmål om at Nokia er død, men nærmere om hvornår. Det er korrekt at Nokia sælger massere af telefoner i low-end markedet, men her er indtjeningen væsentlig lavere, og den falder stadig.

Nokia bliver jo blot en der samler telefonerne og ikke som sådan en innovativ udviklings virksomhed.Efter min bedste vurdering, har de, som tidligere nævnt, været arrogante i en verden med ekstrem hurtig udvikling.

Så kom der en ny direktør, der lige så arrogant som den tidligere, siger at nu er det MS Windows mobile der er sagen.

Hver eneste dag taber Nokia millioner af kroner, fordi de hverken har designet eller en ny "Total lækker" telefon, som alt andet lige er det marked der stiger voldsomt.

OK - måske er Nokia ikke død, men nærmere gået på pension, hvilket også passer meget godt på den nye direktørs alder.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere