Hver dag indsamler din smartphone en guldgrube af sundhedsdata. Den tæller for eksempel dine skridt, når du går, men mange smartphones kan også overvåge dit blodtryk, tracke dine søvnvaner og holde øje med din puls.
Nu vil regionerne have fat i de brugerdata for at kunne give en bedre patientbehandling og lave forebyggende sundhedsarbejde. Det skriver flere medier på baggrund af Ritzau.
Regionerne er derfor i samarbejde med Dansk Industri gået i gang med at undersøge, om sundhedsvæsnet kan hente og bruge dataene samtidigt med, at der opretholdes en høj datasikkerhed.
»Der er rigtig mange borgere, der går rundt med telefoner, ure eller andre former for digitale devices på sig og opsamler data,« siger Stephanie Lose (V), som er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, til Ritzau.
Hun mener ikke, at det vil være et problem, at sundhedsvæsnet får fat i de brugerindsamlede sundhedsdata, fordi brugerne allerede deler de data med for eksempel Apple og Google.