Privacy-ekspert skræmt over lognings-forslag: Dyrt, forfejlet og virkningsløst

Foreslåede stramninger af personlogning bliver meget dyre - og virkningsløse. Det vurderer lektor i persondatasikkerhed Charlotte Bagger Tranbjerg.

»Det tangerer jo skræmmende læsning.«

Sådan lyder vurderingen fra lektor i datasikkerhed ved Aalborg Universitet Charlotte Bagger Tranberg, efter hun har læst Justitsministeriets forslag til, hvordan alle danske borgeres færden på internettet skal logges og overvåges.

Charlotte Bagger Tranberg havde i nogen tid forsøgt at få fingrene i notatet, som i princippet burde være offentligt tilgængeligt. Men først da Version2 i starten af september kunne offentliggøre en kopi at notatet, lykkedes det hende at få adgang.

Nu har lektoren nærlæst notatet og har mildest talt fået noget at tænke over.

Læs også: Dokumentation: Her er Justitsministeriets notat om personlogning

Charlotte Bagger Tranberg mener, at ændringerne i notatet, hvis de gennemføres, vil give en kæmpe ekstraregning til staten og masser af dataophobning, men ingen reel værdi, fordi man let kan undgå at at sætte spor på nettet. Man kan for eksempel etablere en ’tunnel’ til et andet land, hvor man ikke bliver logget, eller bruge hjemmesiden ’hide my ass’.

»Det er altså rimeligt nemt at gemme sig, og alle, der bare har en lille smule forstand på it, kan finde ud af det. Så de folk, som har ikke reelle hensigter, kan jo også læse de her regler, og så finder de bare en måde at smyge sig uden om logningen på,« siger hun til Version2.

Politikere, der stemmer for stramningerne i personlogningsloven, som notatet lægger op til, bruger ofte argumentet om, at man vil personlogge for at undgå terror. Men det argument holder simpelthen ikke, mener lektoren.

»I Norge var det store terrorangreb en enkelt mands værk, og han kommunikerede jo ikke med nogen. Så argumentet holder ikke.«

Data kan genbruges i ukendte sammenhænge

Derfor er Charlotte Bagger Tranbergs bekymring primært, hvordan de her data kan misbruges - ikke hvordan de kan bruges - hvis de bliver indsamlet.

»Min bekymring er, at det er en større grad af overvågning. Det er endnu mere vidtgående end i dag. Ja, man bruger argumentet om frygt for terror, og siger til folk, at 'hvis hvis du ikke har noget at skjule, så kan du ikke have noget imod det her',« siger hun og fortsætter:

»Men der er jo ingen, der ved, om en regering ude i fremtiden ændrer lovene, så alle de her data kan bruges til andre formål end i dag; det er der jo ikke nogen, der tænker på.«

Hvis dataene falder i hænderne på personer med onde hensigter, kan alle mennesker jo blive ofre for spionage og personlig forfølgelse.

Forslagene i notatet er en glidebane, mener hun. For Danmark vil nemlig have lov til at bruge dataene fra personlogningen til alle ’strafbare’ forhold og ikke kun til grov kriminalitet som terror, hvilket EU indtil videre kun tillader.

Hvad der ligger i 'strafbare' forhold, er svært at tyde ud fra notatet, men det kan betyde at for eksempel simpelt tyveri vil kunne efterforskes via data fra persondatalogning, forudser Charlotte Bagger Tranberg.

Ligegyldig dataophobning

Hvis der indføres logning på personniveau på biblioteker og andre offentlige steder, der stiller internet til rådighed følger der yderligere en kæmpe mængde data med.

»Der bliver en betydelig større mængde logning, faktisk omkring 50 procent flere data end i dag, men det er så forsvindende lidt data, der potentielt vil blive brugt. En sådan dataophobning har man ikke tidligere set magen til,« siger hun til Version2.

Hun hæfter sig også ved, at man i notatet vil lave hele udbyderbegrebet om. I dag er udbyderen den, der sælger internetforbindelsen, men hvis forslaget går igennem, vil også institutionen, der stiller internettet til rådighed, blive omfattet af personlogningspligten.

I forslaget står der, at der – i modsætning til i dag, hvor internetudbyderne ikke kompenseres – skal ydes kompensation til dem, der skal indsamle data.

»Det bliver en kæmpe udgift for staten,« lyder den tørre melding fra Charlotte Bagger Tranberg.

Nedenfor kan du læse Justitsministeriets Notat om arbejdsgruppens overvejelser om indførelsen af en ordning med registrering af brugere af internetcaféer, hotspots og internetadgang på biblioteter m.v.
[scribd id=64056833 key=key-rqdwaohy2h2uvd184pc]

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Svante Jørgensen

Vil de [b]stramme[/b] personlogningen?!?! Det er jo fuldstændigt vandvid. I forvejen bliver alle forbindelser man laver til en anden computer på internettet registreret, inklusiv alle hjemmesider en dansker besøger, alle filer man sender, og alle emails (med mindre man bruger kryptering) i mindst 1 år.

Hvis man skulle ændre noget, så skulle denne lovgivning afskaffes og det skulle vedtages ved lov at denne form for pervers spionage af uskyldige er uacceptabelt og i strid med ret til privat kommunikation. Der er ingen forskel mellem dette og at staten åbnede og læste alle private breve - fordi, du ved, det kunne jo være at du var en terrorist!

  • 0
  • 0
claus e. petersen

...til en privat lille fest var der en gæst som kom for skade at bruge husets computer, som ellers blot spillede musik fra TDC-Play, til anderledes landsskadelige formål. Gæsten browsede til youtube og afleverede en kommentar der kunne tolkes som en dødstrussel mod en europæisk statsleder.

  • 0
  • 0
Rasmus Rask

Notatet er dateret 17. juni 2011, altså før vi fik vores nye Radikale videnskabsminister:

Morten Østergaard, it-ordfører fra Radikale Venstre mener, at overvågningen og registreringen af danskerne på nettet bør reduceres kraftigt for at beskytte privatlivets fred.

(http://www.version2.dk/artikel/radikale-venstre-it-overvaagningen-af-dan...)

Så jeg kan da ikke forestille mig andet, end at denne våde Big Brother-drøm bliver arkiveret lodret, alt andet vil være Radikalt løftebrud...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere