Skole-it-systemet Aula åbner for de første lærere

Illustration: sutthinon/Bigstock
Det største offentlige it-projekt i dansk historie, den digitale samarbejdsplatform for elever, lærere og forældre Aula, har nu påbegyndt et pilotforløb med lærere i fire kommuner, som skal teste systemet og give feedback.

Lærere fra fire kommuner har fået tidlig adgang til Aula, den digitale samarbejdsplatform, som skal overtage fra det 15 år gamle Skoleintra. Lærerne skal teste det nye system og give feedback på, hvad der virker og ikke virker.

Det skriver folkeskolen.dk.

Hen over foråret skal der trænes 3.500 superbrugere, og ifølge planen skal alle danske folkeskoler bruge systemet fra det nye skoleår til august.

Danmarks største offentlige it-satsning

Ud over folkeskolerne er det planen, at alle landets daginstitutioner skal på Aula i 2020, hvilket gør systemet til det største offentlige it-system i dansk historie med omkring to millioner brugere.

Aula kommer til at koste 350 millioner kr. for de første otte år, inklusive udvikling og drift.

For at gøre systemet så let at bruge som muligt, er det designet til at ligne sociale medier i udseende.

»Der er ingen kommercielle interesser, ingen profilering af brugerne, ingen likes, ingen reklamer. Aula minder i sit udtryk om et socialt medie, dog med et andet dataetisk grundlag og fokus på elevernes læring og trivsel. Men måden, man laver opslag, uploader billeder og sender beskeder til hinanden på, vil de fleste kunne genkende,« siger projektleder Jakob Volmer til folkeskolen.dk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere