Skatteministeriet mørklægger EFI-sagen over for pressen

I flere måneder har vi forsøgt at få et relativt lille sæt af dokumenter udleveret fra Skatteministeriet. Nu er der - belejligt nok - vedtaget en undersøgelseskommission, hvilket trækker dokumenterne endnu længere fra offentligheden. For der er stadig mange spørgsmål, som vi mangler at få svar på.

Vi har her på Version2, siden vi i juni gik i dybden med bevæggrundene for nedlukningen af inddrivelsessystemet EFI, forsøgt at få aktindsigt i korrespondancen mellem Skatteministeriet internt og Skatteministeriet og Accenture vedrørende analyserapporter om EFI offentliggjort i september 2015.

Ønsket om aktindsigten kom på baggrund af, at Søren Lauesen, professor i offentlig IT på ITU - og den person uden for myndighederne, som utvivlsomt har beskæftiget sig mest med EFI - kunne berette, at der var et misforhold mellem analyserapportens konklusion om at »EFI (og DMI) burde nedlukkes«, og rapportens argumenter for denne konklusion.

Eksempelvis var det et argument, »at man havde to systemer, KMD’s EFI og CSC's DMI (DebitorMotorInddrivelse), som udvekslede data med hinanden. Dette er ifølge Søren Lauesen ganske rigtigt en dårlig idé, men det er faktisk lykkedes at få det til at virke i løbet af de to år«, som vi skrev i artiklen dengang.

Læs også: Professor: Skandalesystemet EFI kunne være fikset relativt enkelt

Derfor er det nærliggende at undersøge, om der kunne være andre bagvedliggende begrundelser for at ville lukke EFI og dermed bestille en EFI(-kritisk) rapport.

Aktindsigten blev hurtigt ændret til en journal-liste, da vores første forespørgsel om selve korrespondancen efter et par forsinkelser blev beskrevet som værende »af for stor karakter«. En journal-liste kan i virkeligheden betegnes som et katalog. Man kan ikke se, hvad der står i selve akterne, man kan bare se, hvilke der er. Derefter skal nye aktindsigter søges.

Mange ubesvarede spørgsmål

Måneden før, at vi trykte en række artikler omkring bevæggrundene, dvs. i maj, begyndte der allerede at være tegn på, at en undersøgelseskommission ville blive nedsat. På trods af, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) afslog, at der skulle graves dybere i sagen, og i vi i stedet skulle »se fremad«, dannede der sig hen over sommeren et politisk flertal.

Og langt hen ad vejen kan det være meget gavnligt at få kastet ordentligt lys over skandalesager som EFI og forholdene i Skat.

Men sådanne kommissioner har dog én meget afgørende konsekvens for offentligheden. For så snart de er vedtaget, bliver alle relevante akter lagt i undersøgelseskommissionens hænder, og det er op til dem at beslutte, hvorvidt der skal gives aktindsigt.

Det betyder, at så længe denne kommission undersøger sagen, er medierne i bund og grund stillet ved siden af. Endnu en aktør i en i forvejen ofte meget langsommelig proces

Læs også: Nyt system til 1,1 milliarder er ikke meget bedre end EFI

I april søgte vi også en aktindsigt i et evalueringsnotat vedr. udbud af it-understøttelse af inddrivelsesområdet for at få nærmere indsigt i, hvorfor Netcompany var valgt til at udvikle den første fase af EFI’s afløser efter en udbudsrunde.

Denne aktindsigt, som højst sandsynligt drejer sig om ét enkelt dokument, har Skatteministeriet endnu ikke formået at udlevere af hensyn til »en række juridiske spørgsmål (…) om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold mv.«.

Ingen forhastede konklusioner, men….

I kommissoriet for undersøgelsen af Skat er det også eksplicit lagt fast, at det skal undersøges, hvilken rolle Finansministeriet har spillet.

Eksempelvis kan det være interessant, både for kommissionen og for os som medie, om der er en kobling mellem Finansministeriets ønsker, stemplingen af EFI som et elendigt Skat-it-projekt, og det forhold, at en række af Skats opgaver er fjernet til fordel for flere nye styrelser.

Læs også: Ny skatte-it-styrelse: For meget knopskydning og dårlig ledelse i det gamle Skat

Her skal eksempelvis Udviklings- og Forenklingsstyrelsen have hovedsæde i København og tage sig af nogle af de samme opgaver, som den gamle afdeling IT og Data i Skat tog sig af tidligere.

Afventer kommissionens kontaktoplysninger

Den første aktindsigt hviler lige nu på, at undersøgelseskommissionen skal godkende, at vi får journal-listen udleveret. Problemet er bare, at Skatteministeriet endnu ikke har undersøgelseskommissionens kontaktoplysninger. Som der skrives i mailen til undertegnede:

»Skatteministeriet afventer undersøgelseskommissionens kontaktoplysninger. Så snart disse er tilgængelige, vil Skatteministeriet indhente undersøgelseskommissionens samtykke til udlevering af dokumentet.«

Skræksceneriet er, at samtlige aktindsigter er ‘traineret’, siden den første politiker sagde ordene 'undersøgelseskommission', 'EFI' og 'Skat' i samme sætning i håbet om, at en undersøgelseskommission kunne holde oplysningerne væk fra offentligheden.

Man kan få den tanke, at undersøgelseskommissioner til tider kan være et belejligt redskab for at få medierne til at glemme 'besværlig' historier om skjulte politiske dagsordner.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
Claus Juul

Men sådanne kommissioner har dog én meget afgørende konsekvens for offentligheden. For så snart, de er vedtaget, bliver alle relevante akter lagt i undersøgelseskommissionens hænder, og det er op til dem at beslutte, hvorvidt der skal gives aktindsigt.

Det lyder mærkeligt, det er trods alt digitale journaler og ikke papir journaler, så der kan vel stadig søges aktindsigt hos SKAT.

Denny Christensen

Det er fair at en undersøgelse kan finde sted i fred og ro. Men offentlighedsloven og den generelle tendens til 'af hensyn til..' et eller andet pladder at afvise indsigt er i mine øjne et demokratisk problem.

Hvem kigger på befolkningens vegne på hvor vidt afvisningen af at udlevere information er sagligt begrundet og ikke et forsøg på at dække over tingene? Og jeg spørger fordi jeg ikke ved det - er der en instans (uvildig så vidt det er muligt) der dobbelttjekker?

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017