Skat skal skrotte hele 25 it-systemer og erstatte dem med nye for at efterleve den nye toldforordning fra EU (EUTK).
Af et jobopslag fra Udvikling og Forenkling i Skat fremgår det, at man er nødt til at udskifte og skrotte de primære it-systemer på toldområdet for at blive blive klar til de nye regler.
»På toldområdet betyder EU's nye toldforordning (EUTK) væsentlige ændringer, der medfører udskiftning af hovedparten af den samlede it-portefølje på toldområdet, så medarbejderne i Toldstyrelsen kan arbejde effektivt og sikre korrekt toldprovenu, gode vilkår for erhvervslivet, sikkerhed ved vareimport samt generelt regel-compliance,« hedder det i jobopslaget efter en dataarkitekt til det såkaldte Implementeringscenter for Told (ICT).
Det var oprindeligt meningen, at EUTK - og dermed også de ny it-systemer - skulle være fuldt implementeret i 2020. Det er siden blevet revideret, så bagkanten nu hedder 2023.
Implementeringscenter for Told blev etableret i 2016 for netop at stå for implementeringen af de nye toldregler - herunder udviklingen af de nye it-systemer.
I en investeringsplan fra dengang kalder Skatteministeriet projektet for »en af de største it-udviklingsopgaver i staten nogensinde«, ligesom det fremgår, at man dengang vurderede at skulle investere næsten en milliard kroner i modernisering af toldområdet fra 2017 til 2020.
Ifølge Version2s oplysninger er det i dag uklart, hvor mange penge der ender med at blive postet i it-moderniseringen af det danske toldsystem, og der er endnu ikke lavet udbud på de nye it-projekter.
Den mest omfattende opgave bliver at erstatte det nuværende system til at håndtere import - det vurderes i et informationsark fra ICT til at have meget høj kompleksitet og kun moderat forretningsmæssig og teknisk kvalitet.