Skat har fundet »graverende beregningsfejl« i den sidste test før implementering af en række ændringer i Motorregistret.
Det skriver Skat i et nyhedsbrev.
Regnefejlen sker, når Motorregistret genberegner afgiften for leasingbiler – en beregning, som er blevet ændret af den såkaldte Bilpakke, der blev vedtaget i Folketinget i november og har haft effekt siden oktober.
Fejlen betyder, at Skat nu har udskudt en række ændringer i Motorregistret, der skulle have været udsendt 30. januar.
Læs også: Udvikler undersøgte fejl på hjemmeside og fik adgang til personoplysninger fra Motorregistret
»Vores It-leverandør arbejder på højtryk for at udbedre fejlene,« beretter Skat om fejlene, der ikke beskrives nærmere.
»Der kan dog pt desværre ikke siges noget om, hvornår de omhandlede ændringer kan forventes implementeret i Motorregistret.«
Motorregistret leveres og driftes af Netcompany.
Betydelige ændringer
Skat udsendte allerede 23. januar et nyhedsbrev om Bilpakken.
I den forbindelse oplyste Skat til Version2, at de ændringer som loven kræver er teknisk komplicerede fordi de »påvirker hinanden, hvorfor systemændringerne nødvendigvis skal ske i en bestemt rækkefølge for at sikre korrekte slutresultater.«
De it-ændringer, arbejdet kræver, er betydelige, skriver Skat.
»Der er ikke blot tale om opdatering af satser mv., men også implementering af nye regler om bl.a. genberegning af afgiften for udlejningskøretøjer samt afskaffelse af reglen om, at den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer ikke kan overstige værdien som nyt,« oplyser Skat i en mail til Version2.
25.000 manuelle genberegninger
Foruden problemer med fejlberegninger, betyder lovændringen, at Skat skal lave manuelle genberegning af ca. 25.000 ekspeditioner.
Det er nødvendigt, fordi Skat ikke må lave ændringer i it-systemerne eller lave genberegninger før en lov er endeligt vedtaget. Omvendt får ændringer i registreringsafgiften effekt, når de foreslås – og ikke når de vedtages.
Det giver i dette tilfælde en periode på ca. halvanden måned - 3. oktober til 16 november - hvor bilerne er solgt til kunder med nye afgifter, men behandlet af Skat efter de gamle afgifter.
Regnearbejdet er gået i gang forsikrer Skat. De første omberegninger forventer myndigheden at have færdig i denne måned.
Derefter er er det planen at langt de fleste tilbagebetalinger vil være gennemført inden udgangen af første kvartal 2018, oplyser Skat.