I en pressemeddelelse gør Skat opmærksom på, at man fortsat vil bruge links i mails. Beslutningen er taget for at gøre det nemmere for borgerne at navigere rundt på Skats hjemmeside.
»Vi vil gerne gøre det så nemt som muligt at tjekke sin årsopgørelse og få svar på spørgsmål om skat. Her kan e-mail med link være en stor hjælp,« udtaler kontorchef i Skatteministeriet, Henrik Kähler.
Skat vil dog ikke sende links ud, som fører direkte til login-sider, da det strider mod Digitaliseringsstyrelsens retningslinjer om links i e-mails.
Tænk dig om
Henrik Kähler opfordrer borgerne til at tænke sig om, før man klikker:
»I vores e-mail om årsopgørelsen for 2011 gør vi opmærksom på, at sider fra SKAT altid har domænenavnet skat.dk eller toldskat.dk i adresselinjen. Det indikerer, at man er kommet til den rigtige side,« udtaler Henrik Kähler.
Rådet for Større IT-sikkerhed har tidligere kritiseret brugen af links i mails, fordi det gør det nemmere for it-kriminielle at føre borgerne ind på falske sider, som stjæler login-oplysninger.
»Hvis nogen laver en phishing-mail, som ligner Skats, så kan de jo skrive præcis det samme, som Skat har gjort, men lave et link, som i stedet sender folk til en phishing-side. Det vil sige, at man som borger ville være ilde stedt til at vurdere, om det her er en legitim Skat-side eller ej,« siger formanden for Rådet for Større IT-sikkerhed, Christian Wernberg-Tougaard.