Skat efter kritik af PDF-løsning: Windows 8 tog os på sengen
Når de danske skatteborgere i disse uger henter forskudsopgørelsen fra Skat.dk, og bliver mødt af kravet om at bruge Adobe Reader, skyldes det, at Skat først tæt på deadline opdagede, at Windows 8 i PDF-sammenhæng opfører sig anderledes end Windows 7.
Microsofts nye styresystem, som kom på markedet den 26. oktober - men som har været offentligt tilgængelig i en gratis preview-version siden 1. juni - har nemlig en ny, indbygget PDF-læser, som ubemærket gemmer en cache-version af dokumentet lokalt, på samme måde som andre PDF-læsere kan finde på at gøre det.
Det åbner for et potentielt læk af fortrolige skatteoplysninger, hvis flere personer deles om en computer, men problemet blev opdaget ’relativt sent på efteråret’ hos Skat, fortæller kontorchef Søren Kjær Jensen til Version2, som en forklaring på den kritiserede løsning, som Skat endte med.
Valget blev en hurtig løsning, der sikrer mod lokale cache-kopier, men som til gengæld kræver, at borgerne bruger Adobe Reader eller de indbyggede PDF-læsere i Chrome og Safari, og det har givet bøvl især for Linux-brugerne. Og både bøvlet og princippet i, at Skat skal bestemme over borgernes valg af software, har medført mange protester i debatten på Version2.
Omvendt peger kontorchefen på, at Skat kun har modtaget mellem 50 og 100 klager eller supportspørgsmål om den nye PDF-løsning, og at over 99 procent af brugerne uden problemer får vist PDF’en med forskudsopgørelsen.
Her følger Skats svar på kritikken af PDF-løsningen:
Mange har været utilfredse med, at I vil bestemme hvilken software, man kan bruge til at åbne et PDF-dokument, som er et åbent format. Kan du forstå den kritik?
»Ja. Jeg kan sagtens forstå, at nogle synes, at det har karakter af, at vi skal diktere, hvad folk skal bruge af software. Men vi er ikke ude i at diktere, at folk skal bruge noget, som ikke er frit tilgængeligt og gratis at downloade. Så vi vil fastholde, at vi ikke påfører folk nogle udgifter, men selvfølgeligt kan vi godt se, at det giver nogle ulemper. Som jeg tidligere har fremført er det sikkerheden som gør, at vi har foretaget de begrænsninger.«
Hvorfor får man ikke bare et link til at downloade den PDF, hvis man ikke har den software, I kræver?
»Det er klart, at vi løbende overvejer, hvad der er af alternativer og gode idéer. De forslag, vi får, bliver løbende overvejet. Hvis vi oplever, at vi kan implementere dem, vil vi se, hvad vi kan gøre. Den løsning, vi har nu, oplever vi stadig som den bedste/mindst problematiske løsning. Er der noget, som vi kan gøre, vil vi selvfølgeligt gøre det. Men jeg vil ikke love noget her, om hvad vi kan gøre på den korte bane.«
Der var også forslag om, at I viste skatteoplysningerne i HTML i stedet for PDF.
»Så er vi ude i en massiv omlægning, som vi både skal investere i og bruge tid på. Det er ikke umuligt, at vi på den lidt længere bane vil gøre det. Men det man skal have forståelse for, er, at problemstillingen blev meget markant ved, at vi får introduceret Windows 8. Og det er ikke for at give Microsoft skylden. På et forholdsvist sent tidspunkt i efteråret blev vi klar over, at nu er det ikke bare en lille udfordring, men potentielt en stor udfordring. Så vi skulle lave en løsning på en relativ kort bane. Det betyder, at vi har lavet en løsning, som for os at se var den optimale under de gældende omstændigheder.«
Der er regler om, at man i det offentlige skal bruge åbne standarder, og det er PDF/A. Men når I så kræver, at man bruger bestemt software - som måske er gratis, men som nogle ikke ønsker af sikkerhedshensyn - er det så ikke et brud på den politik?
»Jeg vil ikke ind og forholde mig til den diskussion. Det er Digitaliseringsstyrelsen, som sætter normen for det offentlige, og i givet fald vil vi også læne os op ad, hvad Digitaliseringsstyrelsen måtte komme frem til i relation til det her. Så vi er opmærksomme på det, du anfører, men p.t. har vi valgt, at vi med de sikkerhedsmæssige overvejelser, vi har, har valgt at implementere den løsning. Også selvom det måtte have en mislyd i forhold til åbne standarder.«
Søren Kjær Jensen peger også på, at selvom nogle har haft problemer med den nye løsning, er det ikke en stor andel af Danmarks befolkning.
»Der er 4,5 million danskere, som fik deres forskudsopgørelse. Så vil jeg anse et sted mellem 50 og 100 henvendelser som forholdsvist småt. Det er hvad, vi har fået - ganske få direkte mails til os, og så nogle til vores kundecentre, hvor der både er henvendelser om konkrete problemer og en mere generel kritik. Vi kan se i vores statistik, hvor mange af dem, der logger ind, som får vist deres forskudsopgørelse, og der er vi oppe over 99 procent. Så hovedparten af den danske befolkning har ikke nogen problemer med at få vist forskudsopgørelsen, uagtet at vi har lavet nogle restriktioner om valg af PDF-viser.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.