Statens advokat, Kammeradvokaten, har i en analyse af de juridiske aspekter af Skats fælles inddrivelsessystem EFI fundet, at det fordyrede offentlige it-system forbryder sig mod mange aspekter af dansk lovgivning.
Onsdag kan Berlingske, der har adgang til analysen, så berette, at EFI også systematisk har krænket privatlivet hos en række danskere ved ukritisk at indhente oplysninger om privatøkonomien hos en lang række danskere, som slet ikke skylder penge til myndigheden. Det er ifølge Kammeradvokaten i strid med persondataloven
Systemet er sat op til løbende at indhente oplysninger fra en række øvrige myndigheder og offentlige registre om skyldneres private forhold for at kunne beregne, om de er i stand til at betale af på deres gæld til det offentlige.
Problemet er, at EFI ikke sletter skyldnere, når gælden er betalt af eller forældet, så de løbende økonomiske oplysninger bliver fortsat indhentet og gemt i Skats databaser.
EFI registrerer også løbende om tidligere skyldnere modtager børnefamilieydelse og indhenter i den forbindelse data om ‘kundens barn og barnets anden forælders folkeregisteradresse’, skriver Kammeradvokaten ifølge Berlingske.
Det betyder altså at både børn og voksne, der potentielt set aldrig har skyldt det offentlige en krone, heller ikke kan se sig fri for at blive registreret i systemet.
Ifølge Kammeradvokaten er indsamlingen i strid med persondataloven, da den sker efter et ‘nice-to-have’-princip og ikke følger grundpræmissen om at opbevare så få data om borgerne som muligt.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er opmærksom på de omfattende retslige problemer, som de seneste dage er kommet frem om systemet, og fortæller til Berlingske, at funktionaliteten omkring den automatiske indsamling tirsdag blev lukket ned hos Skat.