ITU-professor: Dårlig ledelse bærer en stor del af ansvaret for EFI-katastrofen

Urealistiske forventninger, elendig kommunikation, manglende viden og overblik og generelt dårlig ledelse var grundene til, at EFI-sagaen endte, som den gjorde.

Rettet klokken 23:13 Selvom meget af dækningen af EFI-skandalen har antydet det, så er det ikke nødvendigvis KMD, som skal bære ansvaret for, at det milliarddyre it-projekt fatalt stødte mod grund. Langt fra faktisk.

En ny rapport, forfattet af professor på IT-Universitetet Søren Lauesen, kaster lys over en ledelse, som i høj grad undervurderede kompleksiteten af de systemer, som skulle samles i EFI. Den baseres på andre rapporter fra henholdsvis Skatteministeriet, Rigsrevisionen og Accenture Consulting.

I den berettes der om manglende kommunikation mellem udviklere, leverandør og staten, og urealistisk høje forventninger til, hvad der i realiteten kan digitaliseres.

Det ledte til den situation, som vi sidder med i dag, hvor stikket er trukket til EFI og danskernes gæld til det offentlige er på 100 mia. kroner.

100 milliarder …

Vi har efterhånden nævnt EFI så mange gange, at der kan være en risiko for, at man egentlig har glemt, hvad formålet med systemet var. EFI skulle centralisere gældsinddrivelse fra alle statslige og kommunale myndigheder og samle dem ved Skat. Derefter – hvilket i praksis blev inden – skulle systemet så erstatte medarbejderne, så man også kunne spare på det.

Læs også: EFI-katastrofen ruller videre: Skat må vinke farvel til 80 milliarder kroner mere

Der var ganske vist også behov for det. På daværende tidspunkt havde Told og Skat 71 it-systemer, som arbejdede sammen med 97 eksterne aktørers systemer gennem 453 forbindelser. Et sandt virvar.

Oprindeligt satte man 2,5 år af til projektet, som skulle koste omkring 144 millioner kroner. Efter 8,5 år igangsatte man den første del af EFI, og to år senere lukkede man hele projektet ned. Da den første del blev igangsat, var man oppe på en pris på 600 millioner kroner, og 100 milliarder i gæld, som ikke var blevet inddrevet.

Vage jobbeskrivelser

Da man i starten af 00’erne satte projektet til udbud, var jobbeskrivelsen meget svag.

Det primære mål for EFI var ifølge rapporten »effektiv gældsinddrivelse,« og målet for platformen var at »indkøbe og igangsætte en ny integrationsplatform som for eksempel vil forbedre kommunikationen mellem Skats it systemer.«

Læs også: Ni djøf'ere og én fhv. KMD-direktør skal stoppe it-skandaler: »Der kommer intet banebrydende«

Der var ikke nogen indikation af, hvordan man skulle måle dette, og under projektet ændrede Skat heller ikke andet end den forventede pris, ej heller overvågede, hvordan man stod i forhold til målene.

Ingen kommunikation med udviklerne

I rapporten fremgår ledelsen i Skat i det hele taget lidet kompetente. Det beskrives blandt andet, hvordan udviklere beretter om dårlig kommunikation mellem ledelsen i Skat og dem selv.

Den eneste kontakt var projektlederen, som ifølge rapporten »hurtigt blev absorberet af det politiske spil i den øverste ledelse.«

Samtidig fortælles det også i rapporten, at ledelsen ikke forstod de virkelige problemer bag den konstante efterspørgsel for yderligere finansiering. Ofte blev skylden lagt over på leverandøren (KMD), og det er da også en gængs opfattelse i dag, at de bar en stor del af skylden.

Urealistiske forventninger

En pantefogeds arbejde består ikke af blot at klikke på en knap, sende et brev og så hente gælden ind. Ofte skal der tages specielle hensyn, som et it-system ikke nødvendigvis er i stand til.

I rapporten kommer Søren Lauesen med eksemplet, at hvis en gældssat alkoholiker er kommet på rette fode og har fået arbejde, er det ikke nødvendigvis det bedste tidspunkt at inddrive gælden på. Her bør man vente lidt, så vedkommende kan få styr på livet, inden man presser ham yderligere.

Sådanne undtagelser er et automatiseret gældssystem ikke i stand til at udføre, hvilket blot tilføjede ekstra til projektets stigende kompleksitet og pris.

Eksperter ville ikke samarbejde

Hvis man slår definitionen på at sælge skindet før bjørnen er skudt op, så bør der fremover være et helsides portræt af Kristian Jensen (V), den daværende skatteminister som fyrede [læs: afskedigede] 2500 medarbejdere i 2006, et år efter projektet var sat i gang.

For det blev hurtigt klart for analytikerne, at der ikke blot fandtes en lille håndfuld gældstyper, hvilket man ellers forventede.

Læs også: Skats forfejlede it-system skaber mulighed for snyd med vandregningen

Ifølge rapporten havde udviklerne kun kigget på simple »flows« for gældsinddrivelse, og »man regnede måske med en 20-30 stykker,« står der i rapporten.

Det viste sig dog, at der nærmere var tale om 500 forskellige slags gæld, som alle havde deres egne undtagelser og regler. Skat havde allerede eksperter på disse områder, som kunne have hjulpet udviklerne, men ifølge rapporten ville de ikke samarbejde, hvilket ledelsen ignorerede.

Men med lidt teknisk og juridisk snilde, blev de kogt ned til omkring 400 typer.

Fremfor at sætte EFI op til nogle af gældstyperne, og så rulle det ud løbende, skulle systemet være fuldt klart med det samme. Man havde jo fyret dem, som kunne klare de resterende manuelt.

Resultatet var, at det blev enormt svært at afprøve systemet, samtidig med, at gælden til Skat fortsat med at stige, uden at man reelt kunne inddrage den.

Uventet kompleksitet

Øjensynligt kom kompleksiteten af inddrivelsesreglerne bag på Skat såvel som leverandørerne. Rapporten beretter om et enormt ark, som analytikerne satte sig for at sammensætte.

I arket lavede man en række med de 400 gældstyper, og en anden række med 600 regler, som gjaldt for de forskellige gældstyper. Derefter krydsede man af, hvilke regler der passede på gældstyperne. Dette gjaldt både for ansatte ved Skat, men også alle de eksterne afdelinger, som sendte oplysninger ind - heriblandt afdelinger i kommunerne og transportsektoren.

»Skat insisterede på, at det var brugernes eget ansvar at vælge den korrekte gældstype (ud af 400 mulige) og give den nødvendige dokumentation. Systemet tjekkede ikke noget,« skriver Søren Lauesen i rapporten.

Fejlagtige konklusioner

Da man så endelig afprøvede EFI, viste det også, at systemet langt fra var klar. Man igangsatte 9.700 tests, hvoraf 5.700 lykkedes, 3.400 fejlede og 600 ikke blev testet.

Ledelsen konkluderede, at halvdelen af systemet fungerede upåklageligt, og skød det i gang.

Ingen satte sig for at tjekke, om de testcases egentlig omfattede alle funktionerne og var fyldestgørende.

Det var på trods af, at udviklerne flere gange advarede ledelsen om problemet. Senere hævdede de, at de aldrig var blevet informeret.

Vi gør det igen, bare bedre

Men det var godt nok, og systemet blev rullet ud i 2013, og efter adskillige fejl, nedbrud og generel besvær, så trak man det tilbage i 2015.

Her var der brugt omkring 1,5 milliarder kroner på det, og yderligere 100 milliard kroner i gæld var ikke blevet inddrevet. Nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V), kom for nyligt med den beklagelige nyhed, at vi nok ikke skal regne med at se 80 af de 100.

Læs også: Skat godt på vej med EFI-afløser: Det skal gå stærkt, for milliardgælden vokser

I et forsøg på at rette op på skaden, har man hyret 1000 medarbejdere til Skat, og den nye udgave af EFI skal ikke dække over alle gældstyperne, men foreløbigt kun de vigtigste.

Det kunne man have gjort

Søren Lauesen kritiserer ikke udelukkende i rapporten. Der er også plads til forslag til, hvordan man kan imødegå de problemer, som de stødte ind i under projektet.

Et væsentligt råd er at undersøge brugernes arbejdsgang ordentligt, inden man begynder at udvikle for meget. Man skal kortlægge “hvem der gør det, hvornår de gør det og hvorfor de gør det:” Denne analyse manglede i beskrivelsen af EFI projektet.

Han påpeger også, at det »altid er risikabelt at igangsætte et stort system.« Derfor bør man i stedet starte i det små, og efterfølgende brede det ud over hele landet. Som han skriver:

»Vi kan nemmere hjælpe en lille gruppe af brugere og så forbedre processen over de næste mange år.«

Han påpeger dog, at dette kan have ekstra omkostninger, da man nogle gange kan være nødsaget til at holde både det nye og gamle system i gang samtidig. Men dette skal ses i lyset af den mindskning af risici, som man får ud af det.

Rettelse: Der var tale om 400 rækker og 600 søjler i det omtalte regneark, og altså ikke 700 søjler, som det før fremgik

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (31)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

Hvis man vil være med til at kræve dette afdækket - hvad var/er uduelighed, hvad var/er politiske rævekager, hvad var/er direkte samfundsundergravende virksomhed - så kan man skrive under her
https://www.skrivunder.net/skattekommisionnu

Artiklen er interessant, og giver en del af historien - men forklarer vel ikke, hvorfor man var så længe om at se katastrofens fulde omfang - selv da man blev advaret.

Kristian Mandrup

Jeg var en af IT arkitekterne på EFI i ca. 6 måneder, indtil det gik i politisk/juridisk hårdknude. På det tidspunkt var løbet for længst kørt og alle skibene på vej til at synke. Hovedproblemet er ALT for STORE projekter, som det offentlige, uden særlig IT kompetence slet ikke kan styre. Kravspecs på +30k sider. Come on!

Desuden kørte man stadig klassisk vandfaldsmodel + GANT diagrammer med millimeterpræcision. Når først nogle enkelte trin blev forsinket sank hele flåden af skibe sat i søen... Alt for mange dependencies, selv med en service (SOA) tilgang.

Det offentlige burde have en eller flere centrale professionelle IT projekt organisationer med ca. 500-1.000 IT eksperter der styrer mini projekter i små teams, med genbrug af micro services og UI komponenter på tværs af systemer.

IT bliver stadig betragtet som en utility funktion, noget der kører nede i kælderen på et par servere og kan administreres og styres eksternt. Ikke som en kritisk del af kerneforretningen. Sålænge det er tilfældet vil det altid gå galt.

Allan Astrup Jensen

Mht. sundhedsplatformen har man heller ikke på forhånd kortlagt arbejdsgangene ordentligt og fyrer personale, inden systemerne virker.
Det gjorde man heller ikke ved tidligere IT skandaler. Problemet er nok, at politikerne vil have de lovede besparelser med det samme, og at administrationen og de medarbejderne på gulvet, der er tilbage, har fuldt op at gøre med andre ting, så de ikke har tid til ordentlige forberedelser af det nye IT system.
Det er desværre sjældent, dem der har ansvaret og vist sig inkompetente, som bliver fyret; de bortforklarer overfor vælgerne og kollegaer og bliver forfremmet til endnu vigtigere poster.
Det er sigende, at de to skatteministre fra Venstre, der nok har størst andel i SKATs deroute, senere blev henholdsvis Stats- og Finansminister.

Mikael Ibsen

er der selvfølgelig røget ufattelig meget knowhow ud med badevandet, så Skat i dag står stærkt stækket, og kun lige akkurat - og endda næppe det - kan klare dagen og vejen.

Manglende kapacitet til intern kontrol synes fx. at være en af de tungere forklaringer på de efterhånden adskillige bedragerier, Skat har måtte døje med i den seneste tid.

Under disse forhold har udsigten i sin tid til EFI systemet sikkert fungeret som et mantra, som alle lænede sig opad, formodentligt for en dels vedkommende vel vidende, at det nok ikke kom til at fungere bedre end den viden, man lagde i det.

Og den viden havde man utvivlsomt tabt adskilligt af under nedskæringerne.

Da profetierne så gik i opfyldelse, må man formode, at den daværende ledelse, har valgt at vende det blinde øje til i håbet om, at smålapperier ville lette lidt på problemerne.

Samtidig har der ikke været noget form for politisk støtte at hente i form af kapacitetsforøgelse, for så måtte politikerne jo vedgå deres afgrundsdybe uvidenhed om det, de var valgt til at styre - og mangel på evne til at fatte, at der faktisk eksisterer en ikke-virtuel verden udenfor Christiansborg.

Man får, hvad man betaler for - og det gælder også skatteministre.

Ufatteligt, at denne selvfølgelighed ikke er sevet ind og har resulteret i handling hos bare een i den lange række af skatteministre, vi har haft i de senere år. Det er da for Pokker med skattemidlernes fordeling som værktøj, der skal fedtes for vælgergrupperne til næste valg - og så er vel ganske bekvemt, at have noget at fordele af. Men heller ikke det,er blevet forstået.

Man sultede i stedet gåsen, som lagde guldæg, ihjel.

Men hallo - klart nok; når man bruger det meste af sin tid til at skændes, slås, og nedgøre alle andre i alle andre partier, kan det jo godt være lidt svært også at nå det, man er egentlig ansat til.

Anne-Marie Krogsbøll

Man kan netop nu i folketingssalen høre Kristian Jensen fortsætte med at insistere på, at det er bedre at blive ved med at kæmpe for at indrette skattesystemet så enkelt, at intet (eller meget lidt) kan gå galt i befolkningens egne indberetninger, end det er at sætte flere skattemedarbejdere af til at hælpe med kontrol og inddrivelse.

Forebyggelse er selvfølgelig en god ting - men Kristian Jensens tilgang betyder jo dybest set, at man fortsat ønsker at høste gevinster, som slet ikke er indtruffet endnu. For der er stadig ikke styr på Skat, og pengene fosser stadig ud. Man har stadig "høstet" flere tusinde medarbejdere ift. bemandingen inden det begyndte at gå drastisk ned af bakke, dvs. høstet, inden effektiviseringerne er indtrådt. Og det ønsker man så at blive ved med.

Hvorfor ikke vente med at "høste" disse medarbejdere, til man faktisk har fået indrette skattesystemet så enkelt, at der ikke er så meget at kontrollere og inddrive mere?

Jensens argumenter viser, at man ikke har ændret holdning på de punkter, hvor det de sidste 10 - 15 år er gået grueligt galt. Man mener det samme, har intet lært, og fortsætter i samme skure. Det giver mig mistanke om, at hele forløbet ikke blot er en "fejl" og jubeloptimisme.

Vi må have stoppet denne galimatias - skriv derfor under på kravet om dybdeborende skattekommision i linket ovenfor.

http://www.ft.dk/webtv/video/20161/salen/95.aspx

René Nielsen

At ledelsen bærer den største del af ansvaret – er utvivlsomt, men når det er sagt, så forbavser det mig, at mange steder i det offentlige har en ”det er i orden at jeg ikke gør mit arbejde kultur”.

Jeg har mere end en gang prøvet at deltage i møder, hvor de offentligt ansatte som skal leverer kritisk input dukker op til mødet og straks siger ”Jeg har ikke læst den rapport som mødet handler om”, selvom de måske har haft 2-3 uger til at læse rapporten og mødets formål netop var igangsætning af en udviklingsopgave efter input fra de mennesker som ikke havde tid til at læse rapporten på måske 15-20 sider. For det er ikke alt som fylder tusindvis af sider.

På mødet sidder deres chef og ganske ofte også chefens chef.

Jeg ved ikke hvilken planet de offentligt ansatte kommer fra, men som leverandør er man jo nød til at fakturerer den slags ”tomgangstid” og det er der en forståelse for, både hos chefen og chefens chef.

Så hvis omkostninger og tid skrider, så er det ikke kun ledelsens ansvar. Det er kulturbestemt.

IT projekter ”skal gøre ondt” – fordi de mennesker som skal leverer input til IT-projektet, er dem som den ”daglige forretning” mindst vil undvære. Derfor ”blæser man og har mel i munden” på samme tid.

Og det behøver man ikke være professor for at finde ud, hvorfor det går galt – hver eneste gang.

Anders Andersen

Det må være ledelsen i Skat der er ansvarlig for at 100 Mia udestår at blive betalt.
Det kan man ikke forklare med et mindre godt fungerende system.

Ledelsen burde følge et forsigtighedsprincip m.v. og "manuelt" sikre at det væsentlige i opgaven - at inddrive 100Mia - blev løst med eller uden IT.

En enkel kalkyle - at ansætte/leje 1000 mennesker til at inddrive ville højt sat koste 1Mia/år - de ville måske kunne inddrive 10Mia o.s.v. Det kunne være en god business case.
Nok for denne gang :-)

Kristian Sørensen

At ledelsen bærer den største del af ansvaret – er utvivlsomt, men når det er sagt, så forbavser det mig, at mange steder i det offentlige har en ”det er i orden at jeg ikke gør mit arbejde kultur”.

Fra side 18 i rapporten. Kapitlet om politiets PolSag:

In order to support the police, Scanjour would look at the present work processes of the police to see how they could be supported. This was the way Scanjour normally worked.

At the first workshop with the Police, 40 policemen turned up. They couldn't tell what their work processes were. They were confidential, they said.

As the Police admits today, they didn't know their work processes and had never tried to describe them. The confidentiality was just an excuse.

The supplier's developers had been security cleared, so confidentiality wasn't an issue anyway.

Hvorfor finder vi skatteydere os i at betale løn til offentligt ansatte der opfører sig sådan på jobbet?

Jeg har selv, ligesom René Nielsen, siddet til adskillige møder med offentlige kunder hvor noget lignende udspillede sig. Det er desværre ganske udbredt.

Albert Nielsen

"Skat havde allerede eksperter på disse områder, som kunne have hjulpet udviklerne, men ifølge rapporten ville de ikke samarbejde, ..."

Det tror da pokker, at de ikke følte trang til at deltage i "Nu forklarer du, hvordan man gør, og umiddelbart efter afskediger vi dig".

Albert Nielsen

Det er sådan set præcis den slags rapport jeg håber at se vores kommende IT-havarikommision udgive.

At Søren Lauesen er selvskreven til jobbet siger sig selv.

Så det betyder næsten sikkert, at han er udelukket. Vi skulle jo nødig have dygtige og indsigtsfulde fagfolk med på holdet.

Ni DJØF'ere og én fhv. KMD-direktør skal stoppe it-skandaler

https://www.version2.dk/artikel/ni-embedsmaend-tidligere-adm-direktoer-k...

Anne-Marie Krogsbøll

Hvis der er nogen her, der har forstand på den slags, så ville jeg være taknemmelig for at få opklaret, hvorledes man udregner, hvor mange af milliarderne, man nu må afskrive som sandsynligvis uinddrivelige. Man har fastsat nogle værdiprocenter for forskellige gældstyper - men er den slags procenter "objektive" størrelser, hentet fra forskning/lærebøger/almen fagkundskab? Eller er den slags procenter politisk manipulerbare, og f.eks. afhængige af beslutninger om, hvor meget man vil ofre på kontrol og inddrivelse?

Har man f.eks. givet firmaet, der udarbejdede rapporten, den bundne opgave at udregne, hvor meget af gælden man kan inddrive for f.eks. den ene milliard ekstra (eller hvor meget det nu er), man har sat af til SKAT på finansloven?

Ville man få et andet resultat for tabet, hvis man besluttede at sætte 20 milliarder af til kontrol/inddrivelse - eller ville man stadig skulle afskrive 80 milliarder? Stadig under den forudsætning, at man ikke kan plukke hård af en reelt skaldet - men måske nok af en, der blot er glatraget, hvis bare man griber ind og venter og kontrollerer længe nok.

Denny Christensen

Det værste er vel egentlig at der aldrig vil være nogen på højt niveau der ender med at blive stillet til ansvar for de mange penge der tabes, de mange borgere der berøres og de mange ansatte der blev fyret.

Til gengæld kan Kristian Jensen udmærket blive statsminister en dag ... og ellers må de manglende penge hives ind via diverse skatter, afgifter, etc. vi døjer med i dagligdagen.

Så næste elefant kan vi da håbe bliver spist i småbidder.... selv om politikere er vilde med monument bygning.

Johan Jacobsen

Både her og i mange andre medier kan man mærke vreden over, at ansvaret for antagelig 80 milliarder uinddrivelige kroner er ved at forsvinde. De ansvarlige ministre – ja, Folketinget bredt – har åbenbart adgang til en ”pyt”-knap. Sådan en har vi også til mine børnebørn.
Ingeniøren.dk og andre medier kan imidlertid fastholde ansvaret ved at blive ved med at følge op på sagen. De ansvarlige ministre holdes fast på ansvaret ved kontinuerlig omtale af sagen. Der må være beslutninger, afstemninger, notater og lovgivning m.m., som skal udstilles. Det kan gøre ag kompetente journalister.
Til sidst må den straf falde, som er den værst tænkelige i et demokratisk system, nemlig at de ansvarlige ikke bliver genvalgt, ja, forhåbentlig endog ikke bliver genopstillet.
Man kan så også bare håbe på, at den udviste inkompetence diskvalificerer de pågældende til andre lukrative stillinger af den art, som mange politikere ellers ”får”.
Jeg foretrækker at tro, at miseren skyldes almindelig inkompetence. Tanken om, at der var klare politiske hensigter, er ubærlig, for så er vi ude i problemer af en helt anden størrelsesorden.

Bente Hansen

forhåbentlig endog ikke bliver genopstillet.


Det sker ikke ved Venstre, har du set hvem Esbjerg opstiller ?
Nå må håbe de bliver "vipet" helt ud i den kreds.

Vil da lige spare dig for en googling. Det er tågehornet Carl Holst, som selv efter gentagne tilfælde.
Af noget vi andre vi kalde korruption, og inkompetence fik antiv GEMT en plads til folketinget.
Alle med integrated og andre menneskelige dyder har vist forladt Venstre Esbjerg.

Peter Rosenberg

Enig med Kristians kommentar.
Men det er nemt at sige "ledelsen fejler", så er det måske bedre at spørge "Hvor gik det galt første gang?"
Mit bud er det skete (og det sker sikkert lige nu, igen) da ledelsen beder Konsulent rådgivere om hjælp til processen: At lave Business Casen for sig og starte udbudsforretningen op, og køre udbuddet for kunden.
Derved, kan ledelsen starte med at vaske hænder inden noget som helst er sket OG enhver efterfølgende negativ konsekvens kan forklares med : Konsulenterne lavede det for os !
Og derefter kan udbudsvinder høre dette fra de til projektet udpegede kundespecialister: Udbudsmaterialet svarer ikke til det vi ønsker !
Ergo, skal det ende som noget sjask.

Kristian Mandrup

Enig med Rosenberg's kommentar ;)
Problemet er netop at ingen tager ansvar fordi alt er skudt til siden mht eksterne konsulenter, leverandører osv.

Der er stort set ingen dybe IT kompetencer internt kun generelle "projekt ledere", "business eksperter" osv. Dermed når det går galt kan man altid sige, vi vidste ikke bedre - der var leverandørernes/konsulenterne der har ansvaret.

Problemet er ikke "ledelsen", der er selve den interne organisatoriske struktur og projekt samt udbudsmodellerne. Det er stadigvæk for det meste super gammeldags fastpris projekter, vandfaldsmodel, udbud, valg af leverandører (ofte endda vurderet og udpeget af konsulenthus).

Kunden kan ofte først teste når modulerne bliver endeligt leveret og opdager derfor alt for sent at de ikke stemmer overens med de oprindelige krav (eller nye krav som er tilkommet siden). Kravene og systemopbygningen er ofte ikke designet til fleksibelitet og videreudvikling fremadrettet. F.ex kunne beslutningstagerne (jurister) i EFI sagen ikke se at SKAT skulle have ejerskab over koden. De troede formentligt at det bare var 0'er og 1'er "i stabevis", ikke kildekode som kunne udbydes til andre leverandører så man kunne undgå vendor lockin.

Verden er alt for dynamisk til sådanne projekter "skåret i sten".
Tid til forandring!

Anne-Marie Krogsbøll

Claus Jørgensen:
Tak for svar. Jeg har skam kigget i den pågældende rapport, men man skal jo være revisor for at forstå, hvad der står i den - det er jeg så ikke...

Derfor bliver udlægningen så på min måde, ud fra mine forudsætninger, og jeg vælger at indsnævre mit spørgsmål til noget, der måske er lettere at få svar på:

Der fastsættes særlige procenter for dødsbo-krav. Herunder bl.a. dødsbo i udlandet. Her kan man så læse: "Dødsbo i udland –kurs 0".

Så vil jeg gentage mit spørgsmål: Hvorfor er krav til dødsbo i udlandet fastsat til "o" - sådan bare uden videre? Der er da vel en hel del temmelig rige udenlandsdanskere, som vel også kan hænde at dø i udlandet? Hvorfor er de fredede i skattemæssig sammenhæng?

Jeg er åben for, at der kan være gode grunde til dette - men jeg frygter, at forklaringen mere har at gøre med, at man ikke ønsker at sætte de nødvendige midler af til at gøre krav gældende i udlandet.

Kan nogen give en ikke-revisor den rigtige/bedste forklaring på, at man tilsyneladende uden videre afskriver al gæld fra udenlandsdanskere, der dør i udlandet?

Anne-Marie Krogsbøll

Tak for svar, PHK - det var det, jeg frygtede. Men er det et godt argument? Der kan vel i nogle tilfælde være tale om store beløb (ud overomkostningerne for retsbevidstheden), så har man opstillet et regnestykke, der viser, at det ikke kan betale sig - eller har man blot taget en principbeslutning om, at det vil man ikke bruge ressourcer på? Jeg synes ikke, at det fremgår af rapporten. Der står der blot i en lillebitte sætning, at krav til udenlandske dødsboer sættes til "o".

Og det fører mig videre til næste spørgsmål: Rapporten har forårsaget meget (berettiget) postyr i medierne. Men den pågældende rapport handler - hvis jeg forstår det rigtigt - om den gæld, som SKAT allerede har styr på, men blot ikke har fået inddrevet. Hvis det er rigtigt forstået - så mangler der vel fortsat overblik over, hvad gælden er for de mange selvangivelser og moms-/ udbytteskat - refusionsansøgninger, som bare aldrig er blevet kontrolleret?

Har man også opgivet at få overblik over/styr på, hvad der kan gemme sig i udlandet (og bestemt også i Danmark) af den slags?

Har man lagt et skønnet mørketal frem over, hvor megen skattegæld, der kunne gemme sig i de selvangivelser og refusionsansøgninger, som man blot aldrig har fået tjekket? Eller har man håbet at drukne det problem i den forargelse, som gældens inddrivelsesværdi har fremkaldt?

Poul-Henning Kamp Blogger

Tak for svar, PHK - det var det, jeg frygtede. Men er det et godt argument? Der kan vel i nogle tilfælde være tale om store beløb (ud overomkostningerne for retsbevidstheden)

Du skal huske på at når det er store beløb er det også "ordentlige mennesker" af den slags der har råd til at hyre "skatterådgivere" og som bruger "private banking".

Nej, det gavner bestemt ikke retsbevidstheden.

Anne-Marie Krogsbøll

Ok, PHK, tak for svar - jeg fornemmer, at vi ikke er helt uenige..

I øvrigt har underskriftindsamlingen for en skattekommision rundet de 10 000, og accelererer i tilslutning.

Ikke at det nødvendigvis hjælper, men den, der tier, samtykker jo i den herskende politiske linje - og hvem frygter ikke 500 000 tusinde vælgere - hvis vi kunne nå derop :-)?

Log ind eller Opret konto for at kommentere