Skandinaviens første fintech lab åbner i Danmark

Copenhagen Fintech Lab åbnede torsdag i Finansforbundets lokaler som det første co-working space dedikeret til fintech i Skandinavien.

Et co-working space udelukkende dedikeret til fintech-virksomheder er som det første af sin slags i Skandinavien åbnet i Danmark.

Co-working space - ville nogle måske indvende - er et fancy ord for kontorfællesskab. Men det er også meget mere end det, lød budskabet, da laboratoriet officielt åbnede i dag.

For eksempel har Copenhagen Fintech Lab to klassiske arkadespil - begge med Pandora's Box 4 af uransagelige årsager. Spillene er gode tidrøvere, når iværksætterne bliver distraheret på vej til kaffemaskinen.

Læs også: Fintech kommer væltende: »En fundamental ændring af banksektoren, som vi slet ikke fatter effekterne af«

Men ellers er ideen med et co-working space, at man bliver mere produktiv, fortæller Rasmus Bjørn Dahl, der styrer stedet i det daglige.

64 pct. rapporterer faktisk, at de blive bedre til at udføre deres opgaver, forklarer han og tilføjer, at forskellen ligger i de bløde ting:

»Vi har en kultur, hvor man lærer af hinandens succeser og fiaskoer.«

Læs også: Banker tvinges til at lukke it-startups ind i baglokalet

Det billede gengiver Nicholas Meilstrup, der er flyttet ind i de nyrenoverede lokaler på Christianshavn med fintech-firmaet CrediWire.

»Det er fedt, at vi kan sparre med andre fintechs og hjælpe, hvis vi kan. Og fedt, at man kan stå sammen om at gå til myndighederne for at få lavet regulering om,« forklarer han.

Sammen med resten af CrediWire har Nicholas Meilstrup taget plads i det åbne kontorlandskab på den ene af laboratoriets to etager. Ovenover har virksomheder som Hufsy og Chainalysis indtaget lukkede glaskontorer med plads til seks - og prompte dækket glasset til med tusch-skriblerier, post-its og plakater.

Unikt

Det mest særlige ved Copenhagen Fintech Lab er måske den direkte forbindelse til de etablerede spillere på finansmarkedet, som ofte sættes i opposition til fintechs, men i stigende grad leder efter et samarbejde.

Tilsyneladende efter devisen 'hold dine venner tæt, men dine fjender tættere' er lab'et sponsoreret af Nordea og skabt i partnerskab med Finansrådet, Nets, Spar Nord, Københavns Kommune såvel som Finansforbundet, hvor lokalerne egentlig hører til.

Læs også: Banker vil gøre fintech-trussel til redningsplanke

Kombinationen har ifølge Kent Petersen, der er formand for Finansforbundet, vakt interesse internationalt.

»Det er helt unikt, at vi kan lade etablerede spiller og fintech-startups møde hinanden i en venskabelig atmosfære. Vi bliver hyppigt spurgt om, hvordan vi har gjort,« fortæller han ved åbningen.

Stadig ikke på landkortet

Trods ambitionerne er Danmark og København stadig ikke på landkortet, når verdens største og vigtigste fintech-hubs udpeges, som Deloitte gjorde for nylig.

Og det er ikke, fordi Danmark ikke har forudsætningerne, påpeger Martin Bjergegaard fra Rainmaking Loft, der står bag lignende kontorer i Berlin, London og andre steder i København.

»Danmark har talentmassen, it-modenheden og troværdigheden. Hvis du laver en løsning, som skal passe på folks penge, så er det vigtigt med troværdighed - og den er højere her, end hvis du kommer fra Nigeria,« forklarer han.

Læs også: Blockchain: Penge, guldbeviser og skøder vil skifte hænder uden om banker og bureaukrati

Der er brug for risikovillig kapital, og den begynder at komme. Investeringer i startups i Danmark er fordoblet siden 2014 - fra 1,4 milliarder til 2,9 milliarder kroner.

»Der er også brug for venlig lovgivning,« sagde Martin Bjergegaard med et blik på erhvervsminister Troels Lund Poulsen, der også gæstede åbningsdagen. Ministeren var dog også indforstået med udfordringen:

»Den nye teknologi og det digitale passer ikke altid sammen med lovgivningen. Og det må vi finde løsninger på,« sagde han til de fremmødte.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Joe Sørensen

Er en Fintech ikke det samme som et kontorfællesskab for udviklingsvirksomheder? Eller hvad er forskellen?

Jeg synes kontorfællesskaber er en rigtig god ide, især hvis det er inden for en lignende branche. Men jeg kan ikke rigtig forstå hvad det er som Copenhagen Fintech er de første til at gøre?
Er pointen at invester og udlejer er den samme, eller hvordan?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize