Skandaleramt it-projekt er skyld i årsforsinkede og fejlbehæftede regninger fra Skat

22. oktober 2014 kl. 06:2925
Skat har i år sendt tusinder af rykkere ud op til to år for sent. Det er det voldsomt forsinkede it-system Skattekonto, der er årsag til efterslæbet.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Et fem år forsinket it-projekt er hovedskurken i sagen om de 400.000 rykkere, som Skat i den seneste tid har sendt ud – med op til to års forsinkelse. Det har ikke været muligt for Skat at sende rykkere ud til personer, der ikke har betalt deres vægtafgift siden indførelsen af det nye Digitale Motorregister (DMR) i 2012.

Funktionen skulle egentlig varetages af det skandaleramte it-system Skattekonto, og det gyldne håb hos Skat var, at de to systemer kunne indføres kort tid efter hinanden.

»Men det kunne vi ikke, for Skattekontoen var for umoden på det tidspunkt. Det så fornuftigt ud i starten, men tog længere tid, end vi havde regnet med,« forklarer kontorchef i Skat Orla Kristensen til Version2.

Skattekonto blev efter fem års forsinkelse taget i brug sidste efterår, men Skat oplevede med det samme en række startvanskeligheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det gjorde, at vi blev lidt nervøse og besluttede, at Skattekontoen skulle i stabil drift, før vi ville integrere den med DMR. Men vi var samtidig nødt til at sørge for, at de her mennesker fik en rykker. Det er vi simpelthen pisket til,« fastslår Orla Kristensen.

Skat valgte derfor at hasteimprovisere en anden måde at indkræve vægtafgifter på ved at indkode funktionen i et allerede eksisterende system ved navn SAP38.

»Skattekontoen var ikke klar, og så besluttede vi at bruge SAP38, indtil Skattekontoen blev fuldstændig kørende. Det er et af vores største opkrævningssystemer, så vi skulle være helt sikre på, at Skattekontoen kørte, før vi turde lægge så meget nyt ind i det,« lyder det fra Orla Kristensen.

It-fejl gav rykkere uden opkrævning

Men den hurtige beslutning om at skifte opkrævningssystem i vadestedet har givet de årsforsinkede afgiftsopkrævninger flere problemer end blot, at de er opkrævet sent. På rykkerne er naturligvis et rykker gebyr – i dette tilfælde på 65 kr. Men mange borgere har nu den oplevelse, at de får rykkerren uden først at have fået den oprindelige opkrævning.

»I andet halvår af 2012 og i første halvår af 2013 har vi set eksempler på, at opkrævningerne ikke er kommet ud til kunden. Og det er SAP38-systemets generering af opkrævninger, der ikke har været rigtige,« siger Orla Kristensen og tilføjer, at Skat tager sagen meget alvorligt.

Han opfordrer borgere til at ringe ind til Skat for at få undersøgt, om en regning er blevet sendt ud.

»Vi skal selvfølgelig ikke rykke dem for noget, vi ikke har opkrævet for. Hvis der er tvivl om det, så kommer det borgeren til gode. Det er os, der har bevisbyrden i denne sag,« understreger kontorchefen.

Andre borgere har fået rykkere med fejl i. Hvis man har afmeldt sin bil, for eksempel fordi man har solgt den, så vil datoen på regningen dække den periode, hvor bilen var afmeldt i stedet for den periode, hvor man rent faktisk brugte den.

Det skyldes igen en programmeringsfejl i SAP38, forklarer Orla Kristensen. Han forsikrer dog, at selvom perioden er gal, skulle beløbet på regningen være korrekt.

400.000 rykkere sendt ud

I starten af 2013 begyndte Skat at sende de forsinkede rykkere ud. I alt 400.000 rykkere har efterslæbet lydt på. Tallet lyder umiddelbart meget højt, og FDM’s direktør har til Ekstra Bladet også givet udtryk for, at han ikke tror på, at så mange bilister skulle have rod i regnskabet.

Men tallet er faktisk lavere end forventet, lyder det fra Skat.

»Historisk set bliver der rykket 50.000 biler hver måned. Og i denne periode på halvandet år har vi sendt omkring 400.000 rykkere ud. Så det er ikke usædvanlig mange,« siger Orla Kristensen.

Kontorchefen forstår dog godt, at den meget sene rykker kan være hård at sluge for mange bilejere, der tror, at de har betalt, hvad de skylder.

»Det er klart, at det kan være mange penge for den enkelt borger. Der er ikke mange af os, der ikke kontrollerer den slags længere. For man stoler jo på, at man har lagt sin regning i netbanken, når man har fået den,« siger han.

Vil ikke oplyse prisen på it-projekt

I februar 2012 stod Skattekonto til at have kostet 334 millioner kroner.

I 2006, da projektet blev sat i gang med IBM som leverandør, lød budgettet på 149 millioner – og det var inklusive det ligeledes udskældte inddrivelsessystem EFI. Skat valgte helt usædvanligt at ophæve kontrakten i slutningen af 2008, da IBM ikke var nået ret langt. Senere vandt CSC opgaven, men ikke uden problemer. I 2012 blev Skattekonto så udskudt på ubestemt tid.

Version2 ville gerne vide, hvor meget Skattekonto i sidste ende har kostet. Men det vil Skat ikke fortælle, ligesom organisationen heller ikke vil opgive, hvor mange penge det har kostet at udvikle rykkerfunktionaliteten ind i det eksisterende økonomisystem.

»Skattekonto-økonomien er bundet i et fortroligt aktstykke, derfor kan der ikke gives uddybende kommentarer til økonomien,« oplyser Skat i en mail.

Skat forventer, at Skattekonto i løbet af næste år kan tage over for den midlertidige opkrævningsløsning. Men det er ikke enden på Skats it-problemer. I den seneste rapport fra it-projektrådet, hvor der gøres status over offentlige it-projekter, fremgår det, at fire af de ti forsinkede projekter er knyttet til Skat.

25 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
24
23. oktober 2014 kl. 15:01

Version2 ville gerne vide, hvor meget Skattekonto i sidste ende har kostet. Men det vil Skat ikke fortælle, ligesom organisationen heller ikke vil opgive, hvor mange penge det har kostet at udvikle rykkerfunktionaliteten ind i det eksisterende økonomisystem.

Prisen er sted på mellem 38-40 mia. kr. Det er det antal kroner i skat, som samfundet foreløbigt har måtte vinke farvel til, mens SKAT ikke har kunne inddrive restancer inden de blev forældet.

14
22. oktober 2014 kl. 14:22

"Hvis du ikke modtog din opkrævning, skulle du havde rettet henvendelse herom til SKAT"

23
23. oktober 2014 kl. 11:17

Jeg har det på skrift og har ringet til SKAT for at høre om det var medarbejderens personlige holdning eller om der er regler på området. Fik at vide at der sandsynligvis forelå en juridisk vurdering fra SKATS side... 400 kr hvis jeg vil klage over det. Jeg har givet op og betalt gebyret

13
22. oktober 2014 kl. 13:39

Jeg ringede i dag og hang 36 minutter i kø, og da jeg fat i en medarbejder, kunne hun ikke forklare deres påstand, så jeg blev stillet videre og ventede godt 15 min, det endte dog med de påstod de havde sendt et girokort ud, men jeg da var velkommen til at klage, der så koster et gebyr på 400,00 kr som man så får retur i tilfælde af at man har ret, så hvis tilpas mange dumme borgere klager kan StasiSkat høste yderligere 400,00 kr det er simpelthen svineri, så nu betaler jeg bare med et smil

10
22. oktober 2014 kl. 12:24

Tja, Tage - Jeg er svært bange for at SKAT's totale mangle på evnen til at styre og opkræve skat, ender med seriøse problemer for os alle. Og når vi så har politiker som ikke fatter en skid af forskellen mellem "privat" økonomi og "stats" økonomi, og som egentligt bare vil opgive at være en selvstændig stat, og blive en kommune under EU - Så er jeg virkelig bekymret for "Kongeriget Danmark" - Stakels vores børn !!!

9
22. oktober 2014 kl. 12:04

Jeg fik en rykker på børnepenge som de mente jeg skyldte, men jeg er altså tilmeldt PBS, og der har ikke været nogle afvisninger. Efter et pr måneder, kom der en rykker på 143,50 kr. (de 3,5 kr var renter af tilbage ført beløb) og 140 kr var for rykkerne ... - ok man ringer, og spilder 1 time på det - Men - nej nej, da jeg endeligt kom igennem til skat, blev jeg afvist med at det var ikke dem som kunne rette fejlen, de stod kun for at opkræve det. Jeg skulle ringe til dem med børnepenge opkrævningen, for også at få tilbage ført "renterne" !! - Undskyld - men det gider jeg altså ikke spilde min tid på !! - det jo latterligt, og totalt respektløst.

Mit forslag : genindfør styringen af det her hos kommunerne, så kan vi også få nogle arbejdspladser i lokalsamfundet - det nok mere gavnligt for alle !! - Det virkede fint - indtil alt det her lorte digitalisering !

12
22. oktober 2014 kl. 13:06

Har selv modtaget "forkert rykker". Jeg orkede ikke at gøre noget ved sagen og betalte incl. rykker gebyr. Har før prøvet at være kastebold ved telefon opkald. Hvis det var en normal virksomhed ville de for længst være gået konkurs for kunderne ville for længst være flygtet til en anden leverandør.

8
22. oktober 2014 kl. 11:36

Ja: Vi skriver og skriver - og der sker selvfølgelig INTET for at rette på disse SKANDALER ! ! !

Hvem vil være med til at skabe et OPRØR imod OFFENTLIGE PERSONERS (POLITIKERE's og EMBEDSMÆND's) TILTAGENDE ANSVARSFRIHED ? ? ?

Lad os se, om DE sætter mig i fængsel !

DE er ved at udvikle et diktatorisk undertrykkelsessystem ! Og så siger de, at vi er et demokratisk samfund ! LØGN, LØGN og LØGN !

7
22. oktober 2014 kl. 11:09

»Skattekontoøkonomien er bundet i et fortroligt aktstykke, derfor kan der ikke gives uddybende kommentarer til økonomien,« oplyser Skat i en mail.

Hvordan kan økonomien omkring offentlige investeringer være fortrolige?

5
22. oktober 2014 kl. 10:45

.. for at tage dette op.

Desværre har sagen ikke den store bevågenhed i andre danske medier, men man kan da håbe det kommer.

Umiddelbart er der åbenbart tale om 400.000 rykkere, dvs. der er opkrævet ulovligt rykkergebyr på samlet 26 milloner - og det er ikke utænkeligt at der er flere på vej.

Hvordan kan vi som samfund acceptere at have et skattevæsen som begår direkte ulovligheder på denne måde, og hvor er skatteministeren henne i denne sag?

20
23. oktober 2014 kl. 08:43

Skat er tilsyneladende ikke underlagt almindelig lovgivning, det er der vist flere eksempler på. Det er sjusk og slendrian og i en hver privat virksomhed ville det få konsekvenser at have så lidt styr på tingene. Skats arrogance over for borgerne når konstant nye højder.

18
22. oktober 2014 kl. 19:34
19
22. oktober 2014 kl. 20:19

Jeg må blive bedre til at formulere mig. Hvad får dig til at antage at alle rykkere er blevet sendt ud, uden at der har været sendt en regning ud først?

Der er ca. 2,3 millioner biler i Danmark, så det kan antages, at der hvor der er et løbende forhold der betales via. betalingsservice, er alt gået som det skal.

Men der hvor der har været tale om bilskifte, som jeg eksempelvis har oplevet, og det dermed kræver første regning før der kan tilmeldes til betalingsservice tyder det på at regningen aldrig er blevet udsendt (og det samme har en stor del af min bekendtskabskreds oplevet).

Derfor antager jeg at de 400.000 udsendte rykkere er resultat at regninger der aldrig er blevet udsendt i forbindelse med om- og nyregistrering.

Og uagtet hvad det samlede beløb så end bliver og præcis hvor mange der er omfattet (og da Skat jo udnytter mørklægningsloven til at afvise aktindsigt bliver det overmåde svært at få bevis), så er det stadig ulovligt at pålægge et rykkergebyr for en regning der aldrig er blevet fremsendt!

25
23. oktober 2014 kl. 15:34

Der er ca. 2,3 millioner biler i Danmark, så det kan antages, at der hvor der er et løbende forhold der betales via. betalingsservice, er alt gået som det skal.

Jeg er ikke sikker på at den antagelse, at når først har "fået etableret sig" så kører det via betalingsservice. Jeg er stødt på ikke så få (især 18-22 årige), der styrer uden om betalingsservice af forskellige årsager (foliehatteri, fordi det er billigere selv at betale girokortet eller fordi de synes det er "for besværligt"). Hvor mange % af de 400.000, der er rykkere på løbende betaling ved jeg ikke, men jeg tror at det sagtens kan være højere end 20%...

4
22. oktober 2014 kl. 10:09

Jeg fik sådan en opkrævning for snart 2 uger siden, jeg har skiftet min bil, og der skete noget modregning, så det har ikke været muligt for mig at gøre noget, men på trods af deres evindelige eskapader i Skat, så valgte man at opkræve et rykkergebyr, og hertil rente som ikke opgjort endnu, det er fandme dårlig stil Skat, og det betaler man selv til.

3
22. oktober 2014 kl. 09:58

Igen en offentlig organisation der udviser total inkompetance som kunder til IT systemer. De har sikkert også fravalgt test af systemerne for at spare Hvorfor er der ingen sanktioner overfor de offentlige chefer ?

1
22. oktober 2014 kl. 09:20

"Han opfordrer borgere til at ringe ind til Skat for at få undersøgt, om en regning er blevet sendt ud."

Det er simpelthen for lavt at komme med sådan en udtalelse, al den stund der på rykkeren tydeligt står at at den eneste måde at klage på er ved at fremsende en skriftlig klage til Skatteankestyrelsen, og at det koster 400 kr. at klage (som så godt nok returneres hvis man får ret i klagen).

Og hvor mange orker at sidde en halv dag i kø for at prøve at trænge igennem til Skat - så var det ikke mere et spørgsmål om at Skat udviste noget kulance her, og refunderede rykkergebyret automatisk (og egentlig også gerne kom med en undskyldning)?

Endvidere er det ikke specielt venligt at sende den slags regninger ud med en betalingsfrist på 14 dage, til forfald på et tidspunkt hvor det måske ikke lige passer ind i folks økonomi.

2
22. oktober 2014 kl. 09:47

Har lige fået sådan en igår. og tjekket min betalingsservice 3 år tilbage og der er IKKE kommet et girokort til betaling. Staten er korrupt og arrogant. Grrrr.....