Java er på ét bestemt punkt et af de store beslægtede programmeringssprog, der insisterer på at holde mest på formerne. I hvert fald når der skal deklareres variable. Men nu er et forslag på banen om, at Java skal bløde lidt op og lade udviklerne bruge nøgleordet 'var'.
Forslaget behandles nu blandt OpenJDK-bidragsyderne, så der er stadig lang vej, før det bliver muligt at bruge 'var' i Java-kode.
Argumentet for at inkludere 'var' er først og fremmest, at det vil gøre koden lettere at læse, når man ikke behøver at deklarere en variable ved at angive typen i deklarationen, når den kan udledes af sammenhængen. Det er især nyttigt til lokale variable.
Omvendt kan brugen af 'var' også betyde, at det kan være sværere at se, hvilken type man har med at gøre, hvis det ikke er indlysende ud fra deklarationen.
Hvis det kommer med i en fremtidig udgave af Java, så er det ikke sikkert, det ender med en 'var'-løsning. En meningsmåling lader Java-udviklere stemme på flere forskellige mulige implementeringer som eksempelvis 'var/let' eller 'auto'.