Discount-kæden Aldi er nu klar med en ny Android-tablet fra sin gode ven udi elektroniske produkter, Lenovo-ejede Medion AG.
Medion Lifetab S9714, som den hedder, er en tablet med 10-tommer IPS multitouch-skærm og Android 4.0 Ice Cream Sandwich, som dog ventes opgraderet til Android 4.1 Jelly Bean i begyndelsen af 2013.
Ifølge pressemeddelelsen udmærker skærmen sig ved at være »sprød« og have en »meget flot betragtningsvinkel«. Samtidig imponerer den »med sin størrelse«, fremgår det.
Det skal formentlig forstås sådan, at Medion selv er ganske tilfreds med skærmen, der bærer en opløsning på 1.280 gange 800 pixels.
Tabletten har desuden 32 gigabyte internt lager, der kan udvides til 64 gigabyte med et SD-kort, en NVIDIA Tegra 3-processor med fire kerner og indbygget wifi- og 3G-understøttelse.
På kamerasiden råder tabletten over et 3-megapixel kamera bagpå og et 1,3-megapixel frontkamera.
Medion Lifetab S9714 er nu sat til salg i alle Aldi-butikker herhjemme til en pris på kr. 2.999.