Skal en børnehave have lov til at bandlyse digitale læringsredskaber? Ja, mener de i Svendborg

Fremover må forældrebestyrelserne i Svendborg Kommunes småbørnsinstitutioner selv afgøre, om de vil bruge iPads og andre it-læringsredskaber.

Den private Rudolf Steiner-børnehave Askelæ slipper for at indføre digitale læringsmidler i hverdagen som for eksempel computere og tablet.

Det besluttede byrådet i Svendborg ifølge Fyens.dk tirsdag aften.

Debatten var ophedet, men efter mere end en time blev det besluttet, at Askelæ gerne må lade være med at bruge digitale læringsmidler i hverdagen - og det må kommunens øvrige institutioner for den sags skyld også, hvad enten institutionerne er kommunalt ejet eller private.

Bortset fra den tværsocialistiske Liste T's Arne Ebsen blev politikerne enige om følgende formulering:

»Det er op til forældrebestyrelserne i Svendborg Kommunes institutioner for 0- til 6-årige selv at bestemme, om de vil udnytte digitalisering og informationsteknologiens læringsmuligheder og i så fald i hvilket omfang,« skriver Fyens.

Dermed gælder selvbestemmelsen altså ikke kun for Askelæ, men for alle institutioner i kommunen, der har med børn op til seks år at gøre.

Socialdemokratiet, de konservative og Dansk Folkeparti havde foreslået, at selvbestemmelsen bør gælde i alle institutioner.

»Jeg mener ikke, at vi kan pålægge nogle institutioner og ikke andre,« lød det fra Dorthe Ullemose (DF), hvorfor hun sammen med de to andre partier stillede forslag om, at alle bør have ret til selv at bestemme.

Samme melding kom fra Pia Dam (S), som også mener, selvbestemmelsen bør gælde alle.

Askelæ har tidligere ellers fået nej i fagudvalget til at droppe digitale læringsmidler i daglidagen. I Svendborg Kommunes 'Vision for læring og dannelse' fremgår det nemlig, at børn og unge i alderen 0-18 år blandt andet skal opøve digitale kompetencer.

Visionen blev formuleret i 2014, og ifølge flere politikere blev arbejdet med visionen gennemført, uden at nogen blev gjort opmærksom på, at en institution som Askelæ kunne vise sig at være uenig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Per Sander

I "Vision for Læring og Dannelse" skrives der: "Visionen er funderet i et lærings- og dannelsessyn, som er et udtryk for de værdier og overbevisninger, som medarbejdere i Svendborg Kommune arbejder efter hver dag. "

Det skriger jo langt væk af amatørarbejde. Hvem har bestemt disse værdier og overbevisninger, og hvordan blev man overbevist om at det ene var bedre end det andet? Er der nogen beviser, og hvis ja, hvorfor kan de ikke findes i skrivelsen "Vision for Læring og Dannelse"?

Der er en grund til, at Google execs med andre sætter deres børn i en Rudolf Steiner Skole i Silicon Valley [ 1 ], med begrænsninger af teknologi, og det er nok ikke fordi de er dummere end dem i Svendborg.

1 ) http://www.nytimes.com/2011/10/23/technology/at-waldorf-school-in-silico...

  • 8
  • 0
#2 Ditlev Petersen

At færdigheder og dannelse kan udtrykkes ved den ene eller den anden form for computer er frygteligt. At kunne bruge sine hænder, hele resten af kroppen med og i øvrigt agere som et menneske, over for andre mennesker, vil nok være bedre - i hvert fald for børnene. Jeg begynder snart et lede efter Ned's træsko.

  • 7
  • 0
#3 Anne-Marie Krogsbøll

Hvor ukritisk mange beslutningstagere forholder sig til denne udvikling, fremgår jo af følgende sætning: "børn og unge i alderen 0-18 år blandt andet skal opøve digitale kompetencer."

0 år? Kunne man ikke lige have tænkt sig lidt om her, og sat sig ind i, hvornår børn udviklingsmæssigt overhovedet er nået videre end til "At kunne bruge sine hænder, hele resten af kroppen med og i øvrigt agere som et menneske, over for andre mennesker", som Ditlev Petersen så smukt skriver, i stedet for bevidstløst at hælde sætninger som ""børn og unge i alderen 0-18 år blandt andet skal opøve digitale kompetencer." ud i uigennemtænkte formålserklæringer?

I ikke så gamle dage var man trods alt fredet mht. at lære at læse og skrive indtil omkring 6-års-alderen. Nu om dage er der nok i virkeligheden større behov for at beskytte børnene mod den digitale udvikling i et par år, end der er behov for at skubbe på hjernevasken i retning af, at den digitale verden er den 'virkelige* verden.

  • 10
  • 0
#4 Simon Mikkelsen

Jeg synes det er vigtigt at nuancere denne sag. For det første, er der tale om en steinerbørnehave. Jeg er selv gammel steinerdreng og kan fortælle, at inden for det miljø er der en masse dygtige og fornuftige mennesker, men der er også en gruppe der er ekstremt teknologifjenske - og som råber meget højt. Vi snakker her om, at alt skal være uld, hjemmebagt, hjemmelavet, fyldepen for kuglepen eller blyandt er noget fanden har skabt. Vis dem en computer, og eksploderer på stedet.

Så byrådet har sandsynligvis været under et vist præs.

Skal børn i 0-18 mdr lære noget digitalt? De skal jo ikke lære at kode eller bruge NemID, men hvis de har interessen kan de godt lære at trykke lidt på en tablet og så sker der noget. Ikke anderledes end den dims vi har hjemme, som spiller forskellige lyde alt efter hvilken en knap man trykker på eller hvilken streng man hiver i. Vi kan dem hhv. klaver, guitar og violin.

Jeg synes der kan være en god pointe i at foreberede de små hoveder lidt. Musisk læring kan starte allerede inde i morens mave og det bruger rigtig mange. Når barnet er kommet ud, hygger de sig allerede med at lave lyde og man kan med fordel give dem et sæt klaves eller en shaker. Ved 2-3 års alderen starte nogle allerede med violin! Det har givet nogle af verdens dygtigeste.

Så jeg ser ikke noget problem i at små børn lærer noget digitalt. Vi skal bare gøre det rigtigt, men vi skal også lade være med at være bange for ny teknologi. Bare fordi det er nyt er det ikke dårligt. Hvis violinen var opfundet i dag, var den blevet forbudt af arbejdstilsynet.

Jeg tror dog ikke de kommer så meget bagud ved ikke lige at starte inden de er 18 mdr. Det der kan bekymre mig er, hvis de starter så sent, at de folk der skal konkurere med har 10 års forspring.

  • 5
  • 0
#5 Morten Borg

Jeg tror dog ikke de kommer så meget bagud ved ikke lige at starte inden de er 18 mdr. Det der kan bekymre mig er, hvis de starter så sent, at de folk der skal konkurere med har 10 års forspring.

Hvori ligger konkurrenceelementet? Hvad går konkurrencen ud på? For hver dag der går bliver teknologi nemmere og nemmere at bruge - behovet for overhovedet at lære på den front forekommer mig ikke-eksisterende. Og det man lærer i dag, er alligevel forældet i morgen.

Problemet for mig er ikke brugen af IT, problemet for mig er den tid det tager for alt mulig andet. Dvs. de i den tid ikke kommer ud og udvikle deres motorik, de får ikke trænet øjnene (epidemi af nærsynede), de får ikke udviklet deres kreativitet på andre områder - kreativitet på baggrund af at man keder sig og derved selv skal finde på noget.

Min datter på 6 får lov at snuse til min iPad 5 minutter her og der for at have et lille kendskab til "redskabet", men ellers er det no-go som underholdningsplatform.

  • 4
  • 0
#6 Ditlev Petersen

Jeg tror, du misforstår. Folk er ikke bekymrede, fordi nogle tåbelige forældre og pædagoger er maskinstormere. Bekymringen skyldes, at små børn med Djævelens vold og magt skal tvinges til at arbejde med tablets/computere på så tidligt et tidspunkt. En bekymring for at det kan føre til en amputeret udvikling. Folk, der er lidt bekymrede over computerens udbredelse overalt, er ikke nødvendigvis syge særlinge og vilde ludditter.

Selv er jeg programmør, så jeg har et nogenlunde forhold til de maskiner, men jeg skriver ofte med fyldepen. Fordi det er ukompliceret, fordi ”lortet” ikke går i vejen hele tiden, og det er det mest effektive værktøj til at skrive (i modsætning til at producere tekst). Jeg har også skåret penne af tagrør og gåsefjer, lige som jeg har fremstillet blæk efter forskellige opskrifter. Jeg bruger mine hænder også til andet end tastatur og mus. Jeg smeder, jeg tegner (på papir), jeg modellerer, jeg syr, jeg drejer i ler. Altsammen udvikler det mig, og er i øvrigt sjovt og spændende. Det bør børn også gøre.

Efterhånden regner jeg med at udvikle en menneskelig bevidsthed, eller i hvert fald nærme mig en forståelse af, hvordan sådan en fungerer. I enjoy working with people. I have a stimulating relationship with them.

  • 5
  • 0
#7 Anne-Marie Krogsbøll

Spændende debatindlæg på Altinget vedr. denne problemstilling. Citat: "Lande, der har investeret meget i digitalisering, oplever et fald i læse- og matematikfærdigheder. Omvendt er det modsatte tilfældet for en række asiatiske lande, der har været meget forsigtige med digitalisering af skoler og uddannelser, og som altså performer højt på de samme parametre." http://www.altinget.dk/artikel/forsker-ipads-i-folkeskolen-skaber-ikke-f...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere