Siri-kommission går imod Nationalbanken: Vi skal gå forrest med national kryptovaluta

Illustration: Ida.dk
Regeringen bør nedsætte en bredt sammensat taskforce, som skal undersøge potentialet i en national kryptovaluta, anbefaler tænketank

Danmark gå forrest og skabe sin egen, nationale kryptovaluta udstedt af Nationalbanken.

Sådan lyder en af hovedanbefalingerne ifølge finans.dk fra den teknologiske tænketank Siri-kommissionen, der ser på Danmarks forhold til ny teknologi og nu er kommet med en rapport om fremtidsmuligheder i den finansielle sektor.

»Vi er nødt til at se på det, så hurtigt som udviklingen går i den finansielle sektor i øjeblikket. Det er vigtigt, at vi er med på, hvad der sker på kryptovaluta-området,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA, og en af to formænd for Siri-kommissionen, ifølge finans.dk

Den anden formand, Ida Auken, siger ifølge finans:

»Kryptovalutaer er et tema, der vokser med lynets hast, så det er vigtigt, vi er på forkant med, hvad Danmarks rolle skal være. Der mangler viden om fordele og ulemper, og der mangler viden, så man politisk kan tage stilling til det her. Så derfor peger vi på at få det undersøgt bredere, og ikke bare af Nationalbanken.«

Ida Auken er også folketingsmedlem for Radikale Venstre.

Helt konkret anbefaler tænketanken, at regeringen nedsætter en bredt sammensat taskforce, som skal undersøge potentialet i en national kryptovaluta som et reguleret modsvar til for eksempel bitcoins.

Nationalbanken har tidligere afvist en national dansk kryptovaluta.

»Nationalbanken ser store ulemper ved digitale centralbankpenge i Danmark,« lød det dengang fra banken.

Sverige vil også være først

Den svenske vicenationalbankchef, Cecilia Skingsley, har derimod luftet muligheden for, at verdens ældste centralbank - den svenske - vil være den første i verden med en kryptovaluta eller e-valuta, kaldet en e-krone:

»Pointen er, at selv mennesker, der bor i Sverige, men som ikke kan få eller ikke ønsker at benytte kommercielle banktjenester, også bør have en chance for at deltage i økonomien og gennemføre deres daglige transaktioner. Riksbankens e-krone kunne være en mulighed for dem,« har den svenske nationalbankchef udtalt.

Verison2 har også tidligere omtalt Bank of England, som for et år oplyste, at man i et samarbejde med forskere på University College London sonderer planer for at udstede egen centralt styrede version af bitcoin.

Læs også: Bank of England lancerer egen Bitcoin

Læs udspillet 'Fintech i Danmark - muligheder og udfordringer' (PDF).

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Povl Hansen

"Pointen er, at selv mennesker, der bor i Sverige, men som ikke kan få eller ikke ønsker at benytte kommercielle banktjenester, også bør have en chance for at deltage i økonomien og gennemføre deres daglige transaktioner"

En anden mulighed ville være af lave en Privat Kunde afdeling i Nationalbanken, den vil opfylde alle tre krav der kræves, men stadig være i Svenske Kroner

(skulle til af skrive analog kroner, men med mobilpay og Applepay, så er Analoge og Fysiske penge mere og mere sjældne, og penge er mere og mere blevet digitale, så hvis hun bare vente så kommer de digitale penge helt af sig selv)

  • 1
  • 0
martin -

"Helt konkret anbefaler tænketanken, at regeringen nedsætter en bredt sammensat taskforce, som skal undersøge potentialet i en national kryptovaluta som et reguleret modsvar til for eksempel bitcoins"

Der findes en reguleret valuta i Danmark. Den hedder danske kroner. Den eksisterer i både fysisk og digital form, der foretages masser af transaktioner med den hver dag, og den holder sin værdi over tid (når man ser bort fra inflation på ca. 2% p.a.).

Den har præcis de nyttige egenskaber, som Bitcoin m.fl. gang på gang hævdes at have, men ikke har.

Så Nationalbanken har fat i den lange ende her, hvilket man også ville forvente af en institution med hundredevis af års erfaring i administration af valutaer.

  • 2
  • 0
Michael Cederberg

"Fordelen" ved en cryptovaluta styret af nationalbanken er at man kan cutte betalingsformidlere og "konto udbydere" ud af transaktionen.

Med det opnår man potentielt lavere omkostninger. På den anden side er at parterne selv er ansvarlige for transaktionen ... der er ikke muligheder for at rulle transaktioner tilbage hvis det viser sig at man bliver snydt (som det fx. er med kreditkort transaktioner).

Man lægger også et ret stort ansvar på individer i at de selv skal holde deres wallet. De skal selv finde en wallet som er sikker overfor cyberforbrydere. Og overfor voldsforbrydere, fysisk indbrud, etc. En wallet som ejeren ikke kommer til at smide væk ved en fejl.

Måske vil folk ikke selv holde deres wallet, men hvad er så forskellen på det og så en traditionel bankkonto?

Skal det være en traceable løsning? Sådan at big brother kan følge med i alt hvad vi laver? Fra køb af tomme kalorier til lystyachts?

Eller skal den sikre privacy og derfor være untraceable? Hvad sker der den dag nogen mister hele deres pensionsopsparing? Den dag nogen hacker løsningen og render med en signifikant del af lønudbetalingerne for december måned?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Danmark gå forrest og skabe sin egen, nationale kryptovaluta udstedt af Nationalbanken. Sådan lyder en af hovedanbefalingerne ifølge finans.dk fra den teknologiske tænketank Siri-kommissionen, der ser på Danmarks forhold til ny teknologi og nu er kommet med en rapport om fremtidsmuligheder i den finansielle
sektor. »Vi er nødt til at se på det, så hurtigt som udviklingen går i den finansielle sektor i øjeblikket. Det er vigtigt, at vi er med på, hvad der sker på kryptovaluta-området,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen IDA, og en af to formænd for Siri-kommissionen, ifølge finans.dk Den anden formand, Ida Auken, siger ifølge finans: »Kryptovalutaer er et tem...