Silverlight bringer reklame-ERP til Mac og Windows

Microsofts webplugin er platform, når det danske ERP-hus Workbook sælger workflow og regnskabsstyring til danske og udenlandske reklamefirmaer.
21. juni 2010 kl. 14:55
errorÆldre end 30 dage

Microsofts Silverlight-plugin til Mac er ikke bare det rene sjov og ballade. Herhjemme udnytter ERP-virksomheden Workbook teknologien til at levere workflow og regnskab til reklamevirksomheder, der som regel er glade for Mac-platformen.

Ifølge Henrik Skov Pedersen fra Workbook er firmaet blandt de første, som benytter Silverlight til forretningssoftware, noget, som Microsoft selv planlægger at gøre senere hen i forbindelse med sin egen ERP-software Dynamics.

Workbook har rødder tilbage i reklamebranchen og startede som et rent workflow-program, mens ERP-delen er kommet til senere hen.

Firmaet vil gerne ekspandere i udlandet og her bliver det Microsofts ERP-programmer, som lægger ryg til regnskabsdelen af programmet. Grænsefladen mellem Dynamics-produkterne foregår via webtjenester, som dog endnu ikke er implementeret i Dynamics Nav, det tidligere Navision. WorkBook benytter i dag en anden form for integration med Dynamics Nav.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Silverlight bringer Microsoft til Mac'en
I reklamebranchen er Mac en udbredt platform, og det er et krav, at platformen understøttes. Det klares ved at benytte Silverlight-pluginen til Mac-browsere som grænseflade.

Resten af forretningslogikken afvikles på serveren, på grundlag af SQL Server og andre Microsoft-produkter. Omkring halvdelen af kunderne hoster selv, mens den anden halvdel, som er der hvor væksten er størst, benytter en Saas-løsning, som Workbook arbejder på at få over i Microsofts Windows Azure-sky.

Flash og HTML5-baserede løsninger har også været under overvejelse, men det er Silverlight, der nemmest spiller sammen med de andre Microsoft-produkter, som Workbook bygger på.

Opdateret Silverlight giver god ydelse

En af Workbooks kunder er designfirmaet Designit, der tidligere har anvendt et gængs ERP-produkt, som blev droppet til fordel for Workbook, hvis funktionalitet er skræddersyet til branchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som i mange designfirmaer er der både Mac- og Windows-maskiner i virksomheden, og derfor skal brugerfladen kunne afvikles på begge platforme. Det klares nemt, da udrulningen kun består i at lede brugerne hen til en intranetside med Workbooks Silverlight-baserede grænseflade.

»Jeg kommer selv fra en ERP-baggrund og har tidligere udvalgt og implementeret ERP-systemer, og jeg havde nok lagt mit fokus på funktionalitet. I anden runde har direktøren været med ind over og måske prioriteret grænsefladen højere end funktionaliteten. I vores verden er det vigtigt, at programmet er lækkert,« forklarer Chris Larsen fra Designit.

Grænsefladen bliver også mindre rodet end de mere generiske ERP-programmer.

»Vi synes rigtigt godt om Silverlight-teknologien. Vi kører Silverlight 3 lige nu og kommer op på en nyere version i næste uge. Rent ydelsesmæssigt får vi en masse i den nye udgave på begge platforme. Det kører rigtigt fint.«

Designit hoster selv løsningen. Det skyldes blandt andet, at virksomheden havde serverkapaciteten i forvejen fra det tidligere system.

Henrik Skov Pedersen fra Workbook er ikke bange for at bygge hele forretningen på et Microsoft-program til Mac-computere, og han føler sig sikker på, at Microsoft også vil vedligeholde Silverlight-plugin'en til Mac i fremtiden:

»Det vil jeg tro. Andet vil ikke give mening, så det er jeg ikke nervøs for.«

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.