'Silicon Valley' er tilbage i topform efter forrygende finale

Anmeldelse: Komedieserien 'Silicon Valley' rammer i anden sæson stadig præcist og kærligt plet i skildringen af it-branchen, men formår samtidig at få mere ud af persongalleriet.

Uden at spoile for meget kan jeg afsløre, at der er nogen, der dør i den nye sæson. Nej, det er ikke 'Game of Thrones', men derimod komedieserien 'Silicon Valley', der begyndte sin anden sæson samtidig med Game of Thrones' femte sæson.

Det er til gengæld de eneste ting, de to serier har til fælles: Der er nogen, der dør, og de kører lige nu igen på HBO.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg sidste år anmeldte det første afsnit af 'Silicon Valley'. Første afsnit af en tv-serie er altid vanskeligt, fordi man som seer skal lære universet og persongalleriet at kende. Men da vi nåede sidste afsnit af første sæson, leverede serien et af de bedste komedieafsnit nogensinde med en skøn blanding af nørderi og vanvittige penisvittigheder.

Det var en cocktail, som i løbet af første sæson fik serien til at finde sit leje. Den kunne ikke alene bæres af at gøre diskret grin med Scrum, men var nødt til trække på et mere varieret humorsortiment. Det kom til at fungere med en fin blanding af små insiderjokes, vulgariteter, rablende monologer og klassisk forvekslingskomedie.

I løbet af første sæson fik vi også modnet og nuanceret persongalleriet, hvor især dynamikken mellem den på én gang flippede og energiske iværksætter Erlich og de mere indadvendte programmører gav os noget galskab, som serien ikke kan undvære. Euforiserende svampe og gangstergraffitikunstnere er måske for meget for de seere, der gerne vil have mere programmørhumor, men det skaber nogle kontraster, som gør 'Silicon Valley' til noget særligt i serielandskabet lige nu.

Ligesom virkelighedens 'Silicon Valley' så stod serien i første sæson svagt i forhold til de kvindelige roller. Det er der takter til at rette op på med tilføjelsen af Suzanne Cryer til rollelisten i anden sæson.

Til gengæld står serien stærkere end nogen anden fiktionsserie, når det gælder 'technobabble'. Seriens brug af tekniske referencer er enten vældig præcise eller i hvert fald plausible. Den er milevidt fra serier som 'Scorpion' eller 'CSI: Cyber', der håndterer computerterminologi endnu mere løssluppent, end CSI-serien har håndteret retsmedicin og kemi.

Seriens forfattere har således fået udarbejdet en plausibel benchmark for komprimeringsalgoritmer, som kombinerer en algoritmes afviklingstid med komprimeringsraten. Benchmarken er skabt af en professor ved Stanford University, som også hjalp seriens skabere med at skabe en overbevisende ny komprimeringsalgoritme.

'Silicon Valley' er nu i gang med en udfordrende anden sæson. Der er lagt op til en overordnet konflikthistorie, som bliver det bærende element over sæsonen, men udfordringen er, om den komik, der opstod i løbet af første sæson, kan bæres videre i anden sæson.

Det er en anelse bekymrende, at vulgaritetskortet er blevet spillet to gange i de første afsnit, for det fungerer ikke alene, men kun i kontrast med den mere uskyldige galskab og de underspillede nørdreferencer.

For en komedieserie er anden sæson ofte skelsættende. Enten finder serien den perfekte opskrift til de næste tre-fire sæsoner, eller også løber serien ud i sandet og sidder fast i platheder.

Holdet bag 'Silicon Valley' har imidlertid allerede fået tilsagn om, at der kommer en tredje sæson på HBO. Det burde give arbejdsro og kunne fastholde forfattere og skuespillere.

De første tre afsnit er ude nu på HBO Nordic, og foreløbig er der givet lidt mere plads til de forskellige bipersoner, og serien kører videre med flere af de elementer, der virkede i første sæson. Eksempelvis får app-vanviddet en kløgtig satirisk behandling med introduktionen af Bro-appen, som reelt er ligesom den famøse Yo-app, men hvor man kan sende et 'bro' i stedet for et 'yo'.

Det, der kunne have været en kort, plat reference, udvikler sig til noget, hvor vi ser bipersoner i serien udvikle sig og få flere facetter. Det er dygtigt og bestemt noget, serien bør holde fast ved.

'Silicon Valley' handler om en masse andet end it, men serien er stadig fyldt med små, fine detaljer, som rammer særdeles lige i øjet i skildringen af rigtige nørder, og derfor bliver det ikke en pinlig parodi, men kærlig satire, der inkluderer de seere, der genkender deres virkelighed i seriens univers.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere