Silicon Graphics dropper aircondition i supereffektive container-datacentre

7. december 2010 kl. 14:187
SGI bruger evaporativ køling til at opnå en effektivitet i de nye Ice Cube datacenter-containere, der ligger tæt på det optimale. En 20 fods container kan køles med mindre end otte liter postevand pr. minut.
Artiklen er ældre end 30 dage

Der skal blot otte liter køligt postevand i minuttet til at holde fire serverracks afkølede i SGI's nye Ice Cube datacenter-containere. Det giver Ice Cube-containerne en energieffektivitet tæt på det optimale.

Modulære datacentre bygget af shippingcontainere fyldt med standardudstyr er efterhånden blevet hyldevare hos flere leverandører. SGI, det tidligere Silicon Graphics, har nu også lavet container-baserede datacentermoduler, men SGI har valgt en alternativ kølemetode.

Der er nemlig ingen aircondition-enheder med kompressorer i Ice Cube. I stedet er den udstyret med kraftige ventilatorer og tretrinskølesystemer baseret på evaporativ køling.

Evaporativ køling kombinerer almindeligt vand, som ledes over køleplader, hvor der blæses luft henover. Varmen fra kølepladerne får vandet til at fordampe, hvilket køler pladerne ned, så de igen kan køle luften ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I aircondition-enheder er det et lukket system med et kølemiddel, som komprimeres til en væske for derefter at blive ledt ud i kølerør, hvor kølemidlet skifter fase til en gas for derefter at blive komprimeret til en væske igen.

SGI har bygget evaporativ køling ind i Ice Cube, hvilket ifølge SGI giver en Power Utilization Efficiency eller PUE-værdi på 1,06. PUE angiver, hvor stor en del af den energi i form af elektricitet, som ledes ind i datacenteret, der bliver brugt til at drive selve it-udstyret. Det optimale er derfor en PUE på 1,0, fordi der i det tilfælde ikke bruges energi på køling.

Der sker dog stadig energitab i for eksempel omformning af strømmen fra lysnettet til jævnstrøm i serverne.

Ice Cube kommer i tre størrelser, hvor den mindste har plads til fire racks. De kan kobles sammen i klynger af fire moduler, så man i alt kommer op på en kapacitet på 16 serverracks. De mellemste og største Ice Cube-moduler er bygget ind i 20 fods containere med plads til 10 racks.

Fordelen ved modulerne er, at de leveres med al infrastruktur, så hvert rack i Ice Cube eksempelvis har en kapacitet til 35 kilowatt udstyr. Ved at bruge moduler kan man dels bygge datacentre ved at opstille modulerne i en hal uden særlig indretning udover strøm, vand og luft. Samtidig kan man udbygge kapaciteten ved at tilføje nye moduler.

Denne teknik bliver blandt andet brugt i flere store nye datacentre, som eksempelvis Microsofts datacenter til dets cloud-tjeneste Azure, der er bygget op af 40 fods containere med standardudstyr.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
7. december 2010 kl. 15:23

... bruger man 4200m3 drikkevand om året på at køle?

Det er alligevel en pæn del?

6
7. december 2010 kl. 22:01

... bruger man 4200m3 drikkevand om året på at køle?

Det kommer jo ned igen som regn. ;-)

4
7. december 2010 kl. 19:03

Vand koster hjemme hos mig ca. 50 kr/m3 Dvs. 4200m3 ville koste ca. 210.000 kr. Det er muligt man kunne slippe for vandafledningafgiften så beløbet blev lidt mindre. Men uanset hvad syntes jeg det lyder "rigtig dyrt".

5
7. december 2010 kl. 21:35

Mjohhh, så er det vel heller ikke værre - hvis det er 10 racks á 35kW giver det vel ca. 3GWh/år - eller som minimum, med danske priser, vel 4 millioner kroner.

Så er 200k til vand ikke alverden.

7
8. december 2010 kl. 08:29

Nu er de 8 liter/min kun til et 4 rack, og vandet giver ikke strøm til serverne, så det er kun overhead der spares på. Hvis vi sammenligner med et datacenter med PUE på 1,4 (ved ikke lige hvad et aircon kølet godt design ligger på) så er besparelsen på elforbrug ca 420MWH/år, så man sparer da lidt på elregningen. Så skal man så bare lige af med 8 liter vand der er blevet til damp i minuttet, så hvis det står i en hal som beskrevet, ryger den besparelse nok meget hurtigt på ventilation.

2
7. december 2010 kl. 16:13

Hvem sagde drikke vand? Det kan vel f.eks. hives op af en flod eller en sø...

3
7. december 2010 kl. 16:23

Jahh, det tænkte jeg også - eller havvand. Men jeg tror helt ærligt ikke de evaporatorer vil bryde sig specielt om at få sprøjtet noget der er alt for beskidt eller salt på sig ...

Måske det kunne gå med overfladevand, hvis man filtrerer det, men det klart nemmeste er nok at køre det direkte på drikkevandshanen.