Sikkert Dankort på nettet findes ? men bliver ikke brugt

Misbrug af Dankort på nettet stiger, men alligevel er det meget få netbutikker, som har valgt den mere sikre E-Dankort-løsning. Løsningen bliver måske at bekræfte et køb med NemID.

I 2010 blev der svindlet med Dankort for 12,5 millioner kroner i danske netbutikker, hvilket har fået nethandels-organisationen FDIH til at efterlyse en mere sikker løsning.

Læs også: Dankortet misbrugt for 12,5 millioner sidste år

Men den findes allerede, lyder det fra Nets, som administrerer Dankortet. I omkring ti år har netbutikkerne kunne vælge løsningen E-Dankort, der er mere sikker ? men meget få bruger denne løsning.

»Det er aldrig blevet nogen stor succes, selvom det er en løsning, som alle netbutikker kunne bruge for at hæve sikkerheden. Så skal de heller ikke dække tabet selv, hvis Dankortet bliver misbrugt,« forklarer Søren Winge, pressechef i Nets.

Med E-Dankort skal en kunde undervejs i betalingsprocessen logge ind i sin netbank for at gennemføre købet, hvilket dermed giver et ekstra lag sikkerhed, end når man blot skal bruge de oplysninger, der står trykt på Dankortet, for at handle.

Visa og Mastercard har også hævet sikkerheden med ordninger, hvor kunden skal indtaste en ekstra kode, men heller ikke disse løsninger er blevet særlig populære.

»Der er ikke mange, der bruger det i Danmark, så det ser heller ikke ud til at være den rette løsning. Vi arbejder på en ny løsning, men vi vil gerne undgå at udvikle en løsning, som hverken netbutikker eller kunderne synes er brugervenlig, og som ingen derfor bruger,« siger Søren Winge.

Blandt mulighederne er at koble NemID til betaling med Dankort på nettet, men det er ikke endeligt afgjort, fortæller pressechefen.

Læs også: PBS vil koble Dankortet til NemID

Misbrug af Dankort sker oftest ved, at en udenlandsk netbutik med ringe sikkerhed bliver hacket, og alle kortoplysninger bliver solgt videre og misbrugt. Det er sjældent, at et kort bliver misbrugt, fordi nogen har haft fysisk adgang til kortet, lyder erfaringen fra Nets.

Men et stigende problem er også inficerede computere i Danmark, hvor en keylogger opsamler kreditkortnumre og andre værdifulde data og sender dem videre. Sikkerhedsfirmaet CSIS anslår, at 100.000 danske computere er zombier i et botnet og høster data i det skjulte.

»Det er helt klart også et issue. Her vil det heller ikke hjælpe med en ekstra, statisk kode, som man har med Verified by Visa. Derfor er det relevant at overveje en løsning med NemID, der har to-faktor-sikkerhed,« siger Søren Winge.

E-Dankort-ordningen, der i praksis jo også kræver et NemID-login til netbanken, har tidligere kostet mere for netbutikkerne end normal Dankort-betaling, men prisen er nu den samme.

Graden af Dankort-misbrug på nettet er trods den stigende tendens stadig ikke overvældende. I 2010 var det 0,046 procent af omsætningen i danske netbutikker, der kom fra misbrug af Dankortet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Rene Madsen

Løsningen bliver måske at bekræfte et køb med NemID

Hvad så med alle de mennesker der ikke har NemID, de skal så være afskåret fra at handle på nettet med deres Dankort.

Argumenterne for at flytte bank til udlandet bliver flere og flere.

  • 0
  • 0
Morten Grouleff

Hvorfor dog blande en entydig identifikation som nemid ind i billedet, når behovet blot er sikkerhed for betallingen...

Efter min mening er der en anden løsning, der ikke er mere besværlig i selve købssituationen, og som gør det frivilligt for os forbrugere om vi ønsker os den ekstra sikkerhed: Gør det muligt i netbanken at oprette "engangsdankort-kortnumre og udløbsdatoer".

Så ville jeg gå i min netbank, trykke på "opret 10 engangsdankort" og printe/gemme listen. Herefter ville jeg kunne bruge dem een gang hver i netbutikkerne. "Kortene" skal spærre sig selv efter brug, sikkert i forbindelse med gennemførslen af betalingen... Hvis man skal gøre det bedre endnu, så skulle man kunne lave beløbsgrænser på kortene også.

  • 0
  • 0
Morten Worm Due

Et af problemerne som jeg ser det er, at kunden ikke har noget økonomisk incitament til at vælge en mere sikker løsning. De vælger altid den nemmeste - for butikken tager tabet hvis der er problemer.
Derfor kan jeg godt forstå at butikkerne efterspørger en mere sikker dankort-løsning.

I mine øjne gør forbrugerstyrelsen af og til forbrugerne en bjørnetjeneste (i den gamle betydning) ved at forhindre at forbrugerne har bare antydningen af ansvar for egne handlinger.

  • 0
  • 0
Per Erik Rønne

Personligt bruger jeg nu altid mastercard når jeg handler på nettet. Det giver da også større sikkerhed da der juridisk set så ikke er tale om en kontantbetaling.

Går et flyselskab således konkurs vil pengene være tabt hvis der betales kontant, som med dankort, men ikke hvis der betales med et kreditkort som mastercard.

Og visa, mastercard og American Express skulle jo netop også indeholde den ekstra sikkerhed, der efterspørges.

  • 0
  • 0
Jesper Louis Andersen

...ud af en omsætning på 27 milliarder, så er det her ikke noget problem.

Hvad er tabet i en dagligvarebutik? Lavere eller højere?

Der henvises naturligvis til

http://www.version2.dk/artikel/17016-samlet-regning-nemid-koster-871-mil...

I denne sammenhæng, så det tydeligt fremgår at dette er spild af penge overhovedet at bekymre sig om.

  • 0
  • 0
Ole Pedersen

Det er sjovt at se anbefaling/lovprisning af e-dankortet, når det jo reelt og juridisk bare en kontooverførsel - hvilket gør, at forbrugeren står med håret i postkassen, hvis man ikke modtager den købte vare.

Havde selv ca 10k i klemme på et e-dankort køb med manglende levering da det daværende itbutikken.dk drejede nøglen om... Heldigvis fik jeg næsten det fulde beløb refunderet fra butikken få dage før de lukkede - men det var på ingen måde takket være pbs eller mit pengeinstitut, da ingen af de to anede hvordan man skulle klage eller kræve refundering.

Efterfølgende har jeg fundet ud af, at handel med e-dankort er sidestillet med forudbetaling pr. kontooverførsel, så jeg kan kun advare bredt og vidt om denne ordning, der heldigvis er ret ukendt...

  • 0
  • 0
Anonym

Vedr. Quickpay indlæg.

Enig i analysen - det er interessant at overveje hvem som helt faktisk har plantet historien. Nets forsøg på at fange flere mere ind i deres stivnende monopol er et bud. I peger på FDIH. Måske - det er reelt ikke så væsentligt bortset fra erkendelsen af at det formentlig mest af alt skal ses som en skræmmereklame som led i en pr-kampagne.

Hvad der er interessant er så jeres produkt i form af en risikoanalyse. Reelt skaber det jo ikke en sikker betaling, men gør måske virksomheden lidt bedre i stand til at afvise kriminelle betalinger.

e-Dankort er en ren joke som bud på "sikre betalinger". Det er et gatekeeper projekt som kun har lock-in som agenda.

Løsningen på sikre betalinger er digital cash uden central gateeper. Men det får man ikke så længe NETs har monopol på at profitere på manglende konkurrence, sikkerhedsforståelse og innovation i Danmark. Denne kartelkonstruktion er stærkt destruktiv for samfundsøkonomien.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere