Google er i gang med at skubbe sikkerhedsopdateringer til Android-enheder. Det er første gang, Pixel- og Nexus-enheder med den seneste Android, Oreo, modtager sikkerhedsopdateringer på den måde.
ZDNet kan fortælle, at oktober-opdateringen generelt fikser otte sårbarheder i selve Android-styresystemet. Derudover er der seks patches til komponenter, som relaterer sig til kernel og drivere til MediaTek og Qualcomm-hardware.
Android-sårbarhederne, der også omfatter Oreo, er lukket med patch-niveauet dateret 2017-10-01, og de resterende seks sårbarheder er lukket med patch-niveau 2017-10-5.
Ud over den almindelige Android-security-bulletin er der også en separat bulletin til Pixel- og Nexus-enheder.
Her er der også en stribe huller, der bliver lukket specifikt på disse enheder i forbindelse med opdateringer denne måned. Desuden kan Pixel/Nexus-bulletinen i pricippet også byde på nyt i forhold til funktionelle forbedringer af de pågældende enheder.
Ifølge Nexus/Pixel-bulletinen skulle der dog ikke være nogen funktionelle rettelser til enhederne denne måned.
5X
Når det er skrevet, så har vi på redaktionen adgang til en Nexus 5X-telefon med Android Oreo. Telefonen har netop modtaget oktober-opdateringer. Ud over at telefonen i forbindelse med opdateringen gav en melding på dansk om, at der skulle være tale om en Pixel-enhed, så lader 5X'eren til at være blevet mærkbart hurtigere efter nu at være på patch-niveau 2017-10-5.
Og det er en god ting, for telefonen forekom nemlig ualmindelig sløv efter opdateringen til Oreo.
Vi har i den forbindelse spurgt Google, om der alligevel skulle være sket performance-forbedringer med den seneste opdatering til 5X. Vi vender tilbage med en opdatering, såfremt Google vender tilbage med nævneværdigt nyt desangående.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.