Sikkerhedsfirma: Danske virksomheder risikerer cyberangreb efter opbakning til angreb mod Syrien

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Truslen om et cyberangreb mod danske virksomheder er steget, efter at regeringen har udtrykt sig positivt om en militæraktion mod Syrien, vurderer it-sikkerhedsfirma.

Danmarks positive holdning til et forestående amerikansk angreb mod Syrien øger risikoen for et cyberangreb mod danske virksomheder

Det er meldingen fra konsulentvirksomheden Ocius, der beskæftiger sig med it-sikkerhed og blandt andet har norske Statkraft på kundelisten.

'Når danske politikere melder ud, at de vil støtte et angreb på Syrien, bliver Danmark – og dermed danske virksomheder – et mål for cyberangreb. En skærpelse af international konventionel konflikt fører også til en skærpelse af konflikten i cyberspace', skriver Marianne Helledi Knudsen, der er projektdirektør og partner i Ocius, på firmaets blog. Hun henviser også til den bølge af hackerangreb, der fulgte i kølvandet på Irak-krigen i 2003 og blandt andet gik ud over Det Hvide Hus.

Ocius har tidligere advaret mod sløset cybersikkerhed i Danmark, og direktør Søren Knudsen uddyber Syrien-advarslen.

»Vi ser jo en generel stigning i truslen om cyber-angreb, og SEA (Syrian electronic army red.) har allerede angrebet New York Times. Og når vi er rigtig meget med fremme, og vi samarbejder med USA, så vil trusselsbilledet se værre ud«, siger Søren Egede Knudsen til Version2.

Marianne Helledi Knudsen fra Ocius vurderer, at danske nyhedsmedier, foreninger og politiske partier er i farezonen for eventuelle cyber-angreb.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere