Sikkerhedsfirma: Russiske hackere har adgang til Sony Pictures netværk

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Hackerangrebet på Sony Pictures i forbindelse med den kontroversielle film The Interview er tilsyneladende ikke en engangsforseelse. Ifølge et amerikansk sikkerhedsfirma har russiske hackere fortsat adgang til netværket.

Ifølge en rapport fra et amerikansk sikkerhedsfirma har russiske hackere i stilhed tappet information fra Sonys netværk i løbet af de seneste par måneder.

De samme hackere kunne også meget vel være ansvarlige for det oprindelige hack i november, der skabte stort postyr på grund af den kontroversielle biograffilm The Interview. Et angreb, som Nordkorea ellers er blevet beskyldt for at stå bag fra officiel amerikansk side.

Rapporten fra Taia Global udelukker dog ikke, at Nordkorea også kan have været inde i Sonys netværk.

Det skriver Forbes

Læs også: Sony-selskab lukker ned efter omfattende hackerangreb

»Taia Global har for nyligt modtaget bevismateriale, der beviser, at russiske hackere også brød ind på Sonys netværk, og ved puliceringstidspunktet for denne rapport, havde disse hackere fortsat adgang til Sonys netværk,« står der bl.a. i rapporten.

Ifølge Taia Global sælger den russiske hackergruppe nu adgang til Sonys netværk.

En af Taia Globals kontakter har været i kontakt med en unavngiven russisk hacker, der angiveligt har adgang til Sonys netværk. Kontakten er en russisk black hat-hacker, der går under navnet Yama Tough.

Den unavngivne russiske hacker forsynede efter sigende Yama Tough med to Excel-regneark, der ikke har været inkluderet i nogle af de tidligere Sony-læk. En uge senere forsynede hackeren Yama Tough med 100 megabyte data. Heraf delte Yama Tough seks filer med Taia Global. Herudover forsynede Yama Tough Taia Global med en række e-mails, der kunne dateres helt frem til den 23. januar 2015.

Ifølge Taia Global har Yama Tough været hacker i over 10 år, og er bl.a. blevet benyttet af både de russiske og ukrainske myndigheder. Han skulle efter sigende være ansvarlig for et læk af Symantecs kildekode i 2006, og skulle have afsonet en fængselsstraf i USA for netop hacking, inden han blev deporteret til Rusland.

Læs også: Sony dropper kontroversiel filmpremiere efter omfattende hackerangreb og terrortrusler

The Interview blev en af årets mest omtalte film, da Sony Pictures blev hacket - angiveligt som reaktion på netop denne film. Filmen handler om to tv-værter, der bliver rekrutteret af CIA til at dræbe den nordkoreanske leder Kim Jong-Un.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere