Sikkerhedsekspert: Ny login-metode i Windows 8 er kun legetøj

I det kommende Windows 8 kan du logge på ved at tegne et mønster på et billede. Men opfinderen af SecurID mener ikke, at den metode kan tages seriøst.

Er du træt af at huske passwords og pinkoder i hobetal, vil Microsofts kommende styresystem komme med en ny funktion, der kan aflaste hjernens kodeords-center.

Det bliver nemlig muligt at logge på en Windows 8-computer ved at tegne et selvvalgt mønster på et billede i stedet for at taste et langt password, skriver Microsoft i et blogindlæg.

Med en touch-skærm vil det være en nem og meget sikker login-metode, mener Microsoft, men den vurdering bliver nu pillet ned af en af verdens førende eksperter i login-sikkerhed, Kenneth Weiss, der omfandt SecurID med engangs-pinkoder. Det skriver Infoworld.com.

Problemet med at sætte streger og prikker på for eksempel et familiebillede er, at det er nemt for andre at se, hvad man gør for at få adgang. Især hvis det skal ske med en touch-skærm og ikke en mus.

Traditionelle passwords bliver altid skrevet som små prikker, så andre ikke kan aflæse det på skærmen, men med Microsofts tegne-login vil for eksempel videoovervågning kunne bruges til at aflure et password, mener Kenneth Weiss, som i dag har sit eget firma, der arbejder med tre-faktor-login.

Et andet problem er backup af login-løsenet. Et password kan skrives ned og lægges i pengeskabet, mens det er mere kompliceret at skulle beskrive strøg henover et billede.

Alt i alt vurderer Kenneth Weiss, at den nye login-metode ikke er andet end legetøj.

»Jeg mener, det er nuttet. Men jeg mener ikke, det er seriøs sikkerhed,« siger han til Infoworld.com.

I forhold til slet ikke at have adgangsbeskyttelse på en computer, er det billedbaserede login dog en forbedring, mener han.

Windows 8 er afløseren for Windows 7 og er stadig under udvikling. En test-version blev vist frem for offentligheden i september, men den endelige lanceringsdato er ukendt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Simon Friis Vindum

Hans argumenter virker meget tynde. Man holder bare tableten væk fra andre mens man tegner. Og at man ikke kan skrive "koden" ned er da kun en fordel: Det er jo netop ikke nødvendigt da bevægelserne er lettere at huske.

Måske er han bare misunderlig over at det ikke var ham der fik ideen.

  • 2
  • 3
Log ind eller Opret konto for at kommentere