Sikkerhedsbrud på ITU: CPR-numre på 400 personer var tilgængelige i fem år

ITU har meldt det fem år gamle sikkerhedsbruddet til Datatilsynet, efter et rutinetjek af netværksdrevene. Illustration: ITU
Et sikkerhedsbrud på ITU har gjort 400 menneskers personoplysninger tilgængelige i fem år. Rektor kalder sagen uacceptabel og undskylder.

Navne, stillingsbetegnelser og cpr-numre på 400 personer har ligget tilgængeligt på et internt netværksdrev på IT-Universitetet i København (ITU), skriver universitetet på sin hjemmeside.

Oplysningerne, som tilhører censorer, eksterne lektorer, timelønnede og videnskabelige assistenter, har kunne tilgås af alle med et ITU-brugernavn og -password i perioden 2015-2020.

Det var efter en administrativ medarbejder i 2015 placerede filen på drevet til midlertidig opbevaring og for at dele filer blandt ansatte og studerende.

En medarbejder fandt filen med oplysningerne under et rutinemæssigt tjek af netværksdrevene d. 26. november 2020, og herefter meldte man sikkerhedsbruddet til Datatilsynet d. 28. november.

Martin Tvede Zachariasen, rektor på ITU, kalder sagen for uacceptabel og undskylder bruddet overfor alle, der er berørte.

»Vi har klare retningslinjer for, hvordan personoplysninger skal håndteres, og det er naturligvis vigtigt, at alle medarbejdere kender og overholder disse. Vi gør en stor indsats for at uddanne medarbejderne i sikker datahåndtering og kører løbende interne kampagner om datasikkerhed. Om vores indsats er tilstrækkelig, vil vi naturligvis vurdere nu og også løbende,« siger han i pressemeddelelsen.

Da man opdagede bruddet, gjorde man filen utilgængelig og satte en intern undersøgelse i gang, men den har vist, at det ikke er muligt at finde ud af, hvor mange gange filen er blevet åbnet.

ITU har underrettet de berørte personer, og universitetet er ved at udfase alle netværksdrev, for at overgå til en løsning, som giver bedre persondatasikkerhed.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere