Den krypterede kommunikationstjeneste Signal er online igen efter et nedbrud fredag, der varede mere end 24 timer.
Det skriver The Verge.
Signal har ikke specifikt oplyst noget om årsagen til nedbruddet, men noget tyder dog på, at man ikke har været klar til at håndtere den storm af nye brugere, der startede omkring årsskiftet.
»Vi har arbejdet så hurtigt som muligt på at tilføre ny kapacitet til at håndtere høje trafik-niveauer«, skrev Signal på Twitter lørdag.
Signal har fået et popularitets-boost efter at verdens rigeste mand, Elon Musk, for nylig opfordrede alle til at downloade appen.
Den opfordring kom samtidig med, at Facebooks konkurrerende beskedtjeneste, Whatsapp, fik kritik fra flere kanter efter en opdatering af sin privatlivspolitik.
Opdateringen betyder, at man som Whatsapp-bruger ikke længere kan fravælge at dele data med Facebook.