Siemens i trecifret millionaftale: Fortsætter driften af Banedanmarks it

Siemens indgår trecifret millionaftale med Banedanmark om driften af selskabets it-miljøer. Dermed forsætter de to samarbejdet.

Banedanmark har netop underskrevet to femårige kontrakter om drift, support og vedligehold af selskabets it-miljøer og transmissionsanlæg.

Der er tale om to ordrer til et trecifret millionbeløb per styk, og det er Siemens IT Solutions and Services, der er løbet med ordren på driften af Banedanmarks it-miljøer.

Dermed fortsætter Banedanmark sit samarbejde med Siemens på driftsområdet. Banedanmark er ansvarlig for at drive og vedligeholde jernbanenettet i Danmark.

»Banedanmark har i de seneste år opnået gode resultater med outsourcing på disse områder, og vi har derfor valgt at fortsætte ad den vej. Med aftalerne har vi sikret os, at vi forsat får de driftsmæssige ydelser, som vi har brug for - samtidig med at vi selv it-mæssigt fokuserer på at understøtte vores interne processer samt ikke mindst Banedanmarks udvikling og overordnede mål,« udtaler it-chef i Banedanmark, Kenneth Lau Rentius, i en pressemeddelelse.

Den forrige kontrakt med Siemens blev indgået i 2006 og udløber med udgangen af 2010.

**LÆS OGSÅ **Banedanmark sætter it for trecifret millionbeløb i udbud

Kontrakten med Siemens dækker blandt andet drift, support og vedligehold af trafikinformationssystemer, it-sikkerhedssystemer, 2.200 pc-arbejdspladser, 250 servere og Banedanmarks SAP-system.

Kontrakten om Banedanmarks transmissionssystemer er indgået med Eltel Network.

Driften og supporten af transmissionsanlæggene omfatter blandt andet diverse netværk, LAN, WAN og WLAN, samt firewalls, backup og et landsdækkende optisk fiberkabelanlæg.

Begge aftaler træder i kraft 1. januar 2011.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere