Sidste sten ryddet for Microsofts OOXML-format

ISO har ikke fundet anledning til at imødekomme klagerne over behandlingen af OOXML-formatet, så nu går godkendelsesprocessen videre.

ISO har besluttet at afvise de de fire klager, der var kommet over arbejdet med ISO-godkendelsen af OOXML. ISO har heller ikke mødt yderligere opbakning, der kunne give anledning til yderligere behandling af klagerne. Det oplyser Dansk Standard i en henvendelse til Version2.

Det var standardiseringsorganisationerne i henholdsvis Brasilien, Venezuela, Indien og Sydafrika, der havde klaget, og over sommeren er klagerne blevet behandlet i henholdsvis ISO's og IEC's tekniske bestyrelser.

De fire appeller knyttede sig alle til procedureforhold i den såkaldte fast track godkendelse af OOXML, og herunder til forløbet af det noget turbulente såkaldte Ballot of Resolution Group Meeting (BRM) i Geneve i februar 2008.

Resultatet af afstemningen i ISO's tekniske bestyrelse var, at 6 stemte for at afvise appellerne og 6 stemte for at imødekomme dem. Ifølge Danske Standard kræver det dog 2/3 flertal for at kunne imødekomme en klage. I IEC's tekniske bestyrelse var der et flertal på 2/3 for ikke at imødekomme appellerne.

Større klarhed

Den manglende enighed får Dansk Standard til at anbefale, at ISO og IEC evaluerer de procedurer, der knytter sig til fast track-processen for om muligt at sikre større klarhed i forhold til kommende standardiseringssager af denne karakter.

Efter afvisningen af klagerne kan ISO nu sørge for den endelige udgivelse af OOXML som en ISO/IEC-standard inklusive de ændringer, der blev vedtaget på BRM.

Dansk Standard oplyser endvidere, at organisationen vil følge det videre arbejde tæt, for blandt andet at sikre, at de 168 ændringsforslag, som det danske dokumentudvalg havde til OOXML, også bliver implementeret, samt at der på sigt udarbejdes en fælles standard, der omfatter både OOXML og ODF.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere