SF-politiker om forslag til overvågning af el- og varmeforbrug: »Hvad bliver det næste?«

Illustration: Folketinget
Regeringen vil give kommunerne lov til at indhente oplysninger om borgeres el-, vand- og varmeforbrug for at tjekke, om de overholder deres bopælspligt. Men det kan blive en glidebane, siger en bekymret SF-politiker.

Mange danskere har pligt til at bo i den bolig, de har købt, men kommunernes muligheder for at kontrollere, om pligten bliver overholdt, er alt for begrænsede, mener regeringen.

Som Version2 fortalte i fredags, har regeringen derfor sat gang i et lovforslag, der skal gøre det nemmere for kommunerne at komme snyd med bopælspligten til livs. Et af elementerne i lovforslaget er, at kommunerne skal have adgang til at indhente oplysninger om borgeres vand-, varme- og elforbrug for at tjekke, om de rent faktisk bor, hvor de siger, de gør.

Læs også: Lovforslag: Kommuner vil overvåge borgeres el-forbrug til kontrol af bopælspligt

Kirsten Normann Andersen er medlem af Folketinget for SF og sidder i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget. Illustration: Steen Brogaard / Folketinget

Men det bekymrer Kirsten Normann Andersen (SF), som er medlem af Folketinget og sidder i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget, hvor lovforslaget er blevet behandlet.

»Det, jeg bekymrer mig for, er, at man vil bruge data til noget, det ikke er beregnet til. Det tangerer overvågning af borgerne,« siger hun til Version2.

Formål eller ej

Hun påpeger, at data om danskernes el-, vand- og varmeforbrug oprindeligt har det formål, at man skal finde ud af, hvor meget man skal betale for forbruget. Men allerede nu bruger man de data til andre formål, og det nye lovforslag vil yderligere give hjemmel til, at de data bliver brugt til et nyt formål, siger hun.

Læs også: Medie: Regeringen vil overvåge data om lediges elforbrug

»Det kan godt gå hen og blive en glidebane. På den lange bane kan man forestille sig, at man kan bruge de data til mange flere ting, end de egentlig er beregnet til,« siger hun.

I Databeskyttelsesloven står der:

§ 5. Stk. 1.
Personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål.

Men under samme paragraf siger loven også:

§ 5. Stk. 3.
Uanset stk. 1 og 2 kan vedkommende minister efter forhandling med justitsministeren og inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 23 fastsætte nærmere regler om, at personoplysninger af offentlige myndigheder må viderebehandles til andre formål, end de oprindelig var indsamlet til, uafhængigt af formålenes forenelighed.

Læs også: Regeringen dropper masseovervågning af danskernes elforbrug

Vigtigt at »hegne det ind«

Men Kirsten Normann Andersen er ikke helt tilfreds.

»Min bekymring går bare på: Hvad bliver det næste, man gerne vil kontrollere? Om folk rent faktisk er hjemme, når de siger, de er hjemme? Om syge borgere rent faktisk opholder sig i hjemmet eller andre steder?« spørger hun retorisk og svarer selv:

»Der er vi slet ikke ude lige nu, og derfor synes jeg også det vigtigt, at vi fra sag til sag får hegnet det ind, når man benytter data til noget andet end det, de er beregnet til: At det kun er til det her formål og ikke noget som helst andet,« siger hun.

I et svar til SF-politikeren forsikrede transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) hende om, at grænsen for, hvad oplysningerne skal anvendes til, er nået her:

Læs også: Trods kasseret forslag: Kommuner kan allerede overvåge fjernaflæste elmålere

»Herudover er det en betingelse, at de forbrugsoplysninger, der indhentes, er nødvendige til at opfylde formålet. Det betyder, at oplysningerne alene kan indhentes som led i kommunalbestyrelsens kontrol med boligens benyttelse til helårsbolig. Oplysningerne kan ikke videregives til andre dele af den kommunale forvaltning eller anvendes til andet formål,« skrev ministeren.

Lovforslaget skal andenbehandles i Folketinget den 18. december.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

Helt ærligt. Det "næste" bliver jo alt det, der allerede dagligt vælter ind: Gladsaxe-modeller (kun udsat), overvågning af flypassagerer, profilering af overførselsindkomstmodtagere (er her allerede), statens tyveri af private sundhedsdata til deling med industrien osv. osv. Det er her jo allerede, "det næste", kære Kirsten. SF, Alternativet og EL har strittet en lille bitte smule imod, men ikke desto mindre er "næste" her allerede, og disse partier har selv været med til at stemme for det i flere tilfælde.

"»Min bekymring går bare på: Hvad bliver det næste, man gerne vil kontrollere? Om folk rent faktisk er hjemme, når de siger, de er hjemme? Om syge borgere rent faktisk opholder sig i hjemmet eller andre steder?« spørger hun retorisk og svarer selv:
»Der er vi slet ikke ude lige nu, og derfor synes jeg også det vigtigt, at vi fra sag til sag får hegnet det ind, når man benytter data til noget andet end det, de er beregnet til: At det kun er til det her formål og ikke noget som helst andet,« siger hun."

JO!!!!!! Der er vi allerede!! Statens tyveri af vore sundhedsdata, overvågning af flypassagerer, profilering af overførselsindkomstmodtagere, osv. osv, Vi er der allerede, kære Kirsten!

NEJ!!!!!! Forslaget skal ikke bare " hegnes ind" !!! Det lyder for mig som om, at SF er igang med at finde på alibier for at stemme for forslaget - med lidt pyntestikninger - det skal bare lige "hegnes lidt ind".

Bullshit! SF er jo allerede i fuld gang med salamificeringen af retten til privatliv. Måske fordi SF godt ved, at der vil komme mere af den slags, hvis S kommer til magten næste gang - og så skal man jo helst ikke have malet sig op i et hjørne? Man skal helst ikke være kravlet for højt op i træet med ultimative krav - retten til privatliv må helst ikke blive et kabinetsspørgsmål? (Som det burde være for enhver frihedselskende politiker)

Eller også går SF selv ind for øget overvågning, når bare det kommer i salamislices.

Har SF ikke allerede stemt for en del af disse privatlivsrøvende forslag? Mon ikke man også stemmer for i dag - eller beder om lidt tilpasninger, så man får alibiet for at stemme for?

Det er bedre end ingenting, at Kirsten Norman Andersen er betænkelig, men ikke ret meget bedre. Der er ikke meget raseri og passion i modstanden - den virker temmelig "pligtagtig" - ikke dybfølt og ærlig.

Jeg håber, at jeg tager fejl. Måske har SF faktisk tænkt sig at stemme helt imod i dag og ved 3. beh. og ved alle denne type forslag fremover - i så fald undskylder jeg mit fnys.

Men vi er godt nok ilde stedt efterhånden, os der får myrekryb af denne udvikling mod totalitær overvågningsstat. Ikke megen hjælp at hente nogen steder. Ikke engang fra dem, man håbede var forbundsfæller i kampen mod totalstaten.

Og PS, kære Kirsten: Jeg hører til på venstrefløjen - derfor er jeg så skuffet.

(hvis min kommentar ikke virker helt gennemarbejdet, skyldes det den nye editor, som åd førsteudgaven - det er lidt svært at skrive det hele en gang til)

Anne-Marie Krogsbøll

"Et af elementerne i lovforslaget er, at kommunerne skal have adgang til at indhente oplysninger om borgeres vand-, varme- og elforbrug for at tjekke, om de rent faktisk bor, hvor de siger, de gør."

»Min bekymring går bare på: Hvad bliver det næste, man gerne vil kontrollere? Om folk rent faktisk er hjemme, når de siger, de er hjemme? Om syge borgere rent faktisk opholder sig i hjemmet eller andre steder?« spørger hun retorisk ....."

Kan nogen forklare mig logikken i Kirsten Normann Andersens udsagn her? Er det ikke lige præcist det, som Kirsten Normann Andersen frygter, som er selve indholdet i lovforslaget? At staten skal kontrollere, om man faktisk er hjemme, når man siger, at man er det/bør være det?

Hvordan når hun til, at "der er vi slet ikke ude lige nu"?

Bjarne Nielsen

Måske fordi SF godt ved, at der vil komme mere af den slags, hvis S kommer til magten næste gang - og så skal man jo helst ikke have malet sig op i et hjørne?

En god levereglen er, at man ikke skal antage ond tro, hvor det lige så godt kunne være inkompetence eller uvidenhed. Hmm, ved nærmere eftertanke, så vil jeg egentlig foretrække en politiker i ond tro, for sådan en kan man forhandle med. Hvis det er inkompetence eller uvidenhed, så har vi tabt.

Men skal vi lige tage ja-hatten på, så det forfriskende at se en politiker gå det rigtige ræsonnement igennem. Når man ser på resultatet, så er der tydeligvis brug for mere træning, men det er da en start.

Og mon KNA og andre i Folketinget ved, hvor mange undtagelser for princippet i pgf. 5 stk. 1 der i dag findes, og er i anvendelse? Og hvor bredt de rammer? Mon de ansvarlige ministre ved? Jeg kunne i hvertfald godt bruge et reelt slag på tasken.

Anne-Marie Krogsbøll

En god levereglen er, at man ikke skal antage ond tro, hvor det lige så godt kunne være inkompetence eller uvidenhed.


Men kan det ligeså godt det, Bjarne Nielsen? Kirsten Normann Andersen har været ordfører på dataområdet et godt stykke tid, og har da også sammen md EL og Alternativet gjort en god indsats mht. at afværge de værste ulykker med sundhedsdata. Det er jeg taknemmelig for - det er bedre end ingenting. Men det er alligevel endt med, at alle tre partier har stemt for at stjæle endnu en bid af privatlivssalamien. Og så hjælper det ikke så meget med lidt pyntesting. Det går bare lige lukt i den totale overvågningsstat i en lidt langsommere takt - vi ender der alligevel til sidst.

Vi må vente og se, hvad SF i sidste ende stemmer til forslaget (og alle de følgende privatlivsstjælende forslag), før vi kan vurdere, om det er uvidenhed eller ond tro. Jeg håber selvfølgelig, at KNA bare ikke har udtrykt sin absolutte modstand på en måde, som jeg er i stand til at opfange - det kan jo sagtens tænkes, og så vil jeg da bare glædes over at have taget fejl.

Politikens forside prydes i dag af endnu en af de daglige historier om, hvor vi med vore politikeres velsignelse er havnet: https://politiken.dk/indland/art6924824/Statsansatte-i-Danmarks-Statisti...

Historien handler om Geomatics systematiske smøring af ansatte i Danmarks Statistik. Geomatic spinder guld på alle de data om borgerne, som Danmarks Statistik indsamler. Og det er mange. Og man kan jo gøre sig tanker om, hvad Geomatic har fået af modydelser for smøringen.

Historien illustrerer, hvorfor vi som samfund absolut ikke skal indsamle disse enorme datamængder - herunder forbrugsdata på nærgående overvågningsniveau - om borgerne. Hvis ikke staten ender med at misbruge dem, så gør private økonomiske interesser det.

Venstrefløjen er på mange punkter stopklodsen ift. de værste menneskefjendske udskejelser i det politiske landskab for tiden. Men jeg forstår ikke venstrefløjens blindhed på dette punkt. Man pipper lidt engang i mellem, men modstanden mod den totalitære udvikling er slet ikke markant nok. Hvorfor ikke?

Bjarke Haack Jørgensen

Selvom det er glædeligt at nogen på Borgen stiller spørgsmålstegn, vi andre har stillet i en del år, er der generelt alt for lidt modstandsdygtighed overfor den teknologioptimistiske politistat.

Der er brug for politikere der kan se det store billede - og det er et generelt problem - og ikke pladere for micro-management af samfundets borgere.

Vi lever i en tid hvor politikerne bruger en stor del af deres tid på at bestemme danskernes hovedbeklædning, hvad vi skal servere af mad i daginstitutionerne, om vi virkelig bor hvor vi siger vi gør osv. osv. osv.

Alt imens ruller de offentlige skandaler nærmest systematisk ind til pressen med svimlende beløb og hvor undskyldninger åbenbart er det eneste at gøre?

Kan man se ironien?

Maskeringsforbud <-> Offentlighedsloven?

Hvem må være skjult?

Mikael Ibsen

men er dog stadig noget bagud.

Det næste bliver vel derfor helt naturligt, at man rent administrativt trækker paragraf 72 ud af Grundloven, da den jo ikke rigtig mere passer til mentalitet og behov indenfor Borgens mure, og derfor lige så godt kan sløjfes.

Borgere er og bliver til enhver tid en sten i skoen for alle regeringer, rethaveriske og utaknemmelige, som de er, så selvfølgelig skal de overvåges så effektivt som muligt, så man ved lige præcis, hvor man har dem - og deres telefoner.

Dejligt, at vores kloge ministre endelig har indset dette, og foreløbigt fået indarbejdet 500 særegne undtagelser fra paragraf 72 i lovgivningen.

Fortsæt endelig det gode arbejde - så kan borgerne sgu' lære det.

(Skulle noget virke lidt ironisk, takker jeg for opmærksomheden)

Jan Ferré

Kan vi ikke lave en folkebevægelse til indførelse af længere ferier til politikerne? Jeg ved godt, at vi aflønner politikerne, men det er jo småpenge i forhold til den skade de gør, når de lukker munden op - og naturligvis endnu værre, når de mekanisk sætter deres stemme dér, hvor formanden siger de skal.

Jeg tror faktisk, at mange politikere er forstandige mennesker, men det er da et sygt system, at man på forhånd kan 'tælle stemmer' ud fra hvor store partierne er. Sæt nu folketingets medlemmer fri, så de selv skal tage stilling og kan stemme imod de studeaftaler, der bliver indgået mellem 'ordførere'. Så kan vi andre med god ret kræve, at politikerne står personligt på mål for de love, de stemmer igennem.

Og imens kan man jo vælge at lade toilettet løbe og at holde det ubrugte hus fuldt opvarmet - så kommer forbruget nok nogenlunde til at passe, og det hus, man ikke bor i alligevel, undgår de værste råd-skader. Well, det går naturligvis ud over miljøet, men så har man mere at spare af, når den næste runde kommer for at få danskerne til at opføre sig mere ansvarligt.....

Anne-Marie Krogsbøll

Nu har jeg netop set 2. - behandlingen af L98, som Kirsten Normanns betænkeligehder handler om. EL fremsatte ændringsforslag (jeg ved ikke, hvad det gik ud på. tiltrådt af RV, ALT og SF), som blev nedstemt.

MEN DER VAR INGEN DEBAT OVERHOVEDET!!! Uden debat røg L98 videre til 3. behandling: (kl. 12.48: https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/video/20181/salen/38.aspx)

Så jeg giver helt ærligt ikke meget for hverken KNA's eller ELs eller andre folketingsmedlemmers betænkeligheder (det gør ondt at sige). Hvis man ikke gider bevæge sig op på talerstolen og rent faktisk slå et slag i al offentlighed for retten til privatliv, når chancen faktisk er der, så er min konklussion, at man slet ikke mener sin modstand alvorligt - det er spil for galleriet, for så kan man altid senere sige, at man skam var passende "betænkelig".

Selvfølgelig er der håb om, at man retter op på svigtet, når vi når til 3. behandling. Men belært af erfaringen tror jeg ikke på, at det kommer til at ske - der ryger forslaget sikkert glat igennem uden debat - selv hvis venstrefløjen skulle finde på at stemme imod. Vi har simpelthen mistet venstrefløjen som allierede i kampen for privatliv. Er de blevet forført af alle de mange muligheder og milliarder dollar, ganske som alle andre politikere? For der må være andre hensyn, som åbenbart vejer tungere en retten til privatliv - gad vide, hvilke de er?

Jeg savner det gamle, bidske EL. Hvor er den henne, Vagthunden? Hvem skal så være den lille dreng i Kejserens Nye klæder, som tør råbe op om, hvad der foregår af lusk og svigt og totalitær udvikling i diverse lukkede udvalg og overlæssede, uigennemskuelige lovforslag, når vi ikke mere kan regne med EL og SF som forsvarere for menneskerettigheder som retten til privatliv?

Det er fortvivlende.

Frithiof Jensen

Det er helt tydeligt, at de forventer at alle snyder så det driver.


Tyv tror ... og så videre! Man modellerer jo i grunden andre ud fra eens egen personlighed fordi det er den eneste man kender til!!

Der kräves nok en mere rabiat presse og så må nogen i gang med at läkke noget belastende materiale så vi kan få afsluttet karrieren for nogle af de värste syndere.

Mogens Petersen

Det er meget at sætte i værk når man mange steder afskaffer bopælspligten.

Se link:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/over-halvdelen-af-landets-kommuner-slo...

Og det er yderst bekymrende at man bliver ved med at fremkommen med lovforslag der underminerer privatlivet, og gør borgeren til en "brik" der skal gennemkontrolleres.

Man går i den tro at staten er til for borgeren, det er dog snart omvendt, og man kan kun bekymre sig over hvor det bærer hen, og glæde sig over at livet ikke varer evigt, så man en dag slipper for at opleve den vej vi går i mod.

Log ind eller Opret konto for at kommentere