SF: Offentlig it-offshoring kun OK, hvis firmaet også tager praktikanter

SF's erhvervsordfører Karsten Hønge vil stille modkrav til it-firmaer, hvis de ønsker at sende offentlige udviklingsopgaver til udlandet.

Virksomheder, der leverer it til det offentlige, skal kun kunne sende opgaven til udlandet, hvis alt andet er forsøgt og slået fejl. Det mener SF's erhvervsordfører Karsten Hønge.

»Det offentlige skal sikre, at alle muligheder er udtømt, før man siger ja. Virksomheder må bruge outsourcing, hvis de har forsøgt at lave det internt først. I SF vil vi gerne lave nogle nye typer af offentlige og private samarbejder - vi skal ikke altid bare vælge det billigste tilbud, men et der fremmer innovation og uddannelse i firmaet og samfundet,« siger Karsten Hønge til Version2.

Diskussionen er aktuel, fordi de to it-fagforeninger Prosa og HK SamData samstemmende peger på, at det er en rigtig dårlig forretning for staten, hvis man i forsøget på at spare penge på it-udvikling sender opgaven til Indien. For når en højt lønnet dansk udvikler efterfølgende bliver fyret, går staten ikke bare glip af skatteindtægter

Læs også: Prosa: Offentlig it-outsourcing er økonomisk selvmål

»Det offentlige får måske løst it-opgaven en lille smule billigere, men så kommer man jo til at betale understøttelse i stedet for, og man får heller ikke skattekroner ind, så set for samfundet er det ikke en ret god forretning,« har Prosas næstformand Hanne Lykke Jespersen sagt til DR Nyheder.

SF vil ikke gå så langt som til at forbyde offshoring af it-opgaver, men står det til erhvervsordfører Karsten Hønge skal et ønske om outsourcing altid følges et modkrav fra det offentlige:

»Hvis virksomheden vil outsource, så kunne det offentlige for eksempel have nogle forventninger om uddannelse og samarbejde i øvrigt. Vi bliver ikke rigere af altid at vælge den billigste løsning,« siger han

Endelig taler Karsten Hønge for, at outsourcingen ikke må gå ud over virksomhedens danske arbejdskraft.

»Hvis en virksomhed ønsker at bruge outsourcing, så skal der være trygge ansættelsesforhold. For eksempel var det helt galt, da CSC valgte at antage indere i en situation, hvor de danske medarbejdere var i konflikt, så de dermed fungerede som strejkebrydere,« siger Karsten Hønge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Pelle Lauritsen

Det vil jo så betyde at udenlandske firmaer ikke længere kan byde ind på danske udbud, da arbejdet skal laves i DK. Jeg tvivler på at de vil tillade det i EU.

Endnu en gang rød panik før lukketid, fordi de nægter at indse at de danske lønninger er blevet for høje.

Thorbjørn Andersen

Udbud betyder ikke, at man skal vælge den laveste pris. IANAL, men man kan gøre ting i udbuddet, der gør det lettere at holde arbejdspladserne hjemme, selvom jeg umiddelbart vil tro, at det som SF her kræver nok er på kant med reglerne i EU.

Dog mener jeg at Hjort på DR (i TV-Avisen) erkendte, at man kunne gøre noget ved dette problem ved at ændre i udbuddet. (Jeg husker ikke præcist hvad det var ...)

Endnu en gang rød panik før lukketid, fordi de nægter at indse at de danske lønninger er blevet for høje.

Hold da op - er vi kommet ned på det niveau - eller er du blevet ramt af panik?

Jesper Gødvad

Mon de kan opstille krav om at arbejdet skal udføres i Danmark? Eller at det skal ske under danske regler om løn og arbejdstid osv?

Der er ingen saglig begrundelse for at arbejdet skal udføres i Danmark. Dansk løn og arbejdstid gælder ikke engang for udenlandske håndværkere, selvom de er i Danmark. SF vil undgå fri konkurrence, men heldigvis virker den slags ikke.

Log ind eller Opret konto for at kommentere