Serverrummet varmer Hedensted Rådhus op i snevejret

Spildvarmen fra rådhusets serverrum kan efter en større renovering nu bruges til at gøre fjernvarmeregningen mindre for Hedensted Kommune.

En råkold dag i marts er blevet billigere for Hedensted Kommune. Hvor spildvarmen fra kommunens servere før blot blev lukket ud, så er det nye ombyggede serverrum blevet udstyret med varmepumper, som kan genindvinde noget af varmen.

»Vi generer cirka 50 procent af varmen til rådhuset her på de kolde dage, så det er en god gevinst. På de lune dag, som vi havde i sidste uge, genererede vi 75-80 procent af varmen,« fortæller maskinmester Niels Abildsten fra Intern Byg i Hedensted Kommune, til Version2.

I øjeblikket kan kommunen trække cirka 700 kilowattimer varme pr. døgn fra serverrummet. Det er vel at mærke energi, som ellers blot ville gå til spilde.

Genindvinding af spildvarme fra serverrum er især interessant, når man har et sted at afsætte energien, som eksempelvis et centralvarmeanlæg i en større bygning, sådan som det er tilfældet på mange rådhuse.

Hedensted Kommunes system er leveret af firmaet Cronborg, som har specialiseret sig i genindvinding af spildvarme fra datacentre.

Varmeveksleranlæg fra et lignende anlæg. Illustration: Cronborg.dk

Spildvarmen opsamles ved at have koblet varmepumper og varmevekslere til kølesystemet, og derefter forbundet det til rådhusets centralvarmeanlæg.

»Det er koblet op på vores eksisterende anlæg, men det fylder godt i teknikrummet i forhold til føre, hvor vi bare havde fjernvarme,« fortæller Niels Abildsten.

Kommunen får stadig suppleret med fjernvarme, men målet er, at det kun er nødvendigt at bruge fjernvarme i vintermånederne, mens man i forårs- og efterårsmånederne kan klare sig alene med spildvarmen.

»I de tre sommermåneder må vi så smide varmen ud, ligesom vi gjorde før,« siger Niels Abildsten.

Varmegenindvindingsanlægget er installeret som led i en komplet ombygning af kommunens serverrum.

»Vores serverrum var et almindeligt rum, som der var sat nogle kølere ind i. Det havde vi et ønske om at modernisere. Vi har bygget alt om med kølekapper, så det nu er et selvstændigt rum i rummet, så vi mindsker også vores køleforbrug, fordi vi nu køler korrekt,« siger Niels Abildsten.

Hedensted Kommune forventer at kunne spare cirka 100.000 kroner om året og tjene det nye anlæg hjem over en periode på seks år. Efter blot én måneds drift er det endnu for tidligt at sige, om det mål bliver indfriet, men de foreløbig måletal fra varmesystemet lever op til forventningerne.

Med ombygningen af serverrummet er der også blevet plads til at sikre, at der er mulighed for at øge antallet af servere, hvis behovet opstår i it-afdelingen.

»Vi har prøvet at fremtidssikre det ved at have lidt overkapacitet i det,« siger Niels Abildsten.

Version2 afholder konference om datacentre torsdag den 14. marts. Læs mere på datacenter.version2.dk.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 René Lund Markvard

Har journalisten undersøgt hvordan det forholder sig med energi-afgifter på sådan et anlæg?

Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt læste en artikel hvor Dansk Supermarked klagede over at det faktisk ikke kunne betale sig for dem at opvarme deres butikker med varme fra kølemontrene, pga. den "energi-afgift-straf" der blev lagt ovenpå...

Er disse tåbelige regler endeligt blevet lavet om?

  • 4
  • 0
#2 Jesper Stein Sandal

Jeg har hørt den samme historie fra nogle af dem med store datacentre, men da jeg forhørte mig hos Energistyrelsen, så mente de ikke, at der skulle være nogen forhindringer for at genbruge spildvarmen.

Derimod kan du ikke sende energien ud af huset, bogstaveligt talt, uden det bliver problematisk. Derfor er det ikke sikkert, at det kan betale sig at have sådan et anlæg, hvis man alligevel skal smide varmen ud en stor del af året.

Men hvis der er andre, som har mere konkrete erfaringer med problemet, så hører jeg meget gerne om det, for det er som sagt en sag, jeg har arbejdet på tidligere.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere