Senator vil have kontroversiel ansigtsgenkendelse bandlyst fra amerikanske demonstrationer

Illustration: bigstock
De mange demonstrationer mod politivold og racisme i USA betyder, at politiet tager forskellige overvågningsmetoder i brug. Senatoren fra Massachusetts beder nu om, at ansigtsgenkendelsessoftware fra Clearview AI ikke bliver brugt.

Clearview AI er igen kommet i søgelyset, denne gang i forbindelse med protesterne mod politivold og racisme i USA.

Det skriver Arstechnica.

Virksomheden er kendt for at have brugt en masse billeder fra blandt andet Facebook og Youtube til at udvikle sin ansigtsgenkendelsessoftware, man fik hacket en hemmelig kundeliste, og så lå virksomhedens kildekode frit tilgængelig på nettet.

Alt sammen siden januar, hvor virksomheden rigtig kom i mediernes søgelys.

Nu vil den Demokratiske senator fra Massachusetts Edward Markey have undersøgt virksomheden igen, da han er bange for, at den kontroversielle software bliver brugt mod demonstranter.

Læs også: Clearview AI's kildekode og apps lå frit tilgængelige

Flere politimyndigheder i stater, hvor der er uroligheder og demonstrationer, bruger nemlig digitale overvågningsværktøjer til at spore demonstranterne - også dem der ikke gør noget ulovligt.

Det bør ifølge senatoren stoppe. Amerikanere har nemlig ifølge forfatningen lov til at demonstrere. Denne frihed til at demonstrere kan dog blive sat under pres, hvis ikke folk tør, fordi overvågningen er allestedsnærværende, skriver senatoren i et brev til Clearview.

Flere søgsmål mod Clearview

Ifølge en rapport fra Buzzfeed bruger flere politimyndigheder omkring Minneapolis, hvor demonstrationerne startede på baggrund af George Floyds død i politiets varetægt, netop ansigtsgenkendelsessoftware fra Clearview AI.

Læs også: AI-firma har skrællet tre milliarder billeder fra sociale medier

Senator Markey har nu bedt om at få en opdateret liste over kunder og beder samtidig virksomheden om at bede sine kunder om ikke at bruge softwaren i forbindelse med demonstrationerne.

Tidligere har både American Civil Liberties Union og rigsadvokaten i staten Vermont lagt sag an mod virksomheden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere